Susanne Biers søn har lavet en gyserfilm: Her er det bedste råd, som han fik fra sin mor

Gabriel Bier Gislason besøger vores podcast
Billede
(© Søren Kirkegård / Nordisk Film)

Gabriel Bier Gislason er som navnet afslører søn af de anerkendte filmskabere Susanne Bier og Tomas Gislason. Nu er Gabriel selv gået ind i filmbranchen, og efter at have uddannet sig i New York er han klar med sin første danske spillefilm. En romantisk gyser med titlen Natten har øjne, og den får biografpremiere den 28. juli.

Da Gabriel lagde vejen forbi vores podcast i foråret*, var det nærliggende at spørge den debuterende filmskaber om, hvad hans forældre har sagt til, at han nu selv har kastet sig over filmmediet, og om de har givet ham feedback på hans første spillefilm:

- Absolut. De har begge to læst forskellige versioner af manuskriptet og set forskellige versioner af klippene. Og min far er jo oprindeligt klipper, og klipper stadig af og til, så han kom ind i klipperummet og hjalp. Han var en fantastisk ressource, fortæller instruktøren.

 

LÆS OGSÅ: Her de 10 bedste film du kan se i biografen netop nu ifølge brugerne på kino.dk

Forældrene havde dog i første omgang forsøgt at skubbe deres søn i en anden retning:

- I forhold til mit karrierevalg, så tror jeg, at de begge var meget optagede af, at jeg skulle lade være med at lave film. Men de forstår selvfølgelig også, hvorfor det er dragende. Så da jeg endelig sagde, at jeg gerne ville give mig i kast med det, så var de meget opbakkende og støttende.

- Men de prøvede op til da at skubbe mig i nogle andre retninger, hvilket jeg også er glad for, for det gjorde, at jeg udviklede en masse andre interesser.

Gabriel er dog overbevist om, at det er hans forældres karrierer, som også har gjort, at han selv er endt med at gå den vej:

- Det med at vokse op med forældre, der laver film, og vælge selv at gøre det, det ville jo være bizart at prøve at bilde folk ind, at det ikke er derfor, at man selv ender med at gøre det. Det er jo ikke, fordi det er let, for det er jo ikke et familieforetagende, hvor man kan komme ind i en velfungerende virksomhed. Man skal stadig starte fra bunden og lære det, og man vinder ikke noget på sine forældres film, man vinder kun noget på det, som man selv kan mestre.  

- Men det former jo hele ens verdenssyn, det man vokser op i, er jo også den måde, man forstår verden på. At være vokset op i det på den måde gør også, at da jeg så endelig gik i gang med at lave kortfilm, så følte jeg, at det er nok sådan her, jeg kan finde ud af at være i verden. Og den følelse, den genkendte de, og derfor var de egentlig meget opbakkende, da det kom til stykket.

De bedste råd fra forældrene

Både Susanne Bier og Tomas Gislason kom også med et rigtig godt råd til deres søn:

- "Nyd det," det sagde de begge. Det sagde de lige inden optagelserne.

Gabriel fortæller en anekdote fra de vilde forberedelser, hvor man i sidste øjeblik måtte skifte lokation. Det kan man høre mere om i podcasten. Men han fortæller afslutningsvis:

- Jeg var meget stresset og meget presset. Og da jeg talte med dem lige inden optagelserne, sagde de: "Tag nu en dyb indånding og nyd det." Og det er det bedste råd, man kan få.

- Fordi der er bare ikke noget sjovere end at være på optagelse, selv når det er en dårlig dag, er det sjovt. Og det skal man gå en gang imellem og lige minde sig selv om, fordi det er jo ikke, fordi man går og redder liv, så hvis man ikke nyder det, hvorfor så gøre det?

'Natten har øjne' kan ses i biografen fra den 28. juli.

Lyt til hele vores podcast med Gabriel Bier Gislason, hvor han snakker mere om sin spillefilmdebut, Sofie Gråbøl, gysergenren, sine inspirationer fra jødisk mysticisme og meget mere.

Du finder også podcasten på disse tjenester: 

På Spotify
I Apple podcast
Hos Libsyn
På Podimo
Google podcast
- Og i din podcast-app (Android og iPhone)

BLIV MEDLEM AF VORES FILMFORUM PÅ FACEBOOK HER.

* Premieredatoen har siden indspilningen af podcasten ændret sig, så i stedet for juni, rammer 'Natten har øjne' biograferne den 28. juli.