Her er den "nye" Ripley: Hovedrollen til ny Alien-film er fundet

24-årig stjerne er udvalgt
Billede
(© Aliens / 20th Century Fox)

En ny film i Alien-universet er på vej. Ridley Scott er producer på projektet, som Fede Alvarez har skrevet og skal instruere.

Meget få detaljer om den kommende film er afsløret, men nu forlyder det, at hovedrollen er fundet. Deadline skriver nemlig, at Cailee Spaeny er udset til den nye Alien-film.

20th Century har endnu ikke bekræftet Spaenys medvirken, men mediet skriver, at efter flere møder med instruktør Alvarez har den 24-årige skuespiller længe været førstevalget.

 

LÆS OGSÅ: Dansk popstjerne får sin første hovedrolle i ny science fiction-film

Alien-universet har allerede god erfaring med kvindelige hovedroller, således er Sigourney Weavers Ellen Ripley uden diskussion er en af filmhistorien bedste actionhelte.

Cailee Spaeny har medvirket i flere store film og serier, herunder Pacific Rim: Uprising, Bad Times at the El Royal, serierne 'Devs', 'Mare of Easttown' og 'The First Lady' samt haft hovedrollen i The Craft: Legacy.

Spaeny er ligeledes udvalgt til at portrættere Priscilla Presley i en kommende storfilm om Elvis' hustru af Sofia Coppola.

Instruktør Fede Alvarez har flere populære gyserfilm på sit CV, herunder Don’t Breathe og Evil Dead samt thrilleren The Girl in the Spider's Web.

Alien-universet består allerede af fire spillefilm, to prequel-film samt en kommende tv-serie af Noah Hawley (Fargo, Legion).

Den nye Alien-film forventes at starte optagelser i begyndelsen af 2023.