Legendarisk gysermester er blodigt tilbage i biografen med sin første film i 10 år

Der venter en række enestående biografoplevelser i juni
Dark Glasses Dario Argento
(© Dark Glasses (Urania Pictures S.r.l.))

Hvis du har mulighed for at besøge biografen Grand Teatret i København i juni måned, så venter der en håndfuld helt unikke særvisninger af en række italienske film under titlen 'Cinema Made in Italy'.

Her bliver der fra den 12. til 15. juni således vist syv titler fra Italien plus en bonusfilm den 19. juni. Alle med unikke enkeltvisninger. Så det er altså med at slå til. Se det fulde program herunder. Forsalget er startet.

Blandt filmene finder man bl.a. et krigsdrama, en eventyrfilm, eksistentielle kriser og en frygtløs kvinde samt ikke mindst den italienske gysermester Dario Argentos første film i 10 år (!).

Argento er manden bag genredefinerende værker som gialloen Profondo Rosso fra 1975, en snørklet krimithriller han fulgte op med den kulørte og overnaturlige gyser Suspiria i 1977.

LÆS OGSÅ: Hurra! Den italienske skrækmester Dario Argento fylder rundt

Den 82-årige auteurs biografaktuelle film har titlen Dark Glasses, hvor blodet atter får lov at sprøjte løs.

Filmen udspiller sig i Rom, hvor en seriemorder har et særligt øje til prostituerede, som han myrder med sin cellostreng.

En kollega til de myrdede jages desuden nu af morderen men ender i et trafikuheld, som koster hende synet. Det forhindrer hende dog ikke i at sætte sig op imod morderen.

Instruktørens datter, Asia Argento, er også at finde på rollelisten, hvilket også har været tilfældet med andre af skrækmesterens film.

Programmet for 'Cinema Made in Italy' er som følger. Klik på titlerne for mere information og billetter.

Den 12. juni kl. 19.00: Freaks Out af Gabriele Mainetti
Den 13. juni kl. 19.00: Leonora addio af Paolo Taviani
Den 13. juni kl. 21.00: A Chiara ('Chiaras valg')
Den 14. juni kl. 19.00: Tre piani ('Three Floors') af Nanni Moretti
Den 14. juni kl. 21.15: Dark Glasses ('Occhiali Neri') af Dario Argento
Den 15. juni kl. 19.00: Una femmina - The Code of Silence af Francesco Costabile
Den 15. juni kl. 21.30: Il materiale emotivo ('En boghandel i Paris') af Sergio Castellitto
Bonus-film: 19. juni kl. 19.00: Gomorra - director’s cut