9 superheltefilm du skal se i 2018

Vores guide til genren næste år
Billede
(© Black Panther/Walt Disney Pictures)

Næste års superheltefilm byder bl.a. på både action, komedie og animation. Vi kan se frem til fortsættelser og helt nye historier med hidtil ikke-filmatiserede karakterer.

Således er der gensyn med superhelte som Black Panther, The Avengers, Deadpool og Aquaman, mens nye mutanter og Miles Morales' Spider-Man ser den store skærm for første gang.

Se listen over næste års superheltefilm her og stem på den du glæder dig mest til nederst. 

Klik på titlerne, som nedenfor nævnes i kronologisk rækkefølge, for at læse mere om filmene og se premieredatoer.

Black Panther 
Den 18. film i Marvel-universet foregår i det isolerede og teknologisk fremskredne afrikanske land, Wakanda. Efter T’Challa mistede sin far i Captain America: Civil War, vender han tilbage til sit hjemland for at tage sin retsmæssige plads som konge og beskytter af Wakanda.

Avengers: Infinity War
Hele Marvel-universet bliver samlet, når The Avengers får brug for hjælp til at bekæmpe den kosmiske skurk Thanos. Superskurkens mål er at samle alle seks Infinity Stones, som indeholder ufattelige kræfter og kan sikre ham kontrol over samtlige verdener. Alle Marvels superhelte må stå sammen for at redde virkeligheden, som vi kender den.

Deadpool 2
Ryan Reynolds vender tilbage som Wade Wilson alias den flabede superhelt Deadpool i endnu en superheltekomedie. Negasonic Teenage Warhead og Colossus er også tilbage, mens vi kommer til at se Josh Brolin i rollen som Cable og Zazie Beetz som Domino.

Ant-Man and the Wasp
Efter 'Captain America: Civil War' kæmper Scott Lang med konsekvenserne af sine valg som både superhelt og far. Da en ny mission melder sig på banen, må Lang igen hoppe i Ant-Man-dragten og lære, hvordan han kan kæmpe side om side med The Wasp.

De utrolige 2
14 år efter den originale De utrolige får vi endelig en fortsættelse på den animerede historie om en ekstraordinær familie af superhelte. Denne gang står Hr. Utrolig overfor nye udfordringer, da han må tage sig af Jack-Jack, babyen med nyfundne superkræfter, mens Elastikpigen er ude og redde verden.

Venom
Tom Hardy spiller Eddie Brock i denne Spider-man spinoff. Fotografen Brock bliver til skurken Venom, da han forenes med et fremmed stof, som tidligere påvirkede Spider-man i Spider-man 3. Instruktøren Ruben Fleischer har før stået bag bl.a. Zombieland.

X-Men: Dark Phoenix
Jean Grey begynder at udvikle utrolige evner, men disse superkræfter har konsekvenser og begynder at forvandle hende til Dark Pheonix. Nu må resten af X-Men-holdet tage stilling til, om deres vens liv er mere værd end resten af verdens.

Aquaman
I kølevandet på Justice League har Arthur Curry fundet ud af, at han er arving til undervandsriget Atlantis. Som Aquaman må Curry nu vende tilbage til sit hjem og lede sit folk. Jason Momoa vender tilbage som Aquaman og får selskab af bl.a. Nicole Kidman og Willem Dafoe.

Spider-Man: Into the Spider-Verse
Den halvt sorte, halvt latino Spider-Man, Miles Morales, får sin egen film i animeret udgave. Filmen vil fokusere på den klassiske Spider-Man-historie om Morales’ forsøg på at jonglere skole og superheltelivet. Shameik Moore skal lægge stemme til Morales, mens Liev Schreiber lægger stemme til filmens skurk.