Events i maj: Kom til forpremiere på ventede storfilm og oplev elskede klassikere i biffen

Biografernes særforestillinger
Downton Abbey En ny æra
(© Downton Abbey: En ny æra (UIP))

Selvom maj byder på sol og sommertemperaturer, er der ingen grund til at springe biografturen over. Biografernes særvisninger og events byder nemlig her på en lang række af unikke oplevelser, populære film og spændende Q&A's.

Der venter i maj måned således særvisninger af nye film og gamle klassikere, videre til gallapremierer, eksklusive interviews, opera og en hyldestaften til ingen ringere end Nicolas Cage.

Herunder finder du biografernes events i maj:

20th Century Studios

Særvisning af Døden på Nilen i 70 mm.

'Døden på Nilen' transporterer publikum tilbage til 1930'erne og genskaber mange af de steder, der tjente som inspiration til Agatha Christies glamourøse high-society thriller.

Den belgiske mesterdetektiv Hercule Poirot tager på egyptisk eventyr ombord på et glamourøst dampskib. Turen tager hurtigt en uhyggelig drejning, da en idyllisk bryllupsrejse ødelægges af en række voldelige dødsfald.

Den morderiske historie udspiller sig i et episk landskab fyldt med farer og chokerende twists.

Vises den 1. maj i Gentofte Kino.

 

Særvisning af Panserslaget ved Ardennerne i 70 mm.

70 mm-eksperten Thomas Hauerslev introducerer netop 70 mm-formatet, hvorefter filmen vises.

'Panserslaget ved Ardennerne' skildrer den tyske krigsmaskines sidste desperate forsøg på at slå tilbage, da de allierede var godt i gang med at styrke grebet om nazisterne fra alle sider.

Rollebesætningen består af en sand perlerække af skuespillere, bl.a. Henry Fonda, Robert Ryan, Robert Shaw og Charles Bronson.

Vises den 1. maj i Gentofte Kino.

 

Samtalesalon i Esbjerg - De forbandede år 2 med Anders Refn

Instruktøren Anders Refn indtager "Samtalesalonen" efter visningen af 'De forbandede år 2'. Her vil der tales og diskuteres om tiden under 2. Verdenskrig i Danmark bragt til live af kulisser fra tiden, hvor der også bliver plads til en masse spørgsmål fra publikum.

Esbjerg Broen sørger for hygge og stemning, hvor der bydes på Rich's Kaffe og havregrynskugler, hvilket giver en snært af tiden "dengang".

Vises den 2. maj i NFB Esbjerg Broen.

 

UIP

Forpremiere på Bad Guys - De er super barske

Animationsfilmen handler om de fem venner Hr. Ulv, Don Piranha, Mister Haj, Tarantula og Sir Slange, der sammen udgør en berygtet og eftersøgt forbryderbande. Men måske de skal hænge røverierne på hylden og arbejde i den gode sags tjeneste i stedet for?

Til forpremieren uddeler Nordisk Films Biografer mini-plakater med sjove aktivitetsark.

Vises den 3. maj i NFB Aalborg City Syd, Aalborg Kennedy, Aarhus C, Esbjerg Broen, Falkoner, Field’s, Frederikssund, Herning, Hillerød, Kolding, Køge, Lyngby, Nykøbing Falster, Næstved, Odense, Palads, Randers, Taastrup, Viborg Fotorama og Waves.

 

Eksklusiv visning af dokumentaren Medina

Se det intime og personlige portræt af den danske sanger og stilikon Medina. Dokumentarfilmen undersøger, hvordan livet former en kvinde i konstant spotlys, der bare ønsker at blive elsket for den hun er samt den kunst, hun laver.

Vises den 3. maj i NFB Aalborg Kennedy, Esbjerg Broen, Frederikssund, Herning, Hillerød, Kolding, Køge, Lyngby, Nykøbing Falster, Næstved, Randers, Taastrup, Viborg Fotorama og Waves.

 

Discovery+

Gallapremiere på dokumentaren Medina i Imperial med besøg af sangerinden

Se dokumentarfilmen om den danske popdronning Medina. Filmen er et intimt og personligt portræt af en kvinde, som konstant er i pressens søgelys. Stjernen ønsker bare at blive elsket for den, hun er - og for den kunst, hun laver.

Der vil blive serveret en forfriskning, når dørene åbner, samt en goodiebag. Filmen introduceres inden visningen, hvorefter der er en Q&A med Medina og filmens instruktør Kaspar Astrup Schröder.

Vises den 3. maj i NFB Imperial.  

 

Fransk forpremiere: Délicieux

Gentofte Kino inviterer til forpremiere på det medrivende og muntre franske komediedrama 'Délicieux' om Frankrigs første restaurant. 'Délicieux' leverer således et veldækket bord med stærke følelser, erotik og humor i et forrygende højt tempo.

Den stolte kok, Pierre Manceron, må på turbulent vis forlade sit gamle job og lægger nu alt, hvad der hedder madlavning bag sig. Da en smuk ung kvinde imidlertid dukker op på hans gård og ønsker at være mesterkokkens lærling, finder Manceron forklædet frem igen.

Dette fører til åbningen af Frankrigs første restaurant samtidig med, at revolutionens vinde begynder at blæse igennem landet.

Vises den 4. maj i Gentofte Kino.

 

Klassisk børnefilm: Dyrene i Hakkebakkeskoven

Animationsfilmen 'Dyrene i Hakkebakkeskoven' er baseret på børnebogsklassikeren af Thorbjørn Egner. Sammen med Gentofte Bibliotek har Gentofte Kino skræddersyet et program med gode klassiske børnefilm, som du også kender fra bøger og tegneserier.

Klatremus og Morten Skovmus bor sammen med alle deres dyrevenner, men Mikkel Ræv har en kedelig tendens til at ville spise de mindre dyr. Med hjælp fra den store Bamsefar får Morten Skovmus indført en lov om, at man ikke må spise hinanden i skoven.

Vises den 7. maj i Gentofte Kino.

 

Forpremiere: Bad Guys - De er super barske

Så er der forpremiere for hele familien, når animationsfilmen 'Bad Guys - De er super barske' bliver vist på de store lærreder.

Banden Bad Guys består af fem berygtede venner: Hr. Ulv, Don Piranha, Mister Haj, Tarantula og Sir Slange. De har med deres ufattelige antal røverier været verdens mest eftersøgte skurke. Man da de bliver fanget, laver Hr. Ulv en aftale, som skal komme dem alle fem til gode: Banden vil nu fremover kun gøre gode gerninger. Kan de mon overholde det?

Filmen er baseret på den australske forfatter Aaron Blabeys børne- og ungdomsserie 'The Bad Guys' og har dansk tale af bl.a Pilou Asbæk og Simon Stenspil.

Vises den 7. maj i CinemaxX København og Aarhus samt Vue Rosengård.

 

Another World Entertainment

Filmklassiker: Mine aftener i Paradis

Giuseppe Tornatores klassiker springer mellem filminstruktøren Salvatore di Vitas barndom og hans nutid i starten af 1980'erne, hvor han får at vide, at hans mentor, operatøren Alfredo, er gået bort.

Som lille dreng deler Salvatore sin tid mellem kirken, som alterdreng og biografen. Magien i Cinema Paradiso fortryller drengen, ligesom Alfredo også gør.

Filmen vandt en Oscar for Bedste udenlandske film i 1989. Musikken er desuden komponeret af legendariske Ennio Morricone.

Vises den 8. maj i Gentofte Kino.

 

Operakino: Andréa Chénier

Det var et drømmeteam i instruktøren Philipp Stölzls produktion af 'Andréa Chénier', der har superstjernerne Jonas Kaufmann, Anja Harteros og Luca Salsi i de ledende roller.

'Andréa Chénier' er Umberto Giordanos operasucces om virkelighedens Chénier, der 32 år gammel blev henrettet under den franske revolution, kun tre dage før regimets endeligt samt hans elskede, der følger ham til guillotinen og redder livet for en anden kvinde.

I fængslet skrev Chénier en række betydelige digte og over disse digte skabte librettisten Luigi Illica en effektfuld libretto, som blev et forstudie til hans libretto til Puccinis 'Tosca'.

Vises den 8. maj i Gentofte Kino.

 

Hollywood Pictures

Nicolas Cage hyldestaften med visning af The Rock

Den ikoniske skuespiller fortjener at blive hyldet, hvorfor filmpodcasten Filmnørdens Hjørne afholder og optager et talkshow om Nicolas Cage. Nogle ser ham som en overspillende spradebasse med vigende hårgrænse og alt for mange læderjakker med dyreprint i klædeskabet. Filmnørdens Hjørne ser ham som en af Hollywoods mest enigmatiske, frygtløse og sejlivede skuespillere nogensinde.

Med en række af store film har Cage cementeret sig som en levende legende, der er en hyldestaften værdig. Det sker live i CinemaxX i København - og det bliver live-streamet til CinemaxX i Aarhus. Festlighederne kulminerer med en episk visning af actionbraget 'The Rock' fra 1996.

Vises den 9. maj i CinemaxX København og Aarhus.

 

Brød, bog og bio i Næstved - Helligdag

Arrangementet omhandler filmen 'Helligdag', der er baseret på bogen 'Mothering Sunday' af Graham Swift.

Man mødes i loungen til en kop kaffe eller te og taler lidt om bogen samt forfatteren, hvorefter filmen vises. Når filmen er slut, byder NFB Næstved på en let anretning og debat om bogen vs. filmen.

Vises den 9. maj i NFB Næstved.

 

Q&A med Medina til visningen af dokumentarfilmen Medina

I anledning af den eksklusive visning af dokumentarfilmen Medina, får NFB Aarhus C og Odense fornemt besøg af den danske popstjerne Medina. Her vil sangerinden introducere filmen samt deltage i en Q&A med filmens instruktør Kaspar Astrup Schröder.

Vises den 10. maj i NFB Aarhus C samt den 11. maj i NFB Odense.

 

Enestående aften med musikken - Nick Cave & Warren Ellis: This Much I Know to be True

Nordisk Films Biografer inviterer til en eksklusiv aften i selskab med musikeren og multikunstneren Nick Cave, når koncertfilmen 'This Much I Know to be True' vises.

Nick Cave og bandkammeraten Warren Ellis leverer en rørende og bragende smuk film-performance, når de leverer en perlerække af numre fra de seneste to plader 'Ghosteen' og 'Carnage'.

De to musikere har slået sig sammen med filmskaberen Andrew Dominik for at udvikle en koncertoplevelse kun for kameraet - og nu et heldigt biografpublikum.

Vises den 11. maj i NFB Aalborg Kennedy, Aarhus C, Field's, Kolding, Lyngby, Odense og Palads.

 

Nordisk Film

Midt om natten - inkl. introdebat med Søren Pind og Jens Kramer Mikkelsen

Gentofte Kino inviterer til særvisning af Erik Ballings elskede 'Midt om natten'. Inden filmen vil Søren Pind og Jens Kramer Mikkelsen samt forfatter og kulturjournalist Niels Frid Nielsen fortælle om deres kamp om borgmestermagten og deres fælles kærlighed til København.

Inden filmen får Pind og Kramer dertil lov til at svare på, om de har fjernet sjælen fra det gode, gamle København, som Balling hylder i den snart klassiske slumstormer-film med Erik Clausen og Kim Larsen i to af hovedrollerne. Der serveres et glas vin inden visningen.

Vises den 11. maj i Gentofte Kino

 

Forpremiere: Downton Abbey: En ny æra

Endelig er det historiske drama om familien Crawley og deres trofast tjenerstab tilbage. Gentofte Kino byder velkommen til forpremieren på en af årets mest ventede film - og i anledningen af Store Bededag serveres der varme hveder inden filmstart.

Arv og gæld mødes atter på det smukke Downton Abbey. For at skaffe penge til en meget tiltrængt reparation af slottets tag, indvilliger Lady Mary i at lade et filmhold bruge ejendommen som filmkulisse.

Vises den 13. maj i Gentofte Kino.

 

Copenhagen Asian Film Festival

Den asiatiske filmfestival i København viser nye og ældre film, retrospektive-visninger samt klassikere og mindre kendte titler.

Der er bl.a. film fra den kritikeroste instruktør Chan-Wook Park, videre til film med instruktør- og skuespiller-legenden Sonny Chiba.

Der vises således film fra både Kina, Japan og Korea, videre til Indonesien, Filippinerne og Vietnam i en håndfuld af københavnske biografer.

Vises den 15.-22. maj i flere biografer i København - se hele programmet her

 

Filmklassiker: Grand Prix med oplæg af Jes Dorph-Petersen

Gentofte Kino inviterer til visning af John Frankenheimers mesterværk fra 1966. Med oplæg fra Jes Dorph-Petersen, som så filmen første gang i Bellevue Teatret i sommeren 1967. Han var så begejstret, at han bare måtte se den igen dagen efter.

Filmen følger den amerikanske formel-1 kører Pete Aron i Monaco-grandprixet, hvor han er skyld i et uheld, der sender briten Scitt Stoddard på hospitalet. Aron fyres fra sit hold, men får en ny chance hos den japanske industrialist Yamura.

Den charmerende, franske veteran Sarti og den italienske hanekylling Barlini kæmper ligeledes om VM-titlen.  

Vises den 18. maj i Gentofte Kino.

 

UIP

Forpremiere: Downton Abbey: En ny æra

De er hermed inviteret til en festlig forpremiere på et storslået drama. Familien Crawley og deres trofaste tjenestestab vender nemlig tilbage til det store lærred med 'Downton Abbey: En ny æra'.

Denne gang udspiller dramaet sig både i Sydfrankrig og i de velkendte omgivelser på Downton Abbey, hvor intriger, fortidens mysterier og Hollywood kalder. Der er med andre ord lagt op til både drama, kærlighed og familiefejde på godset.

Der er velkomst i biografens foyer med et glas bobler og en lille sød petit four, hvorefter filmen vises.

Vises den 18. maj i CinemaxX København og Aarhus, samt Vue Rosengård.