
Årets stjernespækkede Guldpalme-vinder får dansk premieredato
Med Renate Reinsve og Sebastian Stan i hovedrollerne
Filmskaberen Cristian Mungiu løb med sin anden Guldpalme-sejr ved årets filmfestival i Cannes, hvor filmen Fjord blev tildelt den prestigefyldte hovedpræmie.
Det dansk-, norsk-, rumænsk-, svensk- og franskproducerede drama har Sebastian Stan samt den norske verdensstjerne Renate Reinsve i rollerne som et religiøst par, der ender i en kulturkrig med det liberale norske samfund.
Efter den flotte modtagelse på filmfestivalen af både branchen og pressen har ‘Fjord’ nu fået dansk premieredato den 14. januar 2027. Det bekræfter distributøren Øst for paradis.
Filmen foregår ved en afsides norsk fjord, hvor en rumænsk-norsk familie slår sig ned i håbet om et nyt liv tættere på morens rødder.
Lisbet og Mihai samt deres fem børn forsøger at finde sig til rette i lokalsamfundet, men da parrets datter kommer i skole med blå mærker, bliver familiens opdragelse og tro genstand for mistanke i landsbyen.
Renate Reinsve er blevet en ægte “Cannes-darling” efter hun vandt prisen for Bedste skuespiller i 2021 for sin præstation i Verdens værste menneske og sidste år havde en af hovedrollerne i festivalens Grand Prix-vinder Affektionsværdi.
Hollywood-stjernen Sebastian Stan er bl.a. kendt fra Marvel-universet som Bucky Barnes/Winter Soldier samt for sin præstation som Donald Trump i den opsigtsvækkende The Apprentice.
‘Fjord’ får dansk biografpremiere den 14. januar 2027.