5 nye film du kan se i biografen i uge 23 2025

Den første uge i juni byder på fem nye film i biografen, og der er både danske film, action, absurd komedie og en dokumentar på programmet.
De to danske film er særligt interessante, fordi hovedrollerne spilles af en ny generation af skuespillere. Der er således fokus på gymnasiepigers forhold til hinanden og på udfordringerne i to unge mænds familierelation.
Østrig ligger heller ikke på den lade side i denne uge, hvor der ligeledes er to nye film i vente. Den ene er en dokumentar fra en wiensk skole, mens den anden er en spillefilm med samfundssatiriske elementer.
Er man mere til hårdtslående action, byder Hollywood på en ny film i John Wick-universet.
Bemærk, at Grundlovsdag på torsdag betyder, at filmene har premiere hhv. onsdag og torsdag.
5 nye film du kan se i biografen i uge 23 2025:
Smukkere
I efterfølgeren til ungdomssuccesen Smuk fra 2022 er vi tilbage på Rosenholm Gymnasium.
Efter bruddet med sin barndomsveninde Frida er Selma begyndt at ses med to piger fra gymnasiet: Jasmin og Alberte.
En af de sidste aftener i sommerferien er Selma i byen med sine nye festglade veninder, hvor hun har et overvældende møde med den lækre og lidt ældre fyr Johan. Første dag i 2.g viser Johan sig dog at være hendes nye musiklærer.
Karaktertrioen Selma, Jasmin og Alberte spilles af Karoline Hamm, Flora Ofelia Hofmann Lindahl og Anna Munch.
'Smukkere' har premiere den 4. juni.
Klasselæreren
'Klasselæreren' er en ny dokumentarfilm, hvor instruktør Ruth Beckermann har fulgt en wiensk skoleklasse i tre år. Resultatet er et muntert portræt af et usædvanligt samfund.
Mere end 60 procent af alle børn i wienske folkeskoler har ikke tysk som modersmål. Samtidig er der akut mangel på lærere og vejledere. Filmen dokumenterer henover tre år skolelivet i en multikulturel arbejderklassebydel.
'Klasselæreren' har premiere den 4. juni.
From the World of John Wick: Ballerina
I kategorien højspændte actionfilm kommer de færreste film i nærheden af John Wick, der i fire kapitler har uddelt øretæver og lavet head-shots på snesevis af skurke. Nu er universet tilbage i biografen med fokus på den nye karakter Eve, spillet af Ana De Armas.
Efter hendes familie slås ihjel, bliver Eve oplært som lejemorder. Hun har dog hele tiden hævnen for øje og tager til sidst kampen op imod sine forældres mordere.
Keanu Reeves kan også denne gang opleves i rollen som John Wick, om end han kun optræder i en mindre rolle.
'From the World of John Wick: Ballerina' har premiere den 4. juni.
Påfuglen
Matthias fra My Companion har specialiseret sig i at levere en til lejligheden skræddersyet ydelse, der i dette tilfælde kommer i form af en mand på omkring 40 år, som på nogenlunde anstændig vis kan tilfredsstille ethvert behov.
Som det pertentlige menneske bliver Matthias efterhånden usikker på sig selv, og snart går det heller ikke længere fejlfrit med præstationerne.
Bernhard Wenger har skrevet manuskript og debuterer samtidig som instruktør med filmen, der leger kispus med sit publikum i en original historie, som hygger sig på randen af det absurd-komiske med stænk af mild samfundskritik. I 'Påfuglen' finder du skandinaviske indspark, samt referencer til legesyge mestre i faget såsom Yorgos Lanthimos.
'Påfuglen' har premiere den 5. juni.
Sønnike
Det er ikke altid nemt at være en ung mand i det moderne Danmark, og for 29-årige Lasse er især hans vanskelige familieforhold en stor udfordring. Men da han tvinges til at tage ansvar for sin lillebror, Vincent, starter et nyt og livsomvæltende kapitel for Lasse.
'Sønnike' er et dansk drama af den debuterende instruktør Jesper Quistgaard med musik af den tidligere Saybia-forsanger Søren Huss.
Hovedrollerne spilles af de hidtil uprøvede kræfter Morten Agerholm Jensen og Bertram Bisgaard Enevoldsen, mens også Trine Pallesen, Ari Alexander og Sarah Boberg er på rollelisten.
'Sønnike' har premiere den 5. juni.