6 film du skal streame i september

Vi er gået ind i en ny måned og dermed også udsigten til nye film på streaming.
Vi peger således her på seks titler, som her i september måned er klar til hjemmebiografen.
Og der er masser af stjerner i flimmerkassen fra Denzel Washington til Lily James til Liam Neeson mm.
Find listen med vores 6 udvalgte filmtitler herunder:

Sing Sing
Der skulle gå lang tid, før det Oscar-nominerede fængselsdrama 'Sing Sing' er blevet tilgængelig for den brede danske befolkning, men nu er den her!
Filmen er baseret på den sande historie om et topsikret fængsel i New York, der tilbyder indsatte et forløb, hvor de kan engagere sig i teater og musik.
To af mændene, der portrætteres i filmen – Clarence "Divine Eye" Maclin og Jon-Adrian "JJ" Velazquez – er tidligere deltagere i forløbet og spiller sig selv, mens Colman Domingo har hovedrollen som Divine G, en uretmæssigt fængslet mand, der er fast besluttet på at bevise sin uskyld, og som samtidig opdager sit talent for teater.
Der røg tre Oscar-nomineringer filmens vej, heriblandt en nominering som Bedste Mandlige Hovedrolle til Domingo.
'Sing Sing' kan ses på bl.a. Blockbuster fra den 1. september.

Lilo & Stitch
Den indtil videre næststørste biograffilm i 2025 - målt på indtjening - finder i denne måned sit nye hjem på Disney+.
'Lilo & Stitch' er en live-action-nyfortolkning af den elskede animationsklassiker fra 2002, som siden inspirerede flere spinoffs, bl.a. den populære tv-serie 'Lilo & Stitch: The Series'.
Filmen fortæller historien om et usandsynligt venskab mellem en ensom hawaiiansk pige ved navn Lilo og en hundelignende blå alien ved navn Stitch, som hun håber kan hjælpe med at hele hendes opløste familie.
Hvad Lilo ikke ved er, at Stitch er blevet skabt gennem genmanipulation med det ene formål at ødelægge – og nu er han på flugt fra de aliens, der skabte ham.
'Lilo & Stitch' kan ses på Disney+ fra den 3. september.

Highest 2 Lowest
Den nye film 'Highest 2 Lowest' markerer en utrolig spændende genforening mellem skuespilleren Denzel Washington og instruktør Spike Lee.
Duoen bag Oscar-nominerede film som Malcolm X og biografsucceser som Inside Man er gået sammen igen for at lave et remake af en klassisk krimi-thriller, nemlig Akira Kurosawas 'High and Low'.
Nyfortolkningen flytter karaktererne og handlingen fra 1960’ernes Japan til nutidens New York, hvor Washington indtager rollen som David King, en musikmogul, hvis liv vendes på hovedet, da hans søn bliver kidnappet og holdt som gidsel.
'Highest 2 Lowest' kan ses på Apple TV+ fra den 5. september.

Ice Road: Vengeance
Liam Neeson er på vej til Prime denne måned med sin nyeste action-thriller-blockbuster, 'Ice Road: Vengeance'.
Som efterfølger til The Ice Road, der udspillede sig i det frosne nord, tager den nye film handlingen til en ny og endnu farligere lokalitet, nemlig Himalaya.
Vi følger lastbilchaufføren Mike McCann, der rejser til Nepal for at sprede sin afdøde brors aske. Her bliver han viklet ind i en højrisiko-konflikt, hvor han må kæmpe mod nådesløse lejesoldater for at beskytte en busfuld uskyldige turister og en lokal landsby.
Jonathan Hensleigh vender tilbage som manuskriptforfatter og instruktør på efterfølgeren. Hensleigh er særdeles bekendt med actiongenren, da han også har skrevet manuskripter til blockbusterfilm som Die Hard with a Vengeance, Jumanji og Armageddon.
'Ice Road: Vengeance' kan ses på Prime Video fra den 8. september.

Swiped
Nu til dags er online dating utroligt almindeligt og velkendt, men sådan har det ikke altid været.
Det er netop det, den kommende film 'Swiped' vil udforske, da den dramatiserer livet for Whitney Wolfe Herd, kvinden der var med til at stifte Tinder og derefter grundlagde – og fortsat leder – Bumble.
Med Lily James i hovedrollen viser 'Swiped', hvordan Wolfe Herd hjalp med at gøre Tinder til en global sensation, og hvordan hun derefter indser, at hun har skabt et monster – et monster, der kun kan bekæmpes med en konkurrent, der er tryggere for kvinder.
Herfra ser vi, hvordan Bumble vokser frem og de vedvarende konflikter med Tinder.
'Swiped' kan ses på Disney+ fra den 19. september.

Ensom i Tokyo
Den sidste på listen er en ny dansk dokumentarfilm om den stille epidemi, der lige nu foregår i en af verdens tættest befolkede storbyer Tokyo - nemlig ensomhed.
Det er omdrejningspunktet i den nye dokumentarfilm ’Ensom i Tokyo’, der viser, hvordan ensomhed har nået så slemt et stadie af krise-niveau i Japan, at regeringen har udpeget en minister for ensomhed, da det i nogle tilfælde kan være livstruende.
Filmen undersøger det paradoksale ved at føle sig ensom, selv når man er omgivet af millioner af mennesker.
I dokumentaren følger man to sårbare mennesker, der søger hjælp fra frivillige, som hver dag hjælper mennesker i krise.
Det er danske Kaspar Astrup Schröder, der står bag den bevægende dokumentarfilm, og han peger på en global tendens, der er opstået på baggrund af ofte oversete konsekvenser af vores digitale samfund.
‘Ensom I Tokyo’ kan se på DRTV den. 23. september.








