Se de første billeder: X-Men-stjerne træner verdens værste fodboldhold i ny film

Thor: Ragnarok-instruktør står bag
Billede
(© Disney)

VM er i fuld gang, og fodboldstemningen skyller over hele verden. Den populære filminstruktør Taika Waititi sørger nu for, at der er rig mulighed for at fortsætte fodboldhumøret, selv efter VM er afsluttet.

Taika Waititi har tidligere stået bag storfilm som bl.a. Thor: Ragnarok og Thor: Love and Thunder samt hits med mindre budgetter som Jojo Rabbit (der indbragte ham en Oscar) og What We Do in the Shadows.

Nu vender han tilbage til sine rødder i filmen Next Goal Wins, som er baseret på en sand historie om landsholdet for Amerikansk Samoa, der efter at tabe 31-0 mod Australien, prøver at finde en træner, der kan få holdet væk fra den allernederste plads i verdensranglisten.

Denne træner blev Thomas Rongen, som i filmen bliver spillet af Michael Fassbender, der har adskillige Oscar-nomineringer bag sig og bl.a. er kendt for at spille Magneto i flere X-Men-film.

 

LÆS OGSÅ: International dokumentar på vej om dansk fodboldlegende: Verdens bedste målmand

Waititi har afsløret en smule om, hvad vi har i vente, til det store britiske filmmagasin Empire:

- Det er den ultimative underdog-historie.

- At den finder sted i Polynesien, er meget vigtigt for mig, fordi det er mit folk. Vi holder sammen.

- At få et bredere publikum til at få adgang til den historie var et af mine hovedmål. At bringe vores baghave til folk og at sætte brune ansigter på skærmen var en stor ting for mig.

Men hvis man forventer en nøjagtig gengivelse af historien om det rigtige fodboldhold, bliver man ifølge Waititi slemt skuffet.

- Hvis du elsker film, der er virkelig autentiske i forhold til de sande historier, så vil du hade den her film.

- Vi går lidt mere i dybden med karaktererne.

'Next Goal Wins' bliver fløjtet i gang til premieren d. 20. april 2023.

Se de første billeder fra filmen herunder:

 

(Kan du ikke se tweetet herover, så tryk på linket her og tillad alle cookies)