9 år efter den seneste film venter et nyt magisk kup

Det er hele 12 år siden, vi fik den første Now You See Me, der i 2016 blev fulgt af Now You See Me 2.
Nu kommer den tredje film i rækken, der har fået titlen Now You See Me: Now You Don't. Den rammer biografen 13. november.
Således kan man se frem til flere kriminelle tryllerier med stjernecastet, der bl.a. byder på Jesse Eisenberg, Woody Harrelson, Dave Franco, Isla Fisher og Morgan Freeman m.fl.
Se den første trailer til 'Now You See Me Now You Don't' nederst i artiklen.
Her er således velkendte ansigter på spil, mens vi denne gang også møder en ny generation af illusionister, der er fyldt med overraskelser.
Den gamle generation af tryllekunstnere bliver nu nødt til at samarbejde med de nye og unge magikere, når den umage gruppe begiver sig ud på et yderst udfordrende diamantkup.
Illusionisterne er måske nok på den gale side af loven, men dem, de er oppe imod, er endnu værre! Her finder man nemlig en moralsk korrupt organisation.

Ud fra traileren at dømme bevarer 'Now You See Me: Now You Don't' franchisens blanding af action, kække replikker og naturligvis vilde illusioner bundet omkring et højspændt kup.
Udover de ovenfornævnte gengangere i franchisen finder man blandt de nye tilføjelser til rollelisten bl.a. Rosamund Pike sammen med nye ansigter som Ariana Greenblatt, Dominic Sessa og Justice Smith.
Filmen instrueres af Ruben Fleischer, der bl.a. har film som den veloplagte zombiekomedie Zombieland og antihelte-filmen Venom på sit CV.
'Now You See Me Now You Don't' har biografpremiere den 13. november.
Se traileren herunder:









