Årets mest mindeværdige gyser-skurk får sin egen film!

Instruktør bekræfter
Weapons
(© Warner Bros.)

Allerede inden vi har ramt oktober og Halloween, har 2025 været et fantastisk gyser-år.

Tænk bare på titler som Sinners, Final Destination: Bloodlines, 28 Years Later, Bring Her Back, Together og senest The Conjuring: De sidste ritualer, der slår flere rekorder på verdensplan

Titlen som årets indtil videre mest mindeværdige gyser-skurk tager Aunt Gladys fra Weapons dog. Og nu tyder alt på, at vi ikke har set det sidste til den karakter!

Bemærk: Det følgende vil indeholde spoilers for 'Weapons'.

'Weapons' følger i kølvandet på en mystisk hændelse, hvor en hel skoleklasse - med undtagelsen af én dreng - er løbet hjemmefra på samme tid midt om natten.

Historien følger nu forskellige karakterer, der på den eller anden måde er tilknyttet den uforklarlige episode. Undervejs dukker Aunt Gladys op - og hun viser sig at være central i mysteriet.

Allerede omkring premieren på 'Weapons' var der snak om en mulig prequel, som skulle fortælle Aunt Gladys forhistorie. Men nu bekræfter manden bag 'Weapons', at der er hold i rygterne.

Et foto af Amy Madigan som Aunt Gladys under optagelserne.

I et interview med Fangoria bekræfter instruktør Zach Cregger, at en forløber om fanfavoritten er under udvikling:

- Det er ægte, og jeg har talt med Warner Bros. om det. Der er en historie, og jeg er meget begejstret for det. Det er ikke bullshit.

Cregger afslører ydermere, at han har været klar længe:

- Jeg var klar. Jeg havde det allerede i lommen, før filmen fik premiere.

Sidstnævnte skyldes formentlig, at Cregger på et tidspunkt overvejede at give Gladys sit eget segment i 'Weapons', hvor vi så karakterens forhistorie op til begivenhederne i skoleklassen. Nu tyder alt på, at vi får det som en solofilm - der formentlig går dybere.

I rollen som Gladys ses den tidligere Oscar-nominerede Amy Madigan, og det bliver spændende at se, om en eventuel solofilm vil afmystificere karakteren, som vi aldrig rigtig kan lure af: Er hun en heks? Dyrker hun blot det okkulte? Er hun et ægte menneske? Eller en overnaturlig skabning? Måske får vi nogle svar - og nye spørgsmål - efter en film.

Vi må dog nok væbne os med tålmodighed, hvis Zach Cregger selv skal instruere Gladys-filmen. I første omgang står han nemlig bag den næste Resident Evil-film, der får premiere i september 2026.

'Weapons' har solgt over 50.000 billetter i Danmark og er dermed også en af årets største gysere herhjemme. Filmen kan fortsat fanges i flere biografer.

Nyeste film i biografen