Instruktørs åndelige identitetskrise blev til nyfortolkning af nonne-filmen
Stjerneskuddet Katrine Brocks skyder året i gang med sin debutfilm Den store stilhed om den unge kvinde Alma, der snart skal aflægge sine evige løfter som nonne. Freden på klosteret brydes dog brast, da hendes bror Erik dukker op, og snart rippes der op i en tragisk hemmelighed fra deres fortid.
Vi mødte instruktøren en kold decemberdag til en snak om filmen, der allerede har været verden rundt med visninger på prestigefyldte filmfestivaler i San Sebastían, Chicago og Lübeck samt Göteborg her til februar.
Katrine Brocks blev færdig på Den Danske Filmskole i 2019, og hendes første spillefilm er blevet til en fortælling om tro, skyld, skam og tilgivelse. At historien netop skulle ende her, er ingen tilfældighed, da instruktøren selv er vokset op i en religiøs familie.
- Jeg har altid vidst, at jeg på et tidspunkt skulle lave en film, der handlede om religion. Jeg er vokset op i et kristent bofællesskab og har gået på katolsk privatskole, så religion har på mange måder været bagtæppet for min opvækst.
- Da jeg blev teenager og kom i gymnasiet, blev jeg mere og mere i tvivl om, hvad jeg egentlig selv troede på, og begyndte at føle mig distanceret til kristendommen. Siden da har jeg befundet mig i det, jeg vil betegne som en åndelig identitetskrise.
Læs også: Før international verdenspremiere: Nu kan du se den første trailer til nyt dansk drama
- Jeg havde en følelse af, at der var en hel masse stof, som jeg gerne ville undersøge nærmere. Og så kom jeg i tanke om en oplevelse jeg havde som ung teenager, hvor jeg var med i Sydeuropa, da en ven af familien skulle aflægge sine evige løfter i en søsterorden dernede.
- Det gjorde kæmpe indtryk på mig, fordi jeg synes, det er så vildt et valg, hvor du afsværger alle de ting, som på en eller anden måde udgør fundamentet for en moderne vestlig tilværelse med karriere, familieliv og personlige ejendele. At man kan opleve en åndelig kærlighed, som trumfer alt det.
- Det synes jeg var enormt spændende og svært at forstå, så det hele startede ligesom med idéen om at lave en film om en nonne.
Nonne-filmen som genre har ofte haft fokus på enten undertrykt seksualitet eller været deciderede gyserfilm som i The Nun. Men Brocks var fra starten klar over, at hun ikke ønskede at gå samme retning.
- Nu er jeg begyndt at danne mig et overblik over landskabet af nonne-film, og jeg kom ret hurtigt frem til, at jeg rigtig gerne vil give mit bud på en mere nuanceret skildring af et klosterliv, og hvad det vil sige at tage sådan et valg om at leve med Gud på så absolut en måde.
© Åsmund Sollihøgda
De to hovedroller i 'Den store stilhed', der spilles af Ninjababy-skuespilleren Kristine Kujath Thorp og Elliott Crosset Hove fra bl.a. 'Vinterbrødre', er er på flere måder hinandens modsætninger. De har gennemgået den samme traumatiske oplevelse, og hvor Alma efterfølgende har lagt sin troskab i hænderne på Gud, har Erik fundet trøst i alkohol.
Brocks fortæller til dette, at de to karakterers dualitet er vokset ud af en diskussion, som foregår inden i hende selv:
- Jeg identificerer mig meget med Erik, men også meget med Alma. De repræsenterer på en eller anden måde to forskellige sider. På den ene side denne her lidt englebarnsagtige, fromme karakter Alma – eller i hvert fald én der prøver at opretholde en facade.
- Sådan en karakter kan jeg genkende, ikke én til én, men min personlige oplevelse af, at vokse op med Jesus som den ultimative rollemodel, er, at jeg som barn satte nogle meget høje idealer op for, hvornår jeg var god nok, og hvornår jeg var værd at elske.. Det er vigtigt for mig at sige, at jeg aldrig har været i tvivl om mine forældres ubetingede kærlighed, men i min barneopfattelse af troen var der ikke plads til at begå fejl.
Læs også: Ny film udfordrer danskernes historiske hukommelsestab
- Så jeg dømmer mig selv ret hårdt, og det er noget, jeg stadig bokser med. Det at have en ret lav tærskel for, hvornår jeg føler en meget intens skyldfølelse. Så man kan sige i en ekstrem grad er Alma et udtryk for den side.
- Og så er der den mere hedonistiske, løsslupne Erik, som prøver at dulme meningsløsheden med at kigge langt ned i en flaske. Og det kan jeg også godt genkende, men selvfølgelig slet ikke i lige så ekstrem grad.
- Sådan tror jeg egentlig altid, det vil være med de ting, jeg laver. At karaktererne i udgangspunktet er et udtryk for noget, der på en eller anden måde også udspiller sig inde i mig. Men karaktererne får jo mere og mere deres eget liv, først i manusrummet med min manuskriptforfatter Marianne Lentz og sidenhen i skuespillernes fortolkning af de karakterer vi får skrevet frem.
© Mia Mai Dengsø Graabæk
Almas englebarnsegenskaber kan også fortolkes som et produkt af den perfekthedskultur, som i dag kan føre til skyld, skam og pres hos især unge mennesker. Og den læsning er Brocks ikke uenig i:
- Det tror jeg helt klart, og jeg håber, at filmen på en måde også kan tale ind i noget af det og starte nogle samtaler om det. Fordi en ting er, hvis du oplever en høj grad af skyld og skam, og du er en del af en religiøs institution. Så er der et sted, du kan gå hen med det, altså skrifte eller få syndsforladelse af præsten.
- Men der er jo rigtig mange unge mennesker og moderne mennesker, som ikke nødvendigvis har et system at henvende sig til på den måde. Og så bliver det jo meget ens egne skuldre, der skal bære al den tvivl og skam.
- Så det synes jeg er interessant, det der med - hvad er det egentlig for et rum? Eller hvor er det, vi kan vende os hen som moderne mennesker for at finde tilgivelse, selvom det lyder som et meget kristent begreb – tilgivelse. Så tænker jeg faktisk, at det er ret universelt at tilgive sig selv for ikke at være perfekt og lave fejl.
- Jeg har ikke nødvendigvis svaret på, hvorfor det er, [skyld og skam, red.] fylder så meget lige nu. Men jeg tror, du har ret i, at der er noget med den der perfekthedskultur, især i den yngre generation, som gør sig gældende.