Få overblikket: Hollywood-stjerner både sviner og forsvarer Marvel-film

Endnu en skuespiller tilslutter sig debatten
Billede
(© Disney ©)

Marvel-film har igennem mange år været en omdiskuteret genre indenfor filmverden – er det højkulturel kunst eller bare overfladisk mainstream kultur?

Igennem de senere år har nogle af filmindustriens største instruktører været ude med riven, når det kommer til det efterhånden noget omfattende Marvel Cinematic Universe.

I 2019 meddelte Martin Scorsese IndieWire, at han ikke så Marvel-film, da han ikke anser det for at være filmkunst:

- Ærlig talt, lige så godt lavet, som de er, og med så dygtige skuespiller, som gør det bedste de kan under omstændighederne, kommer jeg til at tænke på forlystelsesparker.

- Det er ikke filmkunst med mennesker, der forsøger at gengive en følelsesladet, psykologisk oplevelse over for et andet menneske.

Samme år kom Francis Ford Coppola på banen med sin kritik, da han erklærede sig enig med Scorsese til Yahoo!News:

- Når Martin Scorsese siger, at det ikke er filmkunst, har han ret, for vi lærer noget af filmkunst, vi forventer at få noget ud af det, en eller anden form for indsigt, viden, inspiration… Jeg ved ikke, hvad folk får ud af at se den samme film igen og igen.

- Martin var flink, da han sagde, at det ikke var filmkunst. Han sagde ikke, at det var afskyeligt, men det gør jeg, fortsatte Coppola.

LÆS OGSÅ: Marvel-stjerne har afsløret hemmeligheder de sidste 8 år: "Ingen er blevet sure på mig endnu"

I 2021 udtalte Dune-instruktøren Denis Villeneuve sig også negativt om Marvel-film til The Direct:

- Måske er problemet, at vi står overfor for mange Marvel-film, som bare er klippet og klistret sammen af tidligere film. Måske denne type film har gjort os til zombier.

Villeneuve gik dog også i en lidt anden retning og forsvarede det kunstneriske indhold, man kan finde i film med store budgetter:

- Hvem har sagt, at en film med et stort budget ikke kan være kunstnerisk relevant? Her tænker jeg på folk som Christopher Nolan og Alfonso Cuarón.

Det er lidt samme tilgang Ethan Hawke har taget til debatten i et klip fra 2018, der for nyligt har vundet indpas på Twitter. Her forsvarer han Marvel og opfordrer til, at man ser dem i et andet lys:

- Jeg elsker superhelte-film. Jeg elsker arthouse-film. Jeg mener ikke, at der er en forskel på høj kunst og lav kunst.

- Der er film, som folk har lagt hele deres hjerte i at lave, og der er film, som folk har lagt alle deres penge i at lave. Og dem jeg kan lide, er dem, hvor folk har lagt deres hjerte i at lave dem, og det kan man mærke i en superheltefilm eller i en arthouse-film.

LÆS OGSÅ: Se billedet: Guardians of the Galaxy-stjerne er færdig i Marvel-universet

Moon Knight-skuespilleren fortsatte sin snak om Marvel, hvor han opfordrer unge mennesker til at udvide deres horisont:  

- Jeg jokede, at hvis 'Logan' og 'Dark Knight' og 'Doctor Strange' er fantastiske kunstfilm, hvad så med 'Fanny og Alexander'?

- Det er nogle af mine yndlingssuperheltefilm – 'Logan', 'Doctor Strange', 'Dark Knight' – det er fede film. Men det er ikke de eneste film, og i dag vokser unge mennesker op og tror, at det er alt, hvad der er af film.

- Jeg så 'Logan', fordi alle sagde, at det var en fantastisk film. Hvor jeg tænkte, ”nej, det er en glimrende superheltefilm." Der er en forskel, men store selskaber tror ikke, at der er en forskel, fordi de gerne vil tjene penge på det.

LÆS OGSÅ: Sådan er Marvel-tidslinjen i kronologisk rækkefølge

I anledning af premieren på Doctor Strange in the Multiverse of Madness har Elizabeth Olsen også udtalt sig til The Independent om kritikken af MCU, som hun mener er for hård:

- Det er nogen af de mest fantastiske set designere, kostume designere og kameraoperatører, og at nedgøre dem med den slags kritik fjerner anerkendelsen af alle de mennesker, som laver prisværdigt arbejde, og som også arbejder på disse film.

Olsen anerkender dog, at Marvel-film ikke som sådan udfordrer én som skuespiller:

- Fra en skuespillers synspunkt, whatever, jeg forstår hundrede procent, at der er forskellige typer af præstationer, man ser. Men at smide Marvel under bussen er at nedgøre hundredvis af talentfulde folk i crewet.

Du kan stadig se Doctor Strange in the Multiverse of Madness i biografen, samt nyde Ethan Hawkes samspil med Oscar Isaac i Marvel-serien Moon Knight på Disney+.