Bruce Willis vil leve for evigt: Sælger rettighederne til sin digitale tvilling

Han bliver den første skuespiller til at gøre det
Billede
(© Die Hard 4.0 / SF Film)

Actionfilmlegenden Bruce Willis er den første Hollywood-skuespiller til at sælge rettighederne til sit ansigt, så en digital "tvilling" kan tage hans plads og give ham mulighed for at være med i fremtidige film, selv efter han er pensioneret eller død.

Ifølge The Telegraph er rettighederne solgt til det amerikanske firma Deepcake, som specialiserer sig i Deepfake-teknologi, der via kunstig intelligens og machine learning giver én mulighed for at sætte en persons ansigt og stemme over på en anden person digitalt.

LÆS OGSÅ: 10 uundgåelige Bruce Willis-film

 

Der har i lang tid været bekymring og debat omkring teknologien, og dens evne til at skabe især politisk desinformation. Samtidig har der også været kritik af Hollywoods brug af teknologien, hvor man potentielt kan blive ved med at bruge skuespillere, selvom de enten er blevet for gamle til rollen eller måske slet ikke er i live mere.

Det var fx tilfældet i Rogue One: A Star Wars Story, hvor man brugte en deep fake-version af den afdøde Peter Cushing, der spillede Grand Moff Tarkin i den originale Star Wars.

Bruce Willis annoncerede tidligere i år, at han ville træde væk fra skuespil efter at blive diagnosticeret med afasi, hvilket giver ham vanskeligheder, når det kommer til især sprog og tale. Derfor er han ikke i stand til selv at medvirke i fremtidige film, men hans deepfake-tvilling ville så kunne gøre det for ham.

LÆS OGSÅ: Alvorligt syg Bruce Willis må gå på pension

 

Die Hard-stjernens digitale tvilling har allerede medvirket i en russisk reklame for mobilfirmaet Megafon. I en meddelelse på Deepcakes hjemmeside sagde Willis følgende om beslutningen:

- Jeg kunne godt lide præcisionen i, hvordan min karakter endte med at se ud. Det er en minifilm i min sædvanlige action-komedie-genre. For mig er det en fantastisk mulighed for at gå tilbage i tiden.

- Med fremkomsten af moderne teknologi, selv da jeg var på et andet kontinent, var jeg i stand til at kommunikere, arbejde og deltage i optagelserne. Det er en meget ny og interessant oplevelse, og jeg takker hele vores team.

Bruce Willis tager dermed et af de første spadestik i udviklingen af Deepfake-teknologi i forbindelse med skuespilspræstationer. Det bliver interessant at se, om nogle af hans Hollywood-kollegaer vil følge trop.