The Odyssey
Foto: UIP

Christopher Nolan lander årets største premiereweekend og når stor milepæl efter blot en uge

‘The Odyssey’ imponerer både anmeldere og publikum

Efter mange måneders tårnhøje forventninger ramte Christopher Nolans nyeste storfilm The Odyssey endelig biograferne sidste uge, og tallene viser nu, at mesterinstruktøren igen har taget verden med storm.

Herhjemme lander ‘The Odyssey’ årets største premiereweekend målt på indtjening indtil videre, hvor filmen stod for knap to tredjedele af den samlede omsætning i de danske biografer.

Efter blot en uge har filmen nået sin næste store milepæl, da den nu har solgt mere end 100.000 biografbilletter i Danmark.

På verdensplan har storfilmen i skrivende stund indtjent et svimlende beløb på knap 304 millioner dollars (omkring 2 milliarder kroner).

‘The Odyssey’ solgte mere end 82.157 biografbilletter i Danmark i sin åbningsweekend, hvor 14% gik til visninger i 70mm, mens 14,5% så filmen i en IMAX-sal.

Klassefesten 4 - Venner for livet solgte over 90.000 billetter i sin premiereweekend, men med en mindre samlet indtjening.

På verdensplan indtjente storfilmen over 264 millioner dollars (1,724 milliarder kroner) i sin første weekend, hvilket sikrer Nolan sin største åbning nogensinde ifølge Deadline.

Filmskaberen slår derved alle sine tidligere biografhits, hvoraf ‘The Dark Knight Rises’ før stod øverst med en åbningsweekend på 249 millioner dollars på verdensplan.

Både danske og internationale anmeldere har også hyldet ‘The Odyssey’, der er blevet kaldt både “et mesterværk” og “helt klart en af Christopher Nolans bedste film til dato”. Læs flere reaktioner her.

‘The Odyssey’ er et mytisk actionepos med stjerneskuespillere som Matt Damon, Anne Hathaway, Tom Holland, Zendaya, Robert Pattinson og Charlize Theron på rollelisten.

Med udgangspunkt i Homers storslåede heltedigt ‘Odyséen’ følger filmen kong Odysseus’ lange rejse hjem fra den trojanske krig, hvor han udsættes for utallige farer fra kyklopen Polyfemos til fortryllende sirener, før han igen kan håbe at forenes med sin elskede dronning Penelope.

‘The Odyssey’ kan ses i biografen nu. Find dine billetter her på Kino.dk.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: