Her er verdens 10 mest sindssyge film

Man tror ikke sine egne øjne
Nekromantik / Jelinski & Buttgereit
(© Nekromantik / Jelinski & Buttgereit)

Ask Hasselbalch, Sonny Lahey og Niels Paridon har en evne til at finde film, man ganske enkelt ikke tror findes, før man ser dem. Det har de nu gjort i tre år i filmpodcasten Moviebox - VHS-podcast, hvor Casper Christensen fra Filmnørdens hjørne er kaptajnen, der med svingende held forsøger at styre løjerne.

Vi har bedt de filmafsporede værter udvælge de mest vilde, absurde og sindssyge film, de har fundet på deres uendelige VHS-odyssé gennem 70’erne op til midt-90’erne. God "fornøjelse".

 

(Kan du ikke se videoerne herunder, så tryk på linket her og tillad alle cookies)

 

Angst plakat 

ANGST (1983)

Fra Rewind-episode #8: “100% SPLATTER!”

Sonny: “En navnløs morder bliver lukket ud fra en anstalt og går på drabstogt med det samme.

Dit smil stivner hurtigt, når du ser denne her østrigske seriemorderfilm fra engangsinstruktøren Gerald Kargl. Filmen gør brug af en mængde forskellige banebrydende kamerateknikker, der gør oplevelsen ekstremt realistisk. Den er SÅ grænseoverskridende. I en MEGET lang scene fanger han en pige i en viadukt, dolker hende, drikker hendes blod, kaster op udover hende og falder i søvn på liget. Det er dystert, ubehageligt og komplet grænseoverskridende. Filmen er en kropslig oplevelse. Den tager fat om struben på dig og klemmer til. Den skal opleves.”

 

Creating Rem Lezar plakat 

CREATING REM LEZAR (1989)

Fra Episode #43 - "WTF? Findes det??? III"

Sonny: “To utilpassede børn drømmer om den samme imaginære superhelt, Rem Lezar, som de bygger ud en af mannequindukke, hvorefter han kommer til live. En familiefilm skabt i samarbejde med en masse psykoterapeuter, hvilket måske forklarer noget. Der er noget new age-religiøst over den. Produktionen ligner noget fra Lokal TV’s videoværksted anno 1990. Der er mindst 20 fuldstændigt frygtelige sange i en film på 50 minutter. De introduceres i de mest usammenhængende sang-montager. En foregår i Central Park, hvor de møder en barbershop-kvartet, herefter en overglad, rappende børne TV-hiphopper, for at afslutte med det mest atonale “Kim Sjögren på syre” synthviolin-nummer. Alle skuespillere spiller ekstremt stort. Replikkerne nærmest skriges eller råbes. Det er EKSTREMT underholdende. Man forstår simpelthen ikke, hvor åndsvagt det er.”

 

Deafula plakat 

DEAFULA (1975)

Fra Rewind-episode #7 - "Jeg fatter ik' den findes-film"

Ask: “Indbyggerne i en lille amerikansk landsby er bange for, at en vampyr er på rov i deres nabolag. Det lyder jo ikke af noget særligt. Det særlige er, at filmen er fortalt på tegnsprog. Det er filmen om ‘de levende døve’! Alle er døve i denne her film og render rundt og fyrer replikker af med hænderne. En vampyrfilm, hvor Dracula fortæller dig med tegnsprog, at han vil drikke dit blod, inden han gør det. Jeg fatter ganske enkelt ikke, at den findes. Det er jo elskværdigt nok med en film til døve, men jeg tror, undertekster er blevet populære af en årsag.” 

 

Death Bed 

DEATH BED (1977)

Fra Episode #10 - "WTF? Findes det?!?"

Ask: “Altså… Den handler om en seng, der æder folk. En dæmon har sex med en kvinde i en seng på en mark. Kvinden dør af det, så dæmonen græder blod ned i sengen, hvilket gør den levende… OG SULTEN. Kvindens pårørende finder sengen, tager den med hjem på deres gods, og stiller den i noget der ligner en fangekælder. Og så æder sengen folk over flere århundreder. I samme værelse sidder en mand fanget inde i et maleri i en parallel dimension og ser sengen. Han er filmens fortæller og snakker med sengen. Det er ikke forkert, når Death Bed kaldes for en surrealistisk gyser. Det er en vild amatørfilm med amatøreffekter, men den har noget besynderlig poesi i sig.”

 

 Men Behind the Sun

MEN BEHIND THE SUN (1988)

Fra Rewind-episode #8: “100% SPLATTER!”

Ask: “Hong Kong horrorfilm, der viser japanske soldaters tortur-eksperimenter på kinesiske og russiske fanger i en fangelejr under 2. Verdenskrig. Historien er meget spinkel. Man går bare fra det ene skrækscenarie til det næste. I en scene ser man en mand blive låst inde i et trykkammer, hvor han pga. trykket får blæst sine indvolde ud af røven. Og du ser det HELE. I en anden scene fryser de en kvindes arme til is, dypper dem i formaldehyd og flår til sidst alt kødet af dem, så hun står med skeletarme. Det er en af den slags film, man virkelig kun skal gi’ sig i kast med, hvis man er til hardcore gore.”

 

Nekromantik 

NEKROMANTIK (1987)

Fra Rewind-episode #4 - "WTF? Findes det?!?"

Sonny: “Det er et mirakel, at det her filmhold ikke blev smidt i fængsel. Vi følger en mand, der gør rent efter trafikulykker. Han tager et lig med hjem fra arbejde, fordi han tænder på det. Heldigt for ham, så tænder hans kæreste ENDNU mere på det. Der opstår faktisk en parforholdskrise, fordi hun hellere vil være sammen med liget end med ham. En af dem er jo altid “hård”, og det er ikke hendes kæreste… hvis I forstår. Men det er først, da deres forhold går helt i stykker, at tingene bliver RIGTIGT bizarre. Det er total punk, det her. Filmet på 8mm, så det ligner skrald, men det passer fuldstændigt fantastisk til historien. Nekromantik er en livsændrende filmoplevelse. Man er en anden person, efter man har set den.”

 

Mistics in Bali

MYSTICS IN BALI (1981)

Fra Episode #19 - "Østens mystik"

Niels: “Indonesisk horrorfilm om en heks på Bali, der besætter en kvindelig turist med en såkaldt ‘leak’ - en balinesisk dæmon. Resultatet er at den kvindelige turists hoved og indre organer nat efter nat forlader hendes krop. Altså, bogstaveligt talt hoved, lunger, tarmsystem, alt det der, svæver rundt og angriber folk. På et tidspunkt angriber det flyvende hoved en gravid kvinde og suger fostret ud gennem kvindens underliv. Da hovedet vender tilbage til kroppen, får kvinden det så dårligt, at hun kaster fostret op igen. Selvom effekterne er ret ubehjælpelige, så er det her en virkelig skræmmende film.”

 

Tammy and the T-Rex

TAMMY AND THE T-REX (1994)

Fra Episode #4 - "Umage makkerpar"

Ask: “Denise Richards spiller high school-pigen Tammy, og Paul Walker iført crop top og babyfedt i ansigtet spiller hendes kæreste Michael. Tammys jaloux og stjernepsykopatiske ekskæreste jagter Michael ind til løverne i Zoo, der dræber ham. Kun hans hjerne kan reddes. En lokal videnskabsmand får fingre i den. Han indopererer den i en robot-dinosaur, der bryder løs og opsøger Tammy, men den mekaniske T-Rex har meget svært ved at fortælle hende, at den i virkeligheden er Paul Walker, for den har jo ikke noget sprog! Det her er en rigtig god dårlig film. Den er top underholdende, for alt er bare skævt og underligt.”

 

Things

THINGS (1989)

Fra Rewind-episode #4 - "WTF? Findes det?!?"

Niels: “Canadiske filmkritikere kalder Things den værste canadiske film nogensinde. Et eller andet sted er der en historie om en kvinde, der befrugtes med små rumvæsner, som bryder ud af hende og går amok i hendes hjem. Enkelte scener byder på ret vild rumvæsen-splat, men for det meste ser man bare hendes kæreste og hans ven gå rundt og lave ting i deres hus. De laver blandt andet sandwicher. Det var en lang scene. De finder også en båndoptager i en fryser, som de lytter til. Bagefter lægger de deres tøj i fryseren. INTET giver mening og den er umulig at beskrive ordentligt med ord. Se den!

Uninvited 

UNINVITED (1988)

Fra Episode #26 - "Dyr, der dræber VI"

Niels: “Uninvited handler om en kat, der dræber en masse mennesker ombord på en lystyacht. Men guys, det er en muteret kat. Filmen starter med en flok videnskabsmænd, der skaber en muteret dræberkat. Uden nogen form for grund vælger de at proppe den ind i en normal kat. Så det er en kat med en anden kat… INDENI! Når katten føler sig truet, så kommer den klamme dræberkat ud af munden på den! Og ja, effekten er realiseret som en ubehjælpelig hånddukke, hvor du ofte kan se dukkeførerens arm. Det er en virkelig cheesy film lavet på verdens tyndeste budget, men den er en fest. Du sidder med armene oppe over hovedet, hver gang den åndssvage kat dukker op.”

 

Har du fået mod på flere sindssyge VHS-film, så anbefaler vi, at du giver Moviebox - VHS-podcast en lytter på Moviebox.nu.

 

Moviebox