6 nye film du kan se i biografen i denne uge

Vinteren holder stadig godt fast, hvilket kan mærkes på minusgraderne udenfor. Heldigvis er der masser af varme oplevelser i biografen, hvor en ny omgang premierefilm er klar til at overtage lærredet i denne uge.
Ugens program byder på en bred vifte af filmoplevelser. Fra et svampebesat gys med Liam Neeson og en folkekær dansk komedie til familiefilm, koncertfilm og prisnominerede internationale dramaer.
Der er med andre ord noget at komme efter, uanset om man er til kulørt underholdning og komik eller dramatisk dybere filmoplevelser.
Herunder er et overblik over ugens premierefilm:
Cold Storage
Stranger Things-stjernen Joe Keery spiller Travis - eller Teacake, som han også bliver kaldt i filmen. Han står over for en yderst begivenhedsrig dag på sit ellers kedelige job på et lager, hvor en underlig biplyd pludselig dukker op.
Sammen med sin nye kollega Naomi undersøger de derfor, hvor lyden egentlig kommer fra. Hvad de dog ikke ved er, at lageret tidligere var en del af en amerikansk militæroperation, hvor nogle af de mest dødelige substanser i verden blev opbevaret bag lås og slå.
Nu er en dødelig virus - der kan få hjerner til at eksplodere - imidlertid sluppet ud og er ivrig efter at sprede sig til så mange levende organismer som muligt.
Filmen, der også har Liam Neeson på rollelisten, bærer sine inspirationskilder med stolthed. Det er nemlig en nostalgisk gyser-komedie med elementer af science fiction og zombie-action, der føles som en 80'er-film, som er kørt gennem en moderne blockbuster-maskine.
Klassefesten 4 - Venner for livet
10 år efter den seneste film er vennerne Niels, Andreas og Thomas tilbage. De er selvfølgelig igen spillet af den folkekære trio bestående af Nicolaj Kopernikus, Troels Lyby og Anders W. Berthelsen.
Den nye komedie byder på flere morsomme optrin og ydmygelser, når trekløveret tager i sommerhus for at fejre 50-års fødselsdag for den nedtrykte Niels. Det fører dem bl.a. forbi en swingerklub samt flere både fjollede og grænseoverskridende oplevelser.
Denne gang får de tre venner selskab af bl.a. Helle Fagralid som Niels' hustru Jette og Tomas Villum Jensen som deres fælles ven Frode.
Krølle bølle
I denne uge slipper en flok bornholmske trolde løs i de danske biografer.
Den ikoniske trold Krølle Bølle bliver nemlig for første gang filmatiseret i en stort anlagt familiefilm, der blander animation med rigtige mennesker.
Historien følger den lille ballademagertrold, der trodser reglerne og besøger menneskenes verden. Det bliver starten på et eventyr, hvor en hundredårig gammel konflikt mellem mennesker og trolde vækkes til live på ny.
Rollelisten tæller bl.a. Rasmus Botoft og Ava Elizabeth Knox Martin, mens troldestemmerne leveres af bl.a. Carl Løber Roliggaard, Dagmar Celinder Norrbom, Sonny Lahey, Kjeld Nørgaard, Ellen Hillingsø, Troels Malling, Mille Lehfeldt og Hadi Ka-Koush.
Stray Kids - The dominATE Experience
Det sydkoreanske boyband Stray Kids leverer den ultimative K-pop-begivenhed, når koncertfilmen 'The dominATE Experience' bringer os ind på livet af den globale sensation med en liveoptræden fra deres verdensturné med både eksklusive klip bag kulisserne og interviews med bandet.
Boybandet blev dannet af JYP Entertainment i 2017 og bestod oprindeligt af ni medlemmer. De debuterede i 2018 med EP'en 'I Am Not'.
Med fire koreanske og to japanske studiealbums bag sig fortsætter gruppen med at vokse og opbygge deres globale fanskare.
The Thing with Feathers
Det sidste, man har brug for, når ens ægtefælle lige er død og man knap nok kan løfte hovedet - for slet ikke at tale om at få sine drenge i skole til tiden - er en stor menneskelignende krage, der råber skældsord ad en.
Det er imidlertid præcis, hvad Benedict Cumberbatchs navnløse enkemand må kæmpe med i instruktør Dylan Southerns spillefilmsdebut 'The Thing With Feathers'.
Det aggressive kragevæsen - med stemme af David Thewlis - sætter således et tungt tema som sorg i spil med en kvælende tilstedeværelse af ubehag og melankoli.
Filmen er baseret på Max Porters anmelderroste roman 'Grief Is the Thing with Feathers' og omsætter bogens poetiske abstraktion til et visuelt sprog fyldt med klaustrofobi og psykisk uro.
The Secret Agent
'The Secret Agent' er ikke blot nomineret til en Oscar for Bedste Film, den har også chancen for at skabe historie ved at vinde prisen for Bedste Internationale Film ved Oscar-festen og dermed give Brasilien sin anden Oscar-sejr i streg i den kategori.
Wagner Moura - der vandt en Golden Globe for sin præstation i filmen - spiller en kemiprofessor, der er på flugt i den brasilianske storby Recife. Men hvad eller hvem han forsøger at undslippe, er til en start ikke helt til at blive klog på.
Året er 1977, hvor Brasiliens militærdiktatur har landet i et jerngreb. Hvad der følger i filmen er en nervepirrende fortælling med både overraskelser og hemmeligheder på menuen.








