Arnold Schwarzenegger er på vej til at gentage 3 af sine ikoniske filmroller

Den i dag 78-årige skuespiller Arnold Schwarzenegger hviler bestemt ikke på laurbærrene.
Det kommer han heller ikke til foreløbig. I hvert fald ikke, hvis man skal tage hans udtalelser på dette års udgave af Arnold Sports Festival for gode varer.
Her fortalte han nemlig, at han er på tale til at vende tilbage i hele tre af hans ikoniske karakter og filmuniverser. Det skriver Variety.
Det gælder en Conan 3 med ham i titelrollen, mens stjernen også kunne afsløre, at der er tale om en ny Predator-film med ham tilbage som Dutch Schaefer, mens manuskriptet til Commando 2 skulle være skrevet.
Hvorvidt filmene ender med at blive til noget, er en anden sag. Men pengene til at lave dem, skulle være der, fortæller Schwarzenegger bl.a. også.

Hvad den mulige nye Conan-film angår, fortæller ikonet, at filmstudiet "lige har hyret en fantastisk manuskriptforfatter/instruktør, der har lavet Tom Cruises seneste fire film, til at skrive og instruere 'King Conan'.", som titlen på den tredje film i rækken pt. lyder.
Det må med andre ord være filmskaberen Christopher McQuarrie, som Schwarzenegger henviser til, da han har lavet de seneste film i Mission: Impossible-franchisen.
Skuespilleren fortæller bl.a. om processen med de nye film: "Det, de gør nu er, at de skriver rollen," han uddyber:
- De skriver dem [rollerne, red.] ikke, som om jeg er 40 år gammel. Man skriver dem, så det passer til alderen. Jeg […] deler stadig røvfuld ud, men det bliver anderledes.

- Med 'Kong Conan' er det en fantastisk gammel historie om, at Conan var konge i 40 år, og nu bliver han tvunget ud af kongeriget, og der er selvfølgelig en konflikt, men på en eller anden måde kommer han tilbage, og der er alle mulige former for galskab, vold, magi og væsner og den slags.
- Studiet har masser af penge til at lave de film rigtig store, så jeg ser frem til alle de projekter, lyder det lovende fra skuespilleren.
Schwarzenegger indtog første gang den muskuløse hovedrolle som Conan i Conan the Barbarian i 1982. Den blev fulgt af 'Conan the Destroyer' i 1984.

Hvad angår en ny Predator-film med megastjernen, fortæller Schwarzenegger:
- De lavede endnu en Predator-film, og instruktøren [Dan Trachtenberg, red] har gjort et fantastisk stykke arbejde med den. Nu vil han have mig med i den næste 'Predator'. Vi har talt om det.
Det lyder desuden på Schwarzenegger til, at der i den grad er en vilje til at lave filmene:
- Faktisk har Fox Studios på en måde genopdaget Arnold. De er kommet til mig og sagt: "Vi vil have dig til at lave 'Predator'. Vi har lige fået et manuskript til dig til at lave 'Commando 2'.
Sidstnævnte er således en fortsættelse til Commando fra 1985, hvor Schwarzenegger spiller den muskuløse John Matrix.








