98-årig Hollywood-legende begår historisk bedrift

Når det kommer til levende Hollywood-legender, så er Dick Van Dyke i toppen.
Den amerikanske skuespiller, komiker, entertainer, sanger og danser har været en del af showbiz siden 1950'erne, og CV'et tæller utallige klassikere og mindeværdige optrædener på tv, teater og i biografen.
Mange vil måske huske ham fra Mary Poppins, nogle fra hans egen yderst populære sitcom 'The Dick Van Dyke Show', hvor han lavede over 150 afsnit, og andre fra nyere roller, som fx skurken Cecil i Nat på Museet.
Nu har den 98-årige stjerne så begået en ny historisk bedrift.
Dick Van Dyke har allerede en del prisvindende pynt på sin kaminhylde, bl.a. en Golden Globe, flere Emmy-statuetter og en Screen Actors Guild Lifetime Achievement Award. Tillige er han også blevet optaget i Television Hall of Fame.
Nu kan han så tilføje en ny til samlingen.
I sidste uge vandt han nemlig en Daytime Emmy Award for sin gæsterolle i serien 'Days of our Lives' - på dansk også kendt som 'Horton-sagaen'.
Dermed blev Dick Van Dyke den ældste nogensinde til at vinde en Daytime Emmy - ja, han var i forvejen den ældste til nogensinde at være nomineret. Noget han kommenterede på i sin takketale:
- Jeg føler mig som en spion fra aften-tv, jokede Van Dyke, og fortsatte:
- Jeg er den ældste nogensinde i historien. Jeg kan ikke fatte det. Jeg har altid spillet gamle mænd i hele mit liv. Hvis jeg vidste, at jeg skulle leve så længe, så havde jeg passet bedre på mig selv!
Som det fremgår tydeligt her, så er humoren intakt hos den rutinerede entertainer.
'Horton-sagaen' er en af de længst kørende sæbeoperaer på TV. Den har været aktuel siden 1965 og tæller over 14.400(!) afsnit i skrivende stund.
Rollen som Mr. Doe/Timothy Robicheaux i serien var Dick Van Dykes første live action optræden i fem år. Senest var han med i biograffilmen Mary Poppins vender tilbage fra 2018.
Dick Van Dyke modtog prisen "Outstanding Guest Performance in a Daytime Drama Series". 40 år efter at han modtog sin første Daytime Emmy for børneprogrammet 'CBS Library'.
- Jeg er 98 år, kan du tror det? Det her er prikket over i'et i en 80 år lang karriere. Jeg elsker jer, Gud velsigne os, tilføjede skuespilleren i sin samtale med Variety.
Dick Van Dyke var ligeledes sidste år aktuel i 'The Simpsons', hvor han optrådte som sig selv i et afsnit fra sæson 35 af den populære animationsserie. Med andre ord lever den 98-årige skuespiller sit bedste liv - og vi har måske slet ikke set det sidste til ham!
Tilllykke med prisen - og den historiske bedrift til Dick Van Dyke.








