I Want To Believe
Foto: 20th Century Fox

Blev dømt for "uhyggelig": 18 år efter får vi den oprindelige version - se den mørke trailer

Nyt Director’s Cut får premiere 14. august

Sidste sommer afslørede X-Files-skaber Chris Carter, at han noget overraskende arbejdede på et nyt director's cut af filmen I Want to Believe fra 2008.

Herefter har der kun været små pip omkring den nye version, som siges at være mere uhyggelig, men nu er der godt nyt.

Disney har nemlig frigivet en helt ny og mere mørk trailer til ‘The X-Files: I Want to Believe - Vrach Frankenshteyn’, som bliver den nye titel, samt bekræftet en premieredato på Disney+ den 14. august.

Se traileren nederst.

Vrach Frankenshteyn betyder i øvrigt Doktor Frankenstien på russisk, hvilket er en henvisning til den sag, som filmen drejer sig om.

'I Want To Believe' følger Mulder og Scully efter, at de har forladt X-Files-kontoret og FBI, men de blandes ind i en ny sag, da en tidligere præst begynder at få syner om en kidnappet agent.

Oprindelig vision var “for uhyggelig”

Oprindelige udkom 'I Want to Believe' i 2008 til moderate anmeldelser og til begrænset succes ved billetlugerne. Forklaringerne er mange. Chris Carter har tidligere peget på bl.a. en manglende promovering af filmen, men også, at 'I Want to Believe' slet ikke endte med at være den film, han oprindeligt ville lave. Studiet blandede sig.

Tilbage i juli sidste år forklarede Chris Carter det med ordene:

- Basalt set havde jeg lavet den for uhyggelig. Det fik jeg at vide af Fox [studiet, red.], og de ville have en PG-13-film. Så vi klippede den om, så den kunne blive en PG-13-film, og vi tænkte: "Okay. Vi har opfyldt deres krav". Men folkene, som giver filmene censur, sagde: "Nej, det er ikke en PG-13-film endnu. I er nødt til at klippe mere ud". Jeg kan fortælle dig, at man kan lave mere på netværks-tv [hvor det oprindelige X-Files blev vist, red.]. Censorerne tillader mere end på film.

PG-13 er en censur-klassificering, som anvendes af MPA (Motion Picture Association of America). Den indikerer, at filmen kan indeholde elementer, som ikke egner sig for børn under 13 år. Men en PG-13 censur er oftest at foretrække for mange studier, da du herved kan få teenagerne med som publikum - modsat en R-rating, som markerer, at filmen ikke er egnet for unge under 17 år.

I Want To Believe
David Duchovny og Gillian Anderson med instruktør Chris Carter, Foto: 20th Century Fox

Chris Carter og hans hold har derfor forsøgt at klippe 'I Want to Believe' om til den oprindelige vision, og tidligere har instruktøren lovet, at det "helt sikkert vil være en anden film", som vi har i vente. Og Disney har da også bekræftet, at den nye film bliver R-rated, modsat den oprindelige biografversion.

Traileren til det nye director’s cut byder ikke som sådan på nye klip eller scener, men den giver en indikation om en langt mørkere film, end man oprindeligt lagde op i 2008.

‘The X-Files: I Want to Believe - Vrach Frankenshteyn’ får premiere på Disney+ den 14. august.

For at se dette indhold skal marketingcookies være slået til. Klik her for at ændre dine indstillinger.
Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: