Anmeldere i svime over 'Ternet Ninja 3': "Et mesterværk i dansk filmhistorie"

Ternet Ninja 3 har premiere i biograferne i dag, og med over 900.000 solgte billetter til hver af de to første film er forventningerne høje.
Skal man tro anmelderne, mere end indfrier afslutningen på animationssagaen forventningerne. Superlativer som "en magtdemonstration", "et usædvanligt mesterværk i dansk filmhistorie" og "noget af det mest imponerende animation på dansk jord" bliver hæftet på fortællingen.
Bagmanden bag det hele (bogforlæg, medinstruktion, stemmer, musik mv.), Anders Matthesen, mener i øvrigt også selv, at 'Ternet Ninja 3' er den bedste i trilogien, hvilket han fortæller i vores interview med komikeren. Det kan du se her.
'Ternet Ninja 3' begynder, da Askes interesse for ninja-missioner ved at aftage. Han vil hellere bruge tid på vennerne, og Ternet Ninja føler sig tilovers og ivrig efter at opstøve en ny mission.
Det resulterer i, at Aske uforvarende kommer til at lægge sig ud med Jessicas bad-boy kæreste, Marco, og dennes gangstervenner, der svarer igen ved at sætte ild til haveskuret, og dermed er Aske viklet ind i en konflikt, han slet ikke har bedt om, og han presses af Ternet Ninja til at forsvare sig selv.
Se uddrag af mediernes anmeldelser af Ternet Ninja 3:
Alt for damerne, 5 hjerter
"Binder en tilfredsstillende sløjfe på nyklassikeren for børn og barnlige voksne." (Stephanie Caruana)
Berlingske, 5 stjerner
"Endnu en magtdemonstration fra Danmarks største komiker. [...] Det er et stort ord, men multitalentet Anders Matthesen er genial. Ingen kasse er stor nok til ham." (Birgitte Borup)
Børsen, 5 stjerner
"Hvis du er godt underholdt i de to første film i nyklassikeren, vil du helt sikkert også grine dig gennem treeren." (Michael Solgaard)
Filmmagasinet Ekko, 4 stjerner
"En hæderlig historie, der binder sløjfen med komiske spredehagl og noget af det mest imponerende animation på dansk jord." (Frederik Hoff)
Ekstra Bladet, 5 stjerner
"Det er international klasse. Bortset fra, at man ikke ser den slags grovkornet børnesatire i udlandet. Det er derfor stærkt bevaringsværdigt og må betragtes som danefæ om hundrede år." (Rene Fredensborg)
Information, giver ikke stjerner
"Som tilhænger af biografen som et tempel for kollektiv skærmtid må man glæde sig over Ternet Ninja." (Lone Nikolajsen)
Jyllands-Posten, 4 stjerner
"Den tredje og sidste film om Aske og hans hævnerånd af en bamse skuer bagud og runder af mere end den leverer en selvstændig historie - men persongalleriet er stadig en fest." (Frederik Asschenfeldt Vandrup)
Lys! Kamera! Ord!, 5 kameraer
"Er på så godt som alle leder og kanter en virkelig vellykket slutning." (Per Juul Carlsen)
Politiken, 6 hjerter
"En perfekt afslutning på Anders Matthesens ’Ternet Ninja’-trilogi, der står som et usædvanligt mesterværk i dansk filmhistorie." (Joakim Grundahl)
Soundvenue, 5 stjerner
"Anders Matthesen og co. har formået at give den ternede ninja en værdig afsked med jokes, jeg grinede højt af i biografen, masser af plottwists og en rørende slutning." (Niki Vraast-Thomsen)
Vi elsker serier, 5 hjerter
"Går ud med et dramatisk brag, pakket ind i vidunderlig komik." (Claus Nygaard Petersen)
Ternet Ninja 3 er aktuel i biografen.








