Anders W. Berthelsen om sit bedste biografminde: "Det var totalt langt ude"

Skuespilleren er aktuel i TV 2-serien 'Danefæ'
9 1/2 uge
(© Panorama Film)

Anders W. Berthelsen og Lene Maria Christensen spiller hovedrollerne som ægteparret Michael og Ester i den nye TV 2-serie Danefæ, hvor sidste afsnit løber over skærmen nu på søndag den 20. juli.

I forbindelse med serien fik de to folkekære skuespillere lov til at svare på spørgsmål fra kino-koppen, hvor de bl.a. blev bedt om at dele deres bedste biografminder.

Lene Maria Christensen fortalte om en oplevelse med Midt om natten, som hun så med sin søster i København, mens Anders W. Berthelsen huskede en særlig - og vild - oplevelse med det erotiske drama  9 1/2 uge med Kim Basinger og Mickey Rourke fra 1986:

- Jeg var inde og se den med vennerne i Kolding, og hver gang Kim Basinger kom på, så kom alle drengene op, fortæller Berthelsen, mens han klapper og hujer:

- Det var totalt, totalt langt ude.

I '9 1/2 uge' spiller Kim Basinger en medarbejder i et kunstgalleri i New York, som har en kort, men intens affære med en mystisk Wall Street-mægler.

Det er uden tvivl en film, som har gjort stort indtryk på mange. Det gælder tilsyneladende også Anders W. Berthelsen og hans venner.

Danefæ
(© Foto: Thomas Howalt Andersen / TV 2)

'Danefæ' handler om det arkæologiske power-couple Ester og Michael, der forbereder sig til sølvbryllupsfest på deres store landejendom.

Ester har altid stået i skyggen af sin mand, der er direktør for Nationalmuseet, mens hun selv arbejder på et lille vikingemuseum ved Kerteminde Fjord. 

Michael er i gang med en prestigefyldt udstilling om Harald Blåtand og Ester med en udstilling om vikingetidens almindelige mennesker. 

Men fondspenge og et banebrydende arkæologisk fund kommer imellem parret. Konflikten mellem Ester og Michael intensiveres yderligere, da Esters fund viser sig at være et tusind år gammelt mordmysterie, der potentielt kan ændre danmarkshistorien.

Se Anders W. Berthelsen og Lene Maria Christensen svare på flere spørgsmål i videoen herunder.

Du kan også se et længere interview med de to skuespillere her samt se dem prøve at gætte replikker fra nogle af deres mest kendte film og serier her.

Nyeste film i biografen