Cookie- og Privatlivspolitik
Fra enorme vægttab til uhyggelige proteser: Se 16 skuespilleres vildeste transformationer

Fra enorme vægttab til uhyggelige proteser: Se 16 skuespilleres vildeste transformationer

I anledning af den biografaktuelle 'Elvis'

Stem op!
43
Stem ned!
0
(reset)

Det biografiske drama Elvis handler om den ikoniske musiker og hans forhold til manageren Tom Parker. Elvis Presley portrætteres af Austin Butler, mens manageren spilles af Tom Hanks, der med hjælp fra bl.a. imponerende makeup-arbejde har transformeret sig til rollen.

I den forbindelse kigger vi på 16 andre skuespillere, der er lykkedes med kunsten at forvandle sig til deres roller - nogle af dem til uigenkendelighed.

Find dine billetter til 'Elvis' her:

'Elvis' er instrueret af Baz Luhrmann, der især er kendt for sine ekstravagante, romantiske dramaer heriblandt Moulin Rouge!, The Great Gatsby og Romeo + Juliet.

'Elvis' har biografpremiere den 23. juni.

Du finder de 16 skuespillere og deres vilde transformation herunder:


John Hurt i 'The Elephant Man'

The Elephant Man er et historisk drama, der bygger på den sande historie om John Merrick (1862-1890), som var en deform mand, der blev kaldt elefantmanden.

John Hurt, som bl.a. er kendt fra Alien og 1984, er slet ikke til at kende i rollen som elefantmanden. Proteserne, der er brugt i filmen, er lavet én til én ud fra den virkelige John Merricks skelet, som er blevet præserveret i medicinsk øjemed.

Jim Carrey i 'Grinchen - Julen er stjålet'

Jim Carrey behøver ingen udklædning for at gå all in på en rolle. Kamæleonen Carrey har nemlig lagt gummiansigt til flere ikoniske karakterer i film som The Mask, Ace Ventura: Pet Detective og Dumb & Dumber. Alligevel gik komikeren hele vejen med julens skurk, den famøse Grinch.

Som med mange af Carreys roller finder man også her en meget kropslig præstation med nøje udvalgte ansigtsudtryk, dans og stemme. Grinchens dragt er lavet af spandex beklædt med oksehår, en dragt Carrey fandt særdeles ubehagelig.

Nicole Kidman i 'The Hours'

Der skulle ikke meget mere til end en næseprotese, før Nicole Kidman blev forvandlet til Virginia Woolf i The Hours - og naturligvis hendes skuespillertalent. I den melankolske rolle leverer Kidman nemlig en af karrierens bedste portrætter, der indbragte hende en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle.

Kidman indtog rollen med bravur, men ønskede dog ikke at imitere Woolfs stemme og dialekt af frygt for, at det blev for komisk. I stedet snakkede Kidman lidt dybere og med hæs stemmeføring, iførte sig paryk og næseprotese samt lærte at skrive med højre hånd, så alle close-ups af Woolfs skriverier er Kidman.

Nick Stahl i 'Sin City'

Frank Millers ikoniske tegneserie Sin City blev filmatiseret af Miller selv i samarbejde med Robert Rodriguez. I rollen som en af filmens mest afskyelige karakterer, Roark Jr. aka Yellow Bastard, ses Nick Stahl, der er fuldstændig uigenkendelig som den sadistiske og pædofile morder.

Ikke nok med at skuespilleren ændrede sit kropssprog, har han også en falsk mave, proteser på hovedet og selvfølgelig den særprægede gule farve.

Bill Skarsgård i 'It' del 1 og 2

Som barn nummer fire ud af otte i Skarsgård-klanen, var Bill Skarsgård mest af alt kendt for sit efternavn, inden han indtog rollen som den ikoniske Stephen King-klovn Pennywise i de to It-film fra 2017 og 2019.

Inden rollen havde Skarsgård trænet med et slangemenneske, iført sig paryk samt hoved- og tandprotese, der fik ham til at savle. Pennywises skræmmende smil er svenskerens egen kreation, som han fandt på for at skræmme sine brødre, da de var børn. Dertil kunne han bevæge sine øjne i forskellige retninger, hvorfor der ikke er brugt CGI i flere af de ubehagelige close-ups.

Doug Jones i bl.a. 'Pans Labyrint'

Den garvede Doug Jones har stor erfaring med både omfattende udklædning, vild kropskontrol og gruopvækkende karakterer, som det bl.a. ses i film som Hellboy og The Shape of Water. I Guillermo del Toros Pans Labyrint indtager Jones hele to roller.

Som Faun bar Jones både en omfattende og restriktiv dragt i flere ubevægelige dele samt horn, der vejede fem kilo. De blev påført til allersidst for at undgå nakkeproblemer.

Som The Pale Man skulle Jones iføres en noget blødere dragt, der var lavet i flere dele for at øge den ubehagelige karakters bevægelighed. Jones kunne dog kun se ud igennem næseborene på masken.

Matthew McConaughey i 'Dallas Buyers Club'

I Dallas Buyers Club spiller Matthew McConaughey den HIV-positive Ron Woodroof, der tager kampen op mod den amerikanske medicinalindustri.

McConaughey tabte over 20 kilo med en diæt bestående af æggehvider, fisk og vin som forberedelse. Hans imponerende indsats gav Oscar-pote for McConaughey, der vandt en Oscar for sin rolle.

Warwick Davis i Harry Potter-filmene

Warwick Davis har været med i alle otte Harry Potter-film, hvor han har spillet tre forskellige roller. Første introduktion til Davis var som Goblin Bankens bankkasserer, dernæst som Professor Flitwick (som ændrede udseende undervejs i de otte film) og som Griphook.

I rollerne skulle Davis iføre sig proteser, falske ører, skaldepande, diverse parykker og gebis. Som Flitwick tog det to makeup-artister fire timer at iføre ham kostumet. Som bankkasseren tog det ligeledes fire timer at komme i kostumet, der bl.a. bestod af store kontaktlinser og en tandprotese.

Gary Oldman i 'Bram Stoker’s Dracula', 'Hannibal' og 'Darkest Hour'

Gary Oldmans karriere har i den grad budt på mange alsidige roller, bl.a. som skurk i film som Léon, True Romance og The Fifth Element, mens Oldman også har undergennemgået vilde transformationer op til flere gange.

Det ses bl.a. i gyserfilmen Bram Sroker's Dracula, hvor Oldman spiller titelrollen. Udover diverse kostumeskift og proteser fik Oldman stemmetræning, der gjorde hans stemme en oktav lavere, så han lød mere ildevarslende.

I Hannibal, efterfølgeren til The Silence of the Lambs, spiller Oldman Mason Verger, der er dyreplager og pædofil. Under et psykedelisk trip - foranlediget af Hannibal Lecter - skærer Verger sit eget ansigt af, fjerner sit ene øje og spiser sin egen næse.

Som Winston Churchill i dramaet Darkest Hour er Oldman endnu engang ugenkendelig, med bl.a. 'fatsuit', skaldepande samt ændret stemmeføring og dialekt. Rollen som den karismatiske leder indkasserede ham en Oscar for Bedste mandlige hovedrolle.

Tilda Swinton i 'Snowpiercer', 'The Grand Budapest Hotel' og 'Suspiria'

Der findes få kamæleoner som Tilda Swinton. Skuespilleren transformerer sig fuldstændig til et væld af roller. Listen af film tæller bl.a. Bong Joon-Hos Snowpiercer, hvor spiller Swinton spiller den grusomme Mason, hvilket indebærer proteser, paryk og gebis. Det tog mere end to timer i makeupstolen.

Swinton undergik også en vild transformation til sin rolle i Wes Andersons The Grand Budapest Hotel. Her spiller hun den mystiske hotelejer, hvis kostume krævede både ændring i kropsholdning, paryk, proteser og kontaktlinser. Det krævede fem timer i makeupstolen for at blive den 84-årige Madame D.

I gyser-genindspilningen Suspiria spiller Swinton hele tre roller: Madame Blanc, Helena Markos og den gamle mand Dr. Josef Klemperer.

I rollen som den ældre herre er skuespilleren så godt som uigenkendelig bag masken. Makeuppen tog omkring fire timer hver dag at få på - med paryk, briller og proteser, der bl.a. gjorde hendes hals og kæbe bredere. Swinton bar desuden en særlig protese i form af penis og testikler, selvom det ikke vises i filmen.

Colin Farrell i 'The Batman'

Colin Farrell er som Batmans fjende The Penguin ikke til at genkende i The Batman. Ja, faktisk heller ikke, selvom man ved, at det er ham. Her trak skuespilleren da også helt retfærdigt allerede overskrifter for sin store forvandling til hærdet gangster forud for filmens premiere.

Farrells omstændelige forklædning inkluderer bl.a. en vægtøgning samt en 'fatsuit', videre til diverse proteser og en tyk New York-dialekt. Han er frygtindgydende.

Jessica Chastain i 'The Eyes of Tammy Faye'

Jessica Chastain er som forvandlet i rollen som tele-evangelisten Tammy Faye i The Eyes of Tammy Faye. For udover bl.a. en 'fatsuit' og proteser toppede den smukke Hollywood-stjerne looket af med lange negle, højt hår og absurde mængder makeup og selvbruner.

Rollen som Faye udløste en Oscar for Bedste kvindelige hovedrolle, mens stjernen desuden har udtalt, at den megen make-up måske har ødelagt hendes hud for altid.

Robert De Niro i 'Raging Bull'

Som forberedelse til rollen som Jake Lamotta i Martin Scorseses Raging Bull trænede Robert De Niro sig i topform. Så god form at den rigtige Lamotta var overbevist om, at De Niro kunne have bokset professionelt på det tidspunkt.

Filmens afslutning krævede dog endnu en vild transformation af De Niro, der tog hele 30 kilo på, hvilket lukkede produktionen ned i fire måneder. Det må man kalde dedikation. De Niro vandt da også en Oscar for sin vilde præstation.

Christian Bale i 'American Psycho', Batman-trilogien, 'The Machinist', 'American Hustle' og 'Vice'

En skuespiller, der virkelig har gjort det til et personligt kendetegn at gennemgå kropslige forvandlinger til sine roller, er Christian Bale. Til film som American Psycho og Batman-trilogien trænede Bale sig til en massiv muskelmasse. Modsat tabte han sig til roller i bl.a. The Fighter og især The Machinist, hvor han tabte sig op mod 30 kilo.

Senere i karrieren har han også haft roller i American Hustle og Vice, hvor han har taget 20 kilo på - særligt omkring maveregionen. I 'Vice' skulle Bale også bruge timevis hos sminkøren for at komme til at ligne den tidligere vicepræsident Dick Cheney.

Charlize Theron i 'Monster', 'Tully' og 'Bombshell'

En sand mester udi forvandlingens kunst må siges at være Charlize Theron, der i flere af sine roller har været nærmest uigenkendelig.

I Monster tog hun 15 kilo på, afblegede sine øjenbryn og gik med tandproteser. En præstation der sikrede hende en Oscar. Til sin rolle i Tully tog hun næsten 25 kilo på, hvilket hun har udtalt, var ved at give hende en depression. I Bombshell spiller Theron nyhedsværten Megyn Kelly, hvor hun ved hjælp af proteser og makeup tog sig ret så anderledes ud.

Jared Leto i 'Dallas Buyers Club', 'Chapter 27' og 'House of Gucci'

Der er gennem tiden faldet sin del af Oscars af til skuespillere med vilde transformationer. Bl.a. finder man her Jared Leto, der i Dallas Buyers Club spiller den transkønnede aids-patient Rayon, hvilket altså udløste en Oscar. Han måtte gennemgå en større forvandling forud for optagelserne, da han tabte sig næsten 15 kilo og barberede samtlige hår af sin krop.

Leto har også tidligere spillet roller, der krævede en fysisk transformation. I Chapter 27, hvor Leto spiller Mark David Chapman - manden, der dræbte John Lennon - tog skuespilleren næsten 35 kilo på. Det resulterede i, at han flere gange måtte køres rundt i en kørestol, da hans krop var i chok over den nye belastning.

I Ridley Scotts House of Gucci spiller Leto Paulo Gucci. En rolle der krævede seks timer hos makeup-artisten inden optagelserne. Samtidig har Leto udtalt, at han sniffede tomatsovs og havde olivenolie i blodet for at leve sig ind i den italienske rolle.

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
 
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.