Daniel Radcliffe afviser ikke at lave en ny Harry Potter-film - men sætter en tidsbegrænsning

Skuespilleren laver en Star Wars-sammenligning
Harry Potter, Daniel Radcliffe
(© Warner Bros.)

Harry Potter-filmene kunne sidste år fejre intet mindre en 20 år (!), da den første film om troldmanden havde premiere i 2001, mens sidste del i sagaen udkom i 2011.

Det er som bekendt Daniel Radcliffe, der har spillet den elskede Harry Potter i alle otte film. Skuespilleren har siden sit sidste sving med tryllestaven været at finde i en række andre og ret så alsidige roller i bl.a. filmens verden.

Han har bl.a. både været at finde i gyset The Woman in Black og med horn i panden i den sortkomiske 'Horns', videre til et pruttende lig i den groteske Swiss Army Man og med pistoler fastmonteret på hænderne i den vanvittige 'Guns Akimbo'.

Forude venter endvidere en noget umage rolle som den skøre musiker og satiriker Weird Al Yankovic i den biografiske film 'Weird: The Al Yankovic Story'.

LÆS OGSÅ: Daniel Radcliffe afslører sin egen (overraskende) Harry Potter-favoritfilm

Hvordan står det mon så til med tanken om at vende tilbage til sin ikoniske rolle som Potter?

Det bliver ikke lige nu. Det selvom der har været tale om en filmatisering af teaterstykket 'Harry Potter and the Cursed Child'.

Det fortæller Radcliffe i et nyt interview. Det skriver The Hollywood Reporter:

- Jeg er ved at nå et punkt, hvor jeg føler, at jeg kom ud af Potter ok, og jeg er virkelig glad for, hvor jeg er nu, og at vende tilbage ville være en massiv ændring af mit liv.

SE OGSÅ BILLEDERNE: Mads Mikkelsen indtager Harry Potter-universet 

Fans af Radcliffes Potter får dog ikke helt slukket håbet om et comeback med den 32-årige skuespiller i rollen som troldmand:

- Jeg vil aldrig sige aldrig. Star Wars-gutterne (guys, red.) havde omkring 30, 40 år, før de vendte tilbage. For mig er der kun gået 10. Det er ikke noget, jeg er rigtig interesseret i at lave lige nu.

Her henviser Radcliffe naturligvis til, at Harrison Ford, Carrie Fisher og Mark Hamill aka Han Solo, Leia Organa og Luke Skywalker vendte tilbage til Star Wars-universet med The Force Awakens i 2015.

Så hvis vi skal vente mindst 30 år på Radcliffes comeback, er det meget rart, at J.K. Rowlings eventyrlige univers bringes til live i andre sammenhænge.

Ikke mindst i den kommende Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder, der har biografpremiere den 7. april i år. Forsalget til den starter 22. marts kl. 10:00 her på kino.dk.