Ikoniske filmklassikere kan lige nu genopleves på det store lærred

Spielberg-favoritter og episk krigsdrama
Billede
(© E.T. © Amblin / Broen over Floden Kwai © Horizon Pictures)

Biograferne rundt om i landet viser i denne uge nogle af filmhistoriens største klassikere. Og selvom filmene har en del år på bagen, holder kvaliteten stadig, ligesom flere har fået et teknisk løft.

Der er tilmed noget for enhver smag, med både gys og familieunderholdning fra mesteren Steven Spielberg, krigsdrama med Alec Guinness samt Jack Nicholson i sit livs rolle.

Her er et udpluk af de klassikere, du kan se i biografen i denne uge.

(Kan du ikke se de 4 trailers herunder, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

Broen over floden Kwai

Alec Guinness er i dag nok bedst kendt for sin rolle som Obi-Wan Kenobi i den oprindelige Star Wars-trilogi, men inden da var han en af Englands største skuespillere. Blandt Guinness mest mindeværdige præstationer finder vi i krigsdramaet 'Broen over Floden Kwai' fra 1957, der her vises i en nyrestaureret udgave. Filmen vandt syv Oscars, bl.a. for Bedste film og Bedste mandlige hovedrolle.

Vises den 7. september i NFB Esjberg Broen, NFB Odense, NFB Aalborg Kennedy og NFB Aarhus.

Vises fra 7.-12. september i NFB Imperial.

 

Jaws

2D IMAX-visning af Spielbergs udødelige gyser, der medførte, at en hel generation blev bange for havet. Hajen i filmen er stadig blandt de mest skræmmende væsner i filmhistorien, og den langsomme, men intense, opbygning er blevet kopieret adskillige gange, men aldrig overgået.

Vises den 6. september, 7. september i CinemaxX København og CinemaxX Aarhus samt igen mandag den 12. september i København.

 

E.T.

En anden Spielberg-film bliver vist i 2D IMAX, nemlig den rørende fortælling om rumvæsnet E.T. og drengen Elliott, der danner et ikonisk venskab, inden de må gå grueligt meget igennem. Uden tvivl en film, der har sat sine spor i eftertiden og stadig står som en af Spielbergs bedste værker.

Vises den 6. september, 7. september i CinemaxX København og CinemaxX Aarhus samt igen mandag den 12. september i København.

 

Gøgereden

Gentofte Kino kører et koncept, der hedder Søndagsklassikere, og i denne uge kan man se Jack Nicholson i sit livs rolle som voldtægtsanklagede Randall Murphy, der anbringes på en psykiatrisk institution. Under ledelse af den sadistiske Ratched, møder han et system, som han bekæmper med al magt. Gøgereden fik fem Oscars, bl.a. for Bedste film og Bedste mandlige og kvindelige hovedrolle.

Vises søndag den 11. september i Gentofte Kino.

 

Se biografernes fulde program.