Er Will Smiths karriere slut? Filmprojekter droppes på stribe

Oscar-skandalen får konsekvenser
Billede
(© Warner Bros. )

Efter Will Smith gav Chris Rock den efterhånden famøse lussing til Oscars den 27. marts i år, har man afventet, hvilke konsekvenser det ville få for en af verdens største filmstjerner.

Akademiet har udtalt, at de laver en formel undersøgelse af sagen, som vil føre til sanktioner over for Will Smith. Omkring en uge efter hændelsen trak Smith sig fra akademiet og udtalte bl.a.:

- Min opførsel til det 94. Academy Awards var chokerende, smertefuld og utilgivelig. Listen over dem jeg har såret er lang og inkluderer Chris, hans familie, mange af mine venner og mine kære, alle dem der deltog og det globale publikum derhjemme.

LÆS OGSÅ: Will Smith stod for Oscar-showets mest ubehagelige øjeblik: Slår komiker på direkte tv

Smith kan dermed stadig nomineres til en Oscar og deltage i ceremonien, men han har ikke længere mulighed for at stemme. Det er derfor mere en symbolsk handling end en egentlig straf.

Ergo har det ikke haft større konsekvenser for Smith indtil videre, men det ser ud til at ændre sig. Nu melder en række medier om, at flere af Smiths kommende projekter er sat på hold.

Ifølge The Hollywood Reporter er Netflix-produktionen 'Fast and Loose' nu sat på standby på ubestemt tid. Kort tid forinden Oscar-uddelingen trak instruktøren David Leitch sig fra projektet til fordel for filmen 'Fall Guy' med Ryan Gosling, og der er derfor ikke længere nogle større navne tilknyttet projektet. 

LÆS OGSÅ: Her er Oscar-vinderne 2022: Særligt én begivenhed overskyggede alt 

Bad Boys 4 har længe været på tapetet efter de tre tidligere films overvældende succes. Smith modtog endda 40 sider af manuskriptet kort før Oscar-uddelingen. Projektet er dog sat på hold for nu.

Derudover har der også været en biografisk film om Will Smith på tapetet. Flere store selskaber har budt ind på den, men både Apple og Netflix har nu trukket sig.

Smith har derudover et Apple+ projekt i støbeskeen. Filmen 'Emancipation' er allerede i post-produktion og står til at få premiere i løbet af 2022. Spørgsmålet er nu, om det stadig er planen, eller om filmen udskydes eller helt skrottes.

Ifølge comicbook.com falder dommen af akademiets undersøgelse den 18. april, hvor de meddeler, hvad straffen for Will Smiths lussing bliver.