Oscar-nomineret ny film vil udforske kultur og generation: "Er det nu os, der er de voksne?"

Interview om 'Verdens værste menneske'
Verdens værste menneske / The Worst Person in the World
(© Camera Film)

Den norske instruktør Joachim Trier har været verden rundt med sin nyeste film Verdens værste menneske, der nu endelig er landet i de danske biografer efter et år med stående bifald i Cannes, to Oscar-nomineringer og allerede stor succes på det store lærred.

'Verdens værste menneske' handler om den snart 30-årige Julie, der endnu ikke har fundet ud af, hvad hun vil, eller hvem hun vil være. I rollen som Julie ses Renate Reinsve, der vandt prisen for Bedste kvindelige hovedrolle ved sidste års filmfestival i Cannes, mens hun også modtog en BAFTA-nominering for sin præstation.

Komedie-dramaet er et portræt af det begivenhedsrige voksenliv i slut-20'erne og dets skilleveje, hvor store og definerende valg om fremtidens kurs skal træffes.

Vi mødte Joachim Trier til en snak om hans biografaktulle film, der i høj grad er baseret på hans egne oplevelser og observationer. Derfor er 'Verdens værste menneske' også blevet til et værk med høj mulighed for resonans i publikum.

Anmelder for Børsen, Michael Solgaard, skriver bl.a., at "der er så meget identifikation i 'Verdens værste menneske', at de fleste mænd og kvinder mellem 20 og 60 år i Skandinaviens storbyer kan se sig selv i hovedfigurerne."

Da vi spurgte ind til hemmeligheden bag at lave film, der resonerer i andre menneske, lagde Trier vægt på den personlige vinkel.

- Det er en underlig blanding af, at man skal finde karakterer, som mig og Eskil [Vogt, red.], som jeg skriver med, og skuespillerne også kan føle er os - og samtidig ikke os. Det skal også være noget kulturspecifikt. Den der blanding af at observere og at prøve at være nøjagtige og udforske en kultur eller en generation eller en karakter.

- Samtidig må man mentalt forstå sin karakter og det, de går igennem. For eksempel blev jeg også 30 for flere år siden og har været usikker på kærligheden og alle de ting. Men samtidig kan jeg ikke bare overføre og lave en historie om det til Julie - så Julie bliver nødt til at være en anden. 

Renate Reinsve i 'Verdens værste menneske' © Oslo Pictures

- Jeg har kendt nogle Julie'r i mit liv, og jeg har en enormt stor kærlighed til den karakter. Jeg synes, det er en fed karakter, der er fuld af entusiasme og nysgerrighed og en masse drømme og en kæmpe sky over sit hoved af forventninger. Samtidig har hun den der rejse til at erkende, at tiden er begrænset. Man kan ikke få det hele. 

- Jeg har talt med rigtig mange venner igennem årene om den der følelse om, at vi er voksne, men vi føler os ikke voksne. Er det nu os, der er de voksne?

- Jeg talte med Renate om det, som jo er på alder med Julie, og som også har betydet rigtig meget for filmen. Karakteren er skrevet for hende. Det kan vi komme tilbage til.

- Hun sagde ligesom, at det der med at blive 30, og så går man ud på en bar, og så er der nogle yngre folk, der snakker om "jer og jeres generation". What? Er vi ikke den samme generation? Det tager tid at indse, at tiden går. 

- Det har jeg jo også prøvet at finde noget humor i. Det skal ikke kun være sørgeligt. Filmen er jo alvorlig, men der skal ligesom også være noget skægt ved det.

Renate Reinsve har som sagt fået stor anerkendelse for sin rolle som Julie, og vi blev selvfølgelig nødt til at vende tilbage til Triers kommentar om, at karakteren er skrevet til hende.

- Ja! Renate havde én replik i 'Oslo, 31. august'. Vi skulle filme nogle morgenscener over flere morgener for at kunne gribe lyset, som gik lidt op hver dag for at lave en sekvens af det. Og så havde Renate kun én replik, men hun var med på settet i 7-8 dage.

- Og jeg tænkte bare, "fuck hvor er hun begavet, hvor er det fedt." Jeg følte mig så tryg ved hende på set. Hun gjorde aldrig noget forkert, og det var altid interessant, det hun gjorde i baggrunden af de her scener.

- Så tænkte jeg, at hun kommer nok til at få en eller anden kæmperolle lige om lidt. Så gik der 10 år. Ingen gav hende en hovedrolle. Hun spillede små roller, som irriterede mig nogle gange. Hovedpersonens mandlige kæreste er sammen med en anden pige, der er en trussel. Det var kun de her forskellige, underlige figurer, som jeg ikke følte gav hendes talent den respekt, hun fortjener.

Renate Reinsve, Herbert Nordrum & Joachim Trier © Christian Belgaux

- Så jeg sagde bare, okay vi skriver filmen til Renate. Og så vandt hun i Cannes. Og jeg var bare sådan, YES, nu flyver hun derud af med en masse tilbud fra Hollywood og alt muligt. Og hun skal nok tage nogle kloge valg og vælge nogle gode roller, for hun er meget håndværksmæssig dygtig og gider ikke bare spille "den kønne pige", det er kedeligt.

- Hun skal nok få nogle gode roller. Men jeg er superglad for vores samarbejde, hun har betydet rigtig meget for filmen. Det vil jeg bare sige. Det er meget Renates film også. 

Joachim Trier har skrevet manuskripterne til alle sine film i samarbejde med Eskil Vogt, som han har kendt i årevis. Da vi spurgte ind til deres arbejdsproces bærer svaret også præg af, at det er to mennesker, der kender hinanden rigtig godt.

- Det er superkaotisk, vi bliver næsten flove, når vi skal beskrive det. Det er bare to gamle venner, fra vi var teenagere, som fortsat mødes i et rum om morgenen og sidder fra 9-17 og diskuterer i et år. Og så kommer vi ud med et manuskript til sidst.

- I starten så sidder vi bare og diskuterer en blanding af film, hvad vi kan lide, hvad har vi set på det sidste, hvad kan vi lide ved film lige nu. Vi nørder ud på form-ting og den karakter og den film, og hvordan fortalte de det og sådan noget fuldstændig filmhistorisk. "Hvorfor er der ingen, der laver film om det her længere?"

- Og så taler vi også om livet. Hvordan går det, og hvad sker der med folk, vi kender. Det er det, der er materialet. Det er blandingen mellem en formalistisk nysgerrighed på, hvad er der fedt at se på det store lærred, hvad har vi lyst til at vise? Hvilke typer sekvenser ville være sjove at lave? Det er en meget formmæssig, filmkærlig måde at se det på. 

- Det blandet med hvad vi prøver at tænke på, om hvorfor er der så mange mennesker, der kender til det og det og det? Som ingen laver historier om. Den der fortabthed som vi ser rundt omkring os, hvor folk næsten ikke tør at fortælle om de små ting, fordi der er jo krig i verden - så hvorfor skal mine kærlighedssorger betyde noget?

Joachim Trier © Kasper Tuxen

- Og så samtidig sige at skal vi ikke også anerkende, at der er masser drama, der sker i det her trods alt ikke uendeligt lange liv, vi har, som handler om tilknytning, hårde valg i forhold til hvad vi skal bruge vores tid på karrieremæssigt, forventningspres, hele den der idé om identitet, som vi jo i vores tid ligesom skal vide, hvad er det vi repræsenterer og vise det frem.

- Og så føler vi stadig, at det er sådan et fucking mysterium; hvem er jeg i virkeligheden? Det er jo ikke noget, vi bliver kloge på. 

- Langsomt så kommer de her historier så om karakterer, som vi forsøger at finde sårbarheden i, for så begynder vi at blive nysgerrige på dem. 

Film skal ses i biografen. Og Trier havde også nogle specifikke grunde til, hvorfor det netop også er tilfældet med 'Verdens værste menneske'.

- [Biografen, red.] er et unikt sted at komme tæt på karaktererne. Og jeg er en karakter-historiefortæller. 

- Intimiteten, nærheden til de her mennesker, deres følelser. Jeg har virkelig brugt tid på at lave noget, der er en romantisk film. Som har store billeder og næsten sådan nogle musicalagtige sekvenser. Vi har mange sådan nogle skægge komedie-sekvenser, som jeg tror, det er fedt at sidde i en biograf og grine af sammen.

- Men også de alvorlige øjeblikke. Nærheden til karaktererne. Vi kan ikke komme så tæt på mennesker i kunst, som når vi ser det store ansigt foran os. Og det har vi tænkt meget på. Hvordan skal vi komme ind under huden på de her karakterer? Og det tror jeg biograf-rummet er en helt unik mulighed for.

Snakken faldt herefter på Triers bedste biografoplevelser nogensinde, og her fortalte han om sin nervepirrende tur på Cannes med 'Verdens værste menneske', som fik et 9 minutters langt stående bifald efter premieren.

- Når jeg er i slutfasen af klipningen, så viser jeg vanlig vis min film til en fuld biografsal nogle gange, for at sidde sammen med folk, og de fylder nogle skemaer ud om deres oplevelse, og hvad de forstår og ikke forstår. Så sidder jeg og mærker efter følelserne i salen. Og så kan jeg bare mærke, uh den sekvens skal kortes ned, eller den skal blive længere. Man sidder og regulerer lidt, fordi man kan føle stemningen i rummet.

- Denne her film er lavet færdig under pandemien, så jeg måtte ikke samle mere end 5 mennesker. Så jeg fik ikke den oplevelse. Og så bliver vi pludseligt inviteret til Cannes. 

- Vi går op ad den røde løber med skuespillerne. Renate og Herbert er der for første gang, og wow, det er kæmpestort og sjovt, og der er vægge med fotografer, 2300 mennesker sidder derinde i smoking og venter, og så fik jeg bare denne her følelse... SHIT! Det er første gang, jeg skal se denne her film med publikum. Jeg var SÅ nervøs. Jeg var næsten ikke til stede i det.

- Der var så nogen, der filmede den efterfølgende reaktion. De talte det til 9 minutters stående bifald. Og efter nogle minutter begyndte jeg bare at græde. Vi stod og tudede alle sammen. Det betød så meget for os. Vi kom ud af det der ensomme klippe- og lydmix, og skuespillerne havde bare siddet derhjemme, og så pludselig står vi der med alle de her mennesker. Det var enormt stærkt. Så det var en stor biografoplevelse.

 

'Verdens værste menneske' kan ses i biografen nu.