Biografhit får efterfølger: Nu er premieredatoen afsløret

The Housemaid landede i de danske biografer juledag 2025, og knap 130.000 danskere har set den på det store lærred. På verdensplan har thrilleren også indtjent tæt på 400 millioner dollars på et budget på blot 35 millioner.
Så det var så godt som uundgåeligt, at der ville komme en efterfølger - og Lionsgate har netop offentliggjort premieredatoen.
The Housemaid's Secret kan vi således glæde os til at se på det store lærred den 17. december 2027, hvilket er en decemberweekend, hvor den skal konkurrere med intet mindre end 'Avengers: Secret Wars' og 'Lord of the Rings: The Hunt for Gollum' - givet at ingen af dem rykker sig fra datoen.
Filmen baserer sig på Freida McFaddens anden bog i serien, hvor Millie Calloway tager et job som husholderske for Douglas Garrick. Han har en syg kone, Wendy Garrick, som Millie aldrig må se. Men bag de lukkede døre lurer hemmeligheder, der er mørkere end dem, hun selv bærer på.
Sydney Sweeney er tilbage i rollen som Millie, og Michele Morrone vender ligeledes tilbage som Enzo.
Vi kunne tidligere fortælle at Kirsten Dunst bliver en del af holdet - hun indtager rollen som den mystiske Wendy Garrick. Dunst er blandt andet kendt fra 'Spider-Man', 'The Virgin Suicides' og sin Oscar-nominerede præstation i 'The Power of the Dog'.
Bag kameraet er holdet også intakt: Paul Feig instruerer igen, og Rebecca Sonnenshine står for manuskriptet.
Optagelserne begynder senere i år.
'The Housemaid's Secret' får premiere 17. december 2027








