Instruktør smutter: Ventet Marvel-film udsættes
For to uger siden kom det frem, at instruktør Bassam Tariq havde forladt Marvels kommende storfilm Blade.
Nu har Marvel Studios så taget konsekvens af det og sat projektet på pause på ubestemt tid - indtil den rette person til at overtage posten er fundet.
Det var ellers planen, at optagelserne til vampyrjæger-filmen skulle starte i Atlanta til november, men ifølge en kilde hos Hollywood Reporter, har filmholdet torsdag fået at vide, at det er udsat.
LÆS OGSÅ: Keanu Reeves afslører: Denne Marvel-helt ville jeg elske at spille
Manuskriptet til 'Blade' har allerede været igennem flere omskrivninger, som i forvejen har forsinket produktionen, siden Marvel Studios offentliggjorde projektet i 2019.
Tariq forlod filmen netop på grund af dette, hvilket betød, at det ikke længere kunne gå op med hans arbejdsskema. Han er dog fortsat tilknyttet 'Blade' som executive producer.
'Blade' har den Oscar-vindende Mahershala Ali i titelrollen, der er halvt menneske, halv vampyr, som resultatet af, at hans mor blev bidt af en blodsuger under fødslen. Han jager nu vampyrer som hævn.
Marvel-karakteren har tidligere været vakt til live på det store lærred i skikkelse af Wesley Snipes, der spillede hovedrollen i tre film fra 1998 til 2004.
Det forlyder, at man håber at kunne påbegynde optagelserne i starten af 2023. Derfor er premieredatoen nu sat til at blive 5. september 2024.