Anmeldere spinder af begejstring: Ny animationsfilm er et "følelsesbombardement uden lige"

En kattegorisk succes
Flow
(© Another World Entertainment)

Animationsfilmen Flow lander på alle fire i de danske biografer i dag, og det er en skøn oplevelse ifølge de danske anmeldere.

Mens Oscar-uddelingen den 2. marts kommer tættere på, nærmer konkurrencen om prisen for bedste animerede film sig kogepunktet, og en af de seriøse udfordrere til prisen er den nye, visionære film fra Letland, der uden tvivl vil give kategorifavoritter som Den vilde robot og Inderst inde 2 kamp til stregen om guldet.

De danske anmeldere har i hvert fald fået katteøjne af fortællingen, der storroses over hele linjen og tilmed har fået fuld plade på seks stjerner fra både Moovy og Soundvenue.

Filmen er en overlevelsesepos skabt udelukkende med open-source-softwaren Blender. Den følger en sort kat, der rejser gennem en post-apokalyptisk verden sammen med en broget flok af dyrevenner, efter at en syndflod af bibelske proportioner har ødelagt hans hjem.

Se herunder et uddrag af de danske anmelderes dom over 'Flow':

Filmmagsinet Ekko, 5 stjerner, Niels Harpøth

"Dobbelt Oscar-nominerede lettisk animationsfilm om dyrerigets klimaflygtninge i en lille ark rammer følelser og skaber mindeværdige øjeblikke af stor poesi."

Information, Christian Monggaard (giver ikke stjerner)

"Det er en på alle måder smuk, poetisk, dramatisk, nænsom, positiv, opbyggelig, empatisk og humoristisk oplevelse, der tilmed fortæller sin universelle, betimelige historie helt uden ord. Alle kan være med her." 

Moovy, 6 stjerner, Nicki Jensen

"Mesterlig lettisk animationsfilm er en lige højre med kattepoten." 

Politiken, 5 stjerner, Nanna Frank Rasmussen

"Miav-av-av, hvor er den ordløse film en 'Flow' bevægende oplevelse."

Soundvenue, 6 stjerner, Alexander Grevy

"’Flow’ er et ordløst følelsesbombardement uden lige, og – som med filmen selv – er der noget fattigt eller utilstrækkeligt ved at forsøge at beskrive og vurdere den med noget så klodset som bogstaver."

 

'Flow' kan ses i biografen nu.

 

Se traileren til 'Flow' herunder:

Nyeste film i biografen