Blev rystet over Axel Strøbye i sin debutfilm: "Er det sådan her det foregår?"

Podcast med Kurt Ravn
'Fætrene på Torndal'
(© Dansk-Svensk Film)

Kurt Ravn er nok bedst kendt som Lauritz ”Røde” Jensen fra ’Matador’. Men fem år før sit indtog i den populære danske serie, havde skuespilleren haft sin debut i 1973.

Det skete i Morten Korch-filmen ’Fætrene på Torndal’. Noget der blev set meget ned på i samtiden blandt hans jævnaldrende skuespillerkollegaer. Ikke desto mindre stod han overfor nogle af dansk films største navne på det tidspunkt.

Vi taler Arthur Jensen, Karl Stegger, Axel Strøbye, og Lily Broberg, mens filmen var instrueret af Ib Mossin, som var kendt som den blonde førsteelsker i sin del af 50’er og 60’ernes Morten Korch-film.

Og det var noget af en debut på flere parametre, fordi Axel Strøbye og Ib Mossin kunne ikke rigtig finde ud af det sammen. Det fortæller Kurt Ravn om i vores nye podcast, som han besøger i anledning af sin medvirken i 5. sæson af TV2-serien ’Sommerdahl’.

Lyt til hele vores podcast med Kurt Ravn herunder, eller i din foretrukne podcast-app (søg blot på ”kino.dk filmpodcast”)

Om sin spillefilmsdebut over de danske skuespilstjerner, siger Kurt Ravn:

- Det var jo fantastisk, men også lidt skræmmende, ikke? Fordi jeg var jo altså helt ny og kom lige fra skolen, så det var utroligt spændende og med ærefrygt overfor de gode skuespillere der…

Kurt Ravn gør en lille pause, tænker sig om og konstaterer så, før han fortæller en anekdote fra den over 50 år gamle film, ”jo det kan jeg vist godt tillade mig at fortælle lidt om”.

– Axel Strøbye, han havde jo sin mening om, hvordan hans rolle skulle spilles, og det gjorde han jo også fantastisk godt. Han ville faktisk ikke have, at instruktøren Ib Mosin blandede sig overhovedet. Slet ikke.

- Han skulle ikke være i nærheden af, hvor Axel var, når der skulle optages, og når en lille scene så var indspillet, hvor Axel dominerede, så stod Ib Mossin på behørig afstand og råbte ”Skide godt, Axel!”. Men han faldt aldrig til nåde, det gjorde han altså ikke. Så det var sådan en debut på flere måder, kan man sige. Jeg var lidt rystet over ”Er det sådan her det foregår?”.

Kurt Ravn havde dog ingen negative oplevelser med sine medspillere på ’Fætrene på Torndal’:

- Jeg havde ikke så med Axel at gøre, men altså de var rigtig flinke alle sammen. Det syntes jeg, at de var.

Læs mere her om, hvordan Kurt Ravn overtog sin ikoniske Matador-rolle fra en anden kendt dansk skuespiller.

Kurt Ravn er aktuel i 5. sæson af ’Sommerdahl’ fra 5. maj på TV2 Charlie og TV2 Play.