Billede fra 'Løvehjerte'
Foto: Scanbox A/S

Dansk stjerneskud om vild transformation: "Filmen er Gud"

Kino.dk
Publiceret:
Følg os:

Interview med Besir Zeciri og Nagieb Khaja

Den nye danske film Løvehjerte fortæller historien om det unge bandemedlem Luan, der beslutter sig for at skifte bane i livet. Men udfordringerne står i kø, når han skal træde ud af den kriminelle underverden og finde ind i en normal hverdag.

I hovedrollen ses den talentfulde Besir Zeciri, der sidste år vandt en Robert for sin præstation i ’Pigen med nålen’, som siden 2021 har talt med instruktør og manuskriptforfatter Nagieb Khaja om projektet.

Nagieb Khaja er journalist og mest arbejdet i dokumentargenren. Således trækker ’Løvehjerte’ også direkte på en virkelighed, som Khaja har fulgt tæt.

I anledning af premieren på den nye film har vi haft besøg af de to herrer samt Besir Zeciris datter, Viola, som sneg sig med i vores video-interview, der kan ses i sin fulde længde nederst.

Billede fra 'Løvehjerte'
Foto: Scanbox A/S

Et underbelyst emne i genren


I forberedelsen til at træde ind i rollen som Luan, har Besir Zeciri haft både en masse psykisk og fysisk arbejde foran sig. Det psykologiske forarbejde er sket via podcasts og bøger om emnet, mens han også har trukket på sin egen baggrund og opvækst på Vestegnen, hvor han har berøringer med mennesker i det miljø.

Men det psykologiske får dog også et andet lag, end vi er vant til at se i denne type film, da Luan rammes af angstanfald. Et vigtigt aspekt, som instruktør Nagieb Khaja mener er underbelyst i andre værker i genren.

Om Luans psykisk fortæller Besir Zeciri:

- Det haler ind på én. De ting, som man har gjort i sit liv. Mange af de brutale ting, som Luan har gjort, fanger ham på en eller anden måde. Jeg tror, at en del kan nikke genkendende til det, når man bliver presset op i krog, og man ikke kan lyve overfor sig selv længere. Man kan ikke se sig selv i øjnene. Så falder hammeren bare – og her hos Luan falder den virkelig tungt.

- Det er en af de ting, som er meget underfortalt om de miljøer her. Det skyldes, at i mange af de film som bliver lavet om de her miljøer er det ydre plot ret vigtigt. Mere spænding og thriller end psykologisk drama. Den her film lægger sig imellem det, så vi har mere plads til at udfolde det, fortæller Nagieb Khaja og uddyber:

- Det er underbelyst, hvor mange der har psykiske problemer og psykiske udfordringer. PTSD fordi de er blevet udsat for forfærdelige ting, andre gange lidt som Luan, fordi han har udsat folk for forfærdelige ting.

Billede fra 'Løvehjerte'
Foto: Scanbox A/S

Et miljø med paranoia


Besir Zeciri peger også på den paranoia, som kan sætte sig i mennesker, der befinder sig i dette miljø, hvor der kan være såkaldte bandekrige og konflikter, og hvor alle potentielt kan være fjender. Noget som Nagieb Khaja også fortæller, at han oplevet, når han som journalist har talt med folk i miljøet:

- De sidder hele tiden og kigger sig over skulderen, og er enormt paranoide. De har svært ved at lave en aftale om at mødes et specifikt sted. Som journalist har jeg oplevet, at vi skal bevæge os hele tiden, og så har de en vagt med, som gik i baggrunden bag os. Det er virkelig et ubehageligt liv, og det synes jeg er ret vigtigt at vise, fordi worst case-scenariet er jo - som det er tilfældet med nogle amerikanske film - at de unge nærmest bliver inspireret og bliver kriminelle.

Besir Zeciri understreger dog også, at det kan være et godt liv, fordi man har et helt særligt fællesskab og venskab, som man måske ikke kan finde andre steder. Ikke mindst fordi at man er vokset op sammen.

Billede fra 'Løvehjerte'
Foto: Scanbox A/S

Fysisk forvandling: “Filmen er Gud”

Hovedrollen Besir Zeciri stod også overfor en større fysisk transformation for at blive til den autoritære bandefigur Luan.

- Det var vigtigt for os, at du rent fysisk skulle udstråle noget andet, end du gør normalt. Og der gik du perfekt ind i rollen. Ikke kun med replikkerne, men også med din krop og dit look. Du har jo gennemgået en forvandling, hvor nogen har set det og er blevet helt overrasket over, at du har set sådan ud. Det var virkelig imponerende, fortæller instruktør Nagieb Khaja.

Besir Zeciri mener, at der kan komme for meget fokus på, hvor mange kilo, som der er blevet taget på, men bekræfter, at det drejer sig cirka 16 kilo, og forklarer så:

- I fire eller fem måneder tænkte jeg bare, nu giver jeg den gas og gør alt, hvad jeg kan. Spiser så meget, jeg kan. 200 gram protein om dagen. Skal gerne op og bænke 100 kg. Bare prøve at blive så fysisk stor som jeg kan som muligt. Så jeg kan få den her nakke. Fordi jeg synes, at det gav mening for filmen.

Skuespilleren understreger dog, at alt er gjort for filmen:

- Jeg mener det, nu kommer der snart en anden film, hvor jeg så tabte mig rigtig meget. Men for mig er filmen Gud. Det er sådan, jeg ser på det. Så alt, hvad jeg gør, det er for filmens skyld. Synes jeg også, at det er sjovt og interessant at skifte udseende? Ja. Men det er først og fremmest fordi, at det passer til det, som jeg skal lave.

’Løvehjerte’ kan ses i biograferne nu. Find dine billetter her på Kino.dk.

Se hele vores video-interview herunder, hvor Besir Zeciri og Nagieb Khaja også taler om den virkelige baggrund for filmen samt de første publikumsreaktioner:

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: