Nolan
Foto: Kino.dk

Christopher Nolan afslører filmene, der forberedte ham på 'The Odyssey'

Vi har mødt mesterinstruktøren

Der kan ikke herske nogen tvivl om, at Christopher Nolans snart aktuelle The Odyssey er blandt årets suverænt mest omtalte og ventede film i biografen.

Sådan er det som regel, når den Oscar-vindende filmskaber har en ny film på vej, da Nolan har etableret sig selv som en af de mest ambitiøse storfilmsinstruktører, vi har i dag.

I anledning af ’The Odyssey’ blev vi inviteret til London af filmens distributør UIP, hvor vi fik lov at møde både Christopher Nolan og det stjernespækkede skuespillerhold.

Vores interview med filmskaberen bød både på en sammenligning mellem Batmobilen og en kyklop, hvad 15-årige Nolan ville tænke om ’The Odyssey’ og hvilke film, der har forberedt ham på karrierens indtil videre største film.

Se vores videointerview med Christopher Nolan her eller læs videre længere nede.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.

’The Odyssey’ er filmatiseringen af Homers storslåede heltedigt Odyseen, der menes at være nedskrevet på et tidspunkt i det 7. eller 8. århundrede f.Kr, og som følger kong Odysseus på sin lange hjemrejse efter flere år i den trojanske krig.

Christopher Nolan fremhæver i vores interview først og fremmest, hvordan hans tekniske viden er blevet udvidet gennem årerne ved hele tiden at udfordre sig selv og filmmediet.

- Der er uden tvivl en del store elementer, som jeg gradvist har arbejdet med gennem årerne. Actionfilm som Dark Knight-trilogien, ‘Interstellar’ og ‘Dunkirk’, fortæller Nolan.

- Med ’Dunkirk’ lærte vi, hvordan man kan optage på vandet. Vi lærte at optage på rigtige både. Så du har en masse mekanisk viden, som du tager med dig videre, og så prøver du at udfordre det og rykke det fremad.

‘The Odyssey’ skriver filmhistorie

Christopher Nolan har allerede sat aftryk på filmhistorien med ’The Odyssey’, da det er den første film nogensinde, der er fuldt optaget på IMAX-filmkameraer. I den forbindelse har instruktøren været med til at skabe ny teknologi, der dæmpede de ellers larmende kameraer, så det også var muligt at optage dialog.

Hertil fortæller instruktøren, at han også har forsøgt at skubbe grænserne for de historie- og følelsesmæssige aspekter i ’The Odyssey’.

- Der er også elementer af historiefortælling, følelser, tilgang til skuespillere og hvordan historiefortællingen kan fungere, som jeg altid prøver at lære, hvad jeg kan gøre med. Og jeg prøver at bygge videre på det, og så forhåbentlig skubbe tingene fremad.

Christopher Nolan har også stået bag film som The Prestige, Inception og 2023-hittet Oppenheimer, der blev set af over 460.000 danskere i biografen, og som løb med hele 7 Oscar-statuetter for bl.a. Bedste film, Bedste instruktør og Bedste filmfotografi.

’The Odyssey’ er instruktørens hidtil mest storslåede film med en stjernespækket rolleliste, der tæller bl.a. Matt Damon, Anne Hathaway, Tom Holland, Zendaya, Robert Pattinson, Charlize Theron, Lupita Nyong’o, Benny Safdie og mange flere.

’The Odyssey’ kan ses i biografen fra den 16. juli.

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: