Bekræftet: Dansker genindspiller amerikansk kultfilm

38 år efter originalen
Maniac Cop 1988
(© Shapiro-Glickenhaus Entertainment / Maniac Cop)

Tilbage i marts skrev vi en artikel om, at Nicolas Winding Refns næste film formentlig var den længe ventede genindspilning af kultklassikeren Maniac Cop fra 1988.

Det var den originale films instruktør William Lustig, som kom med afsløringen i en podcast. Men nu har den danske filmskaber selv bekræftet det.

Det sker i et Instagram-opslag, hvor et billede med teksten "Maniac Cop" er efterfulgt af et 2027.

Variety kan yderligere rapportere, at det er filmselskabet MUBI, som står bag og har fuldt finansieret projektet med en bred biografpremiere på tværs af territorier. 

Optagelserne forventes at starte til januar 2027 med et endnu ikke afsløret hold.

Annonceringen kommer i kølvandet på Nicolas Winding Refns tilbagevenden til filmens verden. Det skete ved dette års netop overståede filmfestival i Cannes, hvor hans nyeste værk 'Her Private Hell' fik sin verdenspremiere.

Det er instruktørens første biograffilm i 10 år - og kommer i kølvandet på en episode, hvor danskeren faktisk var død i 25 minutter. Det fortalte han mere om til vores udsendte. Læs interviewet her.

'Maniac Cop' fra 1988 er centeret omkring en mystisk person, der er klædt ud som en betjent og slår uskyldige mennesker ihjel i New York. Filmen fik to efterfølgere, og denne genindspilning med Refn ved roret har været undervejs i mange år.

Om den nye film udtaler danskeren:

- Konceptet har altid tiltalt mig. I dagens politiske og sociale klima fremkalder ikonografien i 'Maniac Cop' alene en øjeblikkelig og ubehagelig reaktion. Jeg har set det hele udspille sig, mens jeg har opbygget dette projekt i skyggerne … ventende. Nu er det øjeblik endelig kommet. Tiden er inde til at afsløre en radikalt ny vision, hvor der ikke findes nogen beskyttelse, intet sikkerhedsnet - kun kaos.

Direktør i produktionsselskabet MUBI, Efe Cakarel, understreger ydermere, at 'Maniac Cop' ikke vil være en "klassisk" genindspilning med ordene: "I hænderne på Nicolas er det ikke en genindspilning. Det er en genopstandelse".

'Her Private Hell' afventer en dansk premieredato, men Scanbox har købt distributionsrettighederne til filmen.

Nyeste film i biografen