Mit livs eventyr cast
Foto: Anders Overgaard / Zentropa

Dansk storfilm om H.C. Andersen afslører stjernespækket rolleliste

Med både nye talenter og landets største navne

“Mit liv er et smukt eventyr, så rigt og lyksaligt.”

Sådan indleder H.C Andersen sin selvbiografi ‘Mit livs eventyr’ fra 1855. Linjen henviser til forfatterens rejse fra en fattig barndom til et liv fyldt med anerkendelse og berømmelse.

Det er denne rejse, som skildres i den kommende storfilm, der også lyder titlen Mit livs eventyr. Og nu er det stjernespækkede hovedcast blevet offentliggjort.

Filmen instrueres af Nikolaj Arcel (‘Kongekabale’, ‘En kongelig affære’, ‘Bastarden’), som har skrevet den sammen med Anders Thomas Jensen (‘Blinkende lygter’, ‘Hævnen’, ‘Den sidste viking’).

Det blev tidligere i år offentliggjort, at skuespillertalentet Casper Kjær Jensen (’Nattevagten 2 - Dæmoner går i arv’) skal spille H.C. Andersen.

Rollen som dramatikeren Ludvig Heiberg indtages af Nikolaj Lie Kaas, mens David Dencik skal spille anmelderen Christian Molbech.

Den jurastuderende Edvard Collin, der skal lære H.C. Andersen at begå sig blandt det pæne borgerskab, spilles af talentet Clint Ruben, som netop nu er biografaktuel i Hella Joofs komediedrama Nøjsomheden.

Ulrich Thomsen, der ligeledes er at finde i ‘Nøjsomheden’, skal portrættere Edvards far, Jonas Collin, der bliver pålagt at tage H.C. Andersen under sin vinge.

Rollelisten har herudover Josephine Højbjerg (’Dark Horse’ og ’Tinka’) i rollen som Edvards søster, Louise Collin, mens Anna Søgaard Frandsen (’Kvinde Ukendt’) spiller Edvards veninde, Henriette.

Den ombejlede danske skuespiller Johanne Luise Heiberg bliver at se i skikkelse af Clara Dessau, der fik sit store gennembrud i serien ’Legenden’.

‘Mit livs eventyr’ starter, da den socialt ubehjælpsomme outsider Hans Christian Andersen flytter til København med en umulig drøm om at erobre byens pulserende kulturliv og blive en berømt kunstner.

Man følger således forfatteren in spe i en kulørt verden af skuespillere, dramatikere og velgørere, hvor H.C. Andersen kæmper for at opnå anerkendelse, accept og kærlighed.

Mit livs eventyr’ har biografpremiere i efteråret 2027.

Mit livs eventyr cast
Foto: Anders Overgaard / Zentropa
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: