Bestsellere er blevet til populære børnefilm: Nu kommer tredje kapitel

Når den nye familiefilm Skolen med magiske dyr - Venner for altid får premiere i biografer landet over, er det tredje gang, at Margit Auers børnebogsunivers bliver filmatiseret.
Således har vi tidligere kunnet se Skolen med magiske dyr i 2021 og efterfølgeren Skolen med magiske dyr 2 i 2022.
Og det er et populært univers, vi nu igen kan se i biograferne. Den tyske forfatter Margit Auer har nemlig solgt over otte millioner kopier af sine bøger, der er oversat til 26 sprog.
Blandt hendes bøger er det især netop historierne om 'Skolen med magiske dyr', der har opnået popularitet verden over, og siden den første bog udkom i 2013 har Auer skrevet 12 efterfølgere i serien samt otte spinoff-fortællinger, en sommerferie-bog og en anden special-udgave.

'Skolen med magiske dyr' foregår på Winterstein-skolen i en unavngiven by i Tyskland. Det, der gør Winterstein speciel, er tilstedeværelsen af magiske dyr, som kan tale og blive et barns bedste ven.
Dyrene (der består af bl.a. en ræv, en skildpadde, en pingvin og en rød flodgris) gives til børnene af hr. Mortimer Morrison, ejeren af en magisk dyrehandel. Hvert dyr bliver ledsager for et af børnene og hjælper ham eller hende med at håndtere forskellige problemer eller udfordringer.
Ifølge Margit Auer er dyr perfekte som karakterer til at viderebringe vigtige budskaber, og forfatteren har tidligere udtalt, at hun håber på at kunne styrke læserens selvtillid og hjælpe dem med at finde deres rolle i livet.
Forfatteren har beskrevet sin motivation for bøgerne hos Lovely Books som følger:
- Jeg vil skrive bøger, der får børn til at grine, bøger, der hjælper dem i livet, og bøger, der gør dem glade. Jeg mener, at børn har ret til historier, der ender godt. Selvfølgelig er der udfordringer, dramatiske vendinger, op- og nedture.
- Heltene i mine historier går igennem udviklinger, de vokser som mennesker og må håndtere lejlighedsvise svære tider, ligesom i det virkelige liv. Men i sidste ende, og det er den aftale, jeg har med mine læsere, har historien en lykkelig slutning.

Filmversionerne har samme formål. At give publikum en tro på dem selv og være relaterbare. I de to første film mødte vi Ida Kronborg, spillet af Emilia Maier, og det er igen hende, vi følger i det tredje kapitel. Her er hun sammen med sin klasse ved at forberede den årlige udflugt til beskyttelse af den lokale skov.
Selv Helene, hvis familie står over for en konkurs, ønsker at deltage i håb om, at det kan generere følgere til hendes influencer-kanal, så hun på den måde kan øge sin indkomst – men hendes magiske dyr, katten Karajan, kræver en ekstravagant livsstil.
Silas, Jos bedste ven, får også en ny magisk følgesvend i form af den veganske krokodille Rick, som måske nok ser skræmmende ud, men som i al hemmelighed frygter, at han ikke kan konkurrere med den seje Silas, som har et godt øje til Helene.
Da Helene opdager, at der skal afholdes modeshow på Naturhistorisk Museum, overtaler hun museumsdirektøren til at lade klassen være med. Men modeshowet finder sted samme dag som Idas udflugt.
'Skolen med magiske dyr' slutter dog ikke som film med den tredje udgave. Der er nemlig allerede en fjerde film på vej med tysk premiere i år, mens den danske premieredato endnu er uvis.
'Skolen med magiske dyr - Venner for altid' får dansk biografpremiere den 10. juli.








