Marvels 'Fantastic Four' finder instruktør - forlader storstilet Star Trek-film

Han har allerede Marvel-erfaring
Billede
(© Fantastic Four (2005) / 20th Century Fox)

MCU er ved at sætte holdet til sine kommende faser, der bl.a. vil introducere den legendariske superhelte-gruppe The Fantastic Four til deres filmiske univers.

Efter at Spider-Man-instruktøren Jon Watts forlod projektet i april, har Marvel været på udkig efter en erstatning. Han er nu fundet, og det bliver en fra egne rækker.

Det forlyder, at Matt Shakman overtager tøjlerne på Fantastic Four, og hvis navnet ikke lyder bekendt, så er det altså manden, som instruerede samtlige afsnit af den populære Marvel-serie WandaVision sidste år.

LÆS OGSÅ: Legendarisk Marvel-skurk er ENDELIG en del af MCU

Selvom Disney endnu ikke har bekræftet Shakman til posten, så tyder en ny udmelding fra Paramount på, at instruktøren har fået ny plads i kalenderen. Shakman har nemlig forladt den ventede Star Trek-film, som skulle bringe Chris Pines hold tilbage på det store lærred i december 2023.

Det blev ellers meldt ud i stor stil i februar, men nu skriver produktionsselskabet, at Star Trek-filmen står uden instruktør, da timingen ikke passede med Shakmans travle kalender. Har Marvel mon haft pengepungen oppe og købt ham fri?

Matt Shakman har især gjort karriere på tv, hvor han har instrueret afsnit af alt fra 'Game of Thrones' og 'House' til 'Ugly Betty' og 'It's Always Sunny in Philadelphia'.

'Fantastic Four' har allerede optrådt i to forskellige versioner siden 2005 og senest i 2015. Men det er aldrig rigtig lykkedes at fange den rette stemning fra tegneserieforlægget. Vi ved endnu ikke, hvilke skuespillere der skal indtage de ikoniske helte-roller.

'Fantastic Four' får premiere den 7. november 2024.