Afsløring: Dansker skulle have været med i 'Fast & Furious 10'

Kim Kold besøger vores podcast
Fast & Furious 10
(© UIP)

Den danske bodybuilder og skuespiller Kim Kold fik sit gennembrud med spillefilmen 10 timer til paradis fra 2012, og allerede året efter kunne han opleves på den helt store filmscene som skurken Klaus i Fast & Furious 6.

Kolds karakter ser umiddelbart ud til at måtte lade livet i en eksplosion i slutningen af filmen, men da han for nyligt besøgte vores podcast, kunne han fortælle, at det faktisk ikke er tilfældet. 

Danskeren skød nemlig en scene, hvor hans karakter hopper ud af det brændende fly og derved overlever. Og hvis det ikke havde været for Paul Walkers død eller instruktør Justin Lins exit fra franchisen, kunne Kim Kold faktisk have været med i både Fast & Furious 7, Fast & Furious 8 og den biografaktuelle Fast & Furious X.

Lyt til podcasten herunder - eller på din foretrukne podcast-app (søg på: kino.dk filmpodcast)

- Jeg havde faktisk skrevet kontrakt til 10’eren her, hvor jeg skulle genopstå. Det var bare fire dage, men det var noget med, at jeg skulle genintroduceres igen, for jeg dør faktisk ikke i 'Fast 6', fortæller Kim Kold.

- Jeg hopper ud ad sidedøren på flyveren og ned på toppen af Paul Walkers bil, som kører nedenunder, og slås med ham. Og jeg bliver så vippet af landingshjulene på flyveren og dør ikke.

- Det var meningen, at jeg så skulle komme tilbage igen, hvor det gamle hold skulle samles igen her i 10’eren. Det var Justin Lins idé, men han trådte jo ud af produktionen. Efter der var gået 14 dage, så stoppede Justin Lin med at lave 'Fast & Furious 10' på baggrund af en masse problemer. 

Billede

- Dermed røg jeg så også sammen med Justin, da det var hans idé. Så der kom en ny instruktør til, som havde en lidt anderledes idé.

Kim Kold fortæller herudover, at han optog sin redningsscene, som aldrig kom med i den endelige film, da karakteren Klaus oprindeligt skulle have haft et langt længere liv.

- Jeg havde skrevet kontrakt for både Fast & Furious 6, 7 og 8.

- Men Paul Walker dør rigtigt, så historien tager en anden drejning, og man tager ikke denne her kontrakt op. Desværre.

Om vi kommer til at gense Kim Kold i Fast & Furious-universet vides ikke, men det virker til, at skuespilleren er klar, hvis Justin er.

- Hvis Justin Lin kommer tilbage, så tænker jeg, at det giver sig selv. Jeg ved det ikke.

Lyt med til hele episoden, hvor vi dykker ned i Kim Kolds kampscener mod både Paul Walker, Vin Diesel og Dwayne Johnson, hvordan Arnold Schwarzenegger aldrig har været en inspiration og Kolds andre Hollywood-minder.

Fast & Furious X kan ses i biografen nu.

Anbefalet til dig