Cookie- og Privatlivspolitik
Hendes første film blev kaldt "fremragende" og "dybt foruroligende": Nu følger hun den op med grønlandsk sex

Hendes første film blev kaldt "fremragende" og "dybt foruroligende": Nu følger hun den op med grønlandsk sex

Optagelserne til dramaet 'Kalak' er startet

Stem op!
7
Stem ned!
0
(reset)

Vi skal ganske vist vente til 2023, før vi kan gå i biografen og se dramaet Kalak. Allerede nu er optagelserne dog gået i gang til filmen, der er baseret på Kim Leines selvbiografiske debutroman af samme navn fra 2007.

Isabella Eklöf instruerer, og hun vandt en Bodil for Bedste danske film for debuten Holiday, der ved premieren i 2018 blev kaldt både "fremragende", "uafrystelig" og "dybt foruroligende".

Eklöf har skrevet sin nye film med netop Kim Leine samt Sissel Dalsgaard Thomsen.

'Kalak' optages både i København og Grønland, da filmen er historien om Jan, som bor med sin familie i Nuuk og her arbejder som sygeplejerske.

Jan er konstant på flugt fra sig selv og opsluges af et kaotisk liv med stoffer og sex, mens han drømmer om at blive en del af den grønlandske åbne kollektivistiske kultur ved at knalde sin vej ind.

 

LÆS OGSÅ: Kontroversiel Guldpalme-vinder roser dansk skuespiller

Jan kan dog ikke blive ved med at flygte og bliver nødt til at konfrontere sit traume fra teenageårene og løsrive sig fra sin fars psykologiske jerngreb.

Isabella Eklöf fortæller bl.a. om, hvordan hun fandt frem til at skulle lave en film baseret på bogen, som hun end ikke havde læst, før hun skrev til Kim Leine for at indlede en dialog om en filmatisering:

- Da jeg læste den bagsidetekst [på bogen 'Kalak', red.], tænkte jeg, hvorfor har jeg købt den her og ikke læst den med det samme. Jeg vidste, at jeg måtte skynde mig og kontakte Kim Leine inden nogen anden snuppede bogen.

Isabella Eklöf fortæller videre om sin måde at arbejde på og sine tanker om filmen:

- Jeg hader dovne stereotyper, og mit kunstneriske drive er at adressere dem. Der er så meget at udforske i forholdet mellem Danmark og Grønland - offer og gerningsperson og det kollektivistiske versus det individualistiske samfund. Filmens essens handler om fædre, og hvordan traumer nedarves gennem generationer.

 

LÆS OGSÅ: Denne dansker er alle i Hollywood interesserede i

Instruktøren uddyber:

- Jeg håber, vi kan skabe en dramatisk og intens film - beskidt på en poetisk måde og desperat men samtidig kontrolleret. Mit ønske er, at filmen skildrer post-kolonialisme som et kæmpemæssigt komplekst rod på den mest sande, sårende og tankevækkende måde.

Kim Leine fortæller herudover om det at få sin bog omsat til film:

- Jeg er ikke meget for udtrykket "filmatisering", som om filmen er en illustration med levende billeder af romanen. Filmen og romanen er to forskellige ting. Filmen skal stå på egne ben og være noget i sin egen ret. Det vil sige, at jeg har skullet ændre ting i romanen for at det kunne fungere i filmen. Dermed har bogen fået nyt liv for mig, for den har på en måde løsrevet sig fra min personlige historie og er blevet noget almengyldigt, håber jeg.

 

LÆS OGSÅ: 'Den eneste ene' til en ny generation?

Den prisvindende forfatter fortsætter:

- Jeg glæder mig desuden over, at der er så mange grønlandske kræfter involveret i filmproduktionen, både foran og bag kameraet […] Grønland er fuld af geniale, kreative folk inden for alle kunstformer, noget der desværre har en tendens til at blive undervurderet i Danmark. Det kan filmen forhåbentlig være med til at rette op på.
 
Jan bliver portrætteret af Emil Johnsen, som bl.a. er kendt fra filmen 'All the Beauty' og Netflix-titlen 'Okkuperet' samt indiefilmen 'The Ice Cream Truck'. Rollelisten består endvidere bl.a. af Asta Kamma August og Søren Hellerup, mens de bærende grønlandske roller spilles af Berda Larsen, Connie Kristoffersen og Hans-Jukku Noahsen.

'Kalak' forventes at få premiere i 2023.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.