’Taylor Swift: The Official Release Party of a Showgirl’
Foto: Taylor Swift Productions

Bekræftet: Unikt Taylor Swift-biografevent kommer til Danmark

Kalder alle Swifties!

Billetsalget er nu startet i mange biografer. Find din billet her

Den 35-årige popsuperstjerne Taylor Swift vender tilbage til det store lærred dette efterår med Taylor Swift: The Official Release Party of a Showgirl, et 89 minutter langt biografevent, der får premiere samme dag som hendes 12. studiealbum 'The Life of a Showgirl' udkommer.

Eventet har allerede solgt billetter for 15 millioner dollars i forsalg i USA, og nu har vi fået bekræftet, at vi også i Danmark får mulighed for at opleve det særlige arrangement fra den 3. til 5. oktober. Billetsalget starter i morgen.

Eventet vil byde på eksklusivt indhold, herunder verdenspremieren på musikvideoen til singlen 'The Fate of Ophelia', behind-the-scenes, lyrikvideoer og dybdegående forklaringer på, hvad der inspirerede sangene.

Hitmageren annoncerede selv projektet i fredags i et glitrende Instagram-opslag til sine 282 millioner følgere. Her skrev hun følgende:

- Jeg inviterer jer hermed til en strålende soirée, 'The Official Release Party of a Showgirl': 3.–5. oktober kun i biografer! Dans er valgfrit, men meget stærkt opfordret…

Det er ikke første gang, Swift dominerer i biograferne. I oktober 2023 udgav hun Taylor Swift: The Eras Tour i biograferne, som dokumenterede hendes rekordbrydende koncerter i Los Angeles. Filmen blev den mest indtjenende koncertfilm i historien med en global indtjening på 262 millioner dollars.

'The Life of a Showgirl' kan ligeledes potentielt blive endnu et skelsættende øjeblik i sammensmeltningen af musik og film. Det unikke format – delvist albumudgivelse, delvist biografevent – viser, hvordan Swift fortsætter med at gentænke den traditionelle måde at lancere musik på.

'Taylor Swift: The Official Release Party of a Showgirl' kan ses i udvalgte biografer fra den 3. til 5. oktober. 

Følg os for de seneste nyheder, konkurrencer samt film- og serietips: