
40 år efter: Ikonisk seriemorder-film vender tilbage i ny version
Hannibal Lectors filmdebut
Hannibal Lectors første optræden på film kan i år fejre sit 40-års jubilæum. Filmen ‘Manhunter’ fik biografpremiere den 15. august 1986, og til at markere dens runde fødselsdag har instruktør Michael Mann lavet en ny udgave, der har fået titlen Manhunter: The Final Cut.
Thrilleren er en filmatisering af Thomas Harris roman ‘The Red Dragon’, hvis univers for alvor brød igennem den filmiske lydmur med ’Silence of the Lambs’ i 1990.
Men før Anthony Hopkins’ udødeliggjorde kannibalen Hannibal Lector på det store lærred, blev karakteren spillet af Brian Cox, der af mange i dag er kendt fra sin glansrolle i ’Succession’.
’Manhunter’ følger den traumatiserede efterforsker Will Graham (William Petersen), der prøver at fange seriemorderen ”Tooth Fairy” (spillet af Tom Noonan) – bl.a. via hjælp fra en indespærret Lector.

Om den nye udgave fortæller instruktør Michael Mann:
- For 40 år siden - selv om jeg havde Thomas Harris' fremragende roman ’Red Dragon’ som forlæg - var filmens emne, nemlig profilering af seriemordere, stort set ukendt, samtidig med at det var chokerende og råt. Da jeg filmatiserede historien, ønskede jeg, at fortællingen skulle bringe publikum ind i en tilstand af konstant frygt og følelsesmæssigt engagement.
- En væsentlig del af dette var den visuelle stil og brugen af musik med sangtekster, som til tider fungerede næsten som en libretto. Vi har omhyggeligt restaureret filmen for at forsøge at genskabe den stemning og intensitet, forstærket af lyd hentet fra de originale 5.1-kanalers 35 mm analoge masterbånd. Denne nyeste version er den udgave af filmen, som jeg er mest tilfreds med.
’Manhunter’ har tidligere været klippet om i både et såkaldt “Director’s Cut” og et ”Restored Director's Cut”, men ifølge Michael Mann kommer denne nye udgave tættest på at være den originale intention fra 1986. Således tilføjer han:
- Hvis filmen bare blev vist, som den oprindeligt så ud, ville den stadig være interessant, men man ville opleve den med en vis afstand og mest betragte den. Det, der interesserer mig, er, at dens oprindelige virkning rammer publikum på samme måde som i 1986 - at den igen suger dig ind i historien, sådan som den var tænkt fra begyndelsen.
Thomas Harris’ bøger har senere dannet grundlag for førnævnte ’Silence of the Lambs’ samt dens efterfølger ’Hannibal’ og forløberen ’Hannibal Rising’.
Mens danske Mads Mikkelsen i 2013 indtog titelrollen som den berømte kannibal i serien ’Hannibal’, der kørte i tre sæsoner.
’Manhunter: The Final Cut’ får amerikansk biografpremiere den 24. juli – en mulig dansk premiere afventes.