Instruktør langer ud: Marvel og Star Wars ødelægger filmindustrien

Hvor er originaliteten?
Spider-Man Tom Holland
(© Sony Pictures)

Hvis der er nogen, som er god til at smadre ting på film, er det ødelæggelsernes mester Roland Emmerich. Tænk blot på film som Independence Day, 2012 og The Day After Tomorrow.

Instruktøren er snart biografaktuel her i landet med storfilmen Moonfall. I forbindelse med den er Emmerich blevet interviewet af Den of Geek, hvor han kommer med en måske lidt overraskende udmelding.

Den tyske instruktør udtaler nemlig, at film fra Marvel og DC samt Star Wars-franchisen på sin vis ødelægger blockbuster-industrien:

- Eftersom Marvel og DC Comics og Star Wars stort set har taget over, ødelægger det vores branche en lille smule, for ingen laver noget originalt længere, fortæller Emmerich.



Kritikken er altså mere rettet mod, at det kun bliver mere og mere vanskeligt at udvikle originale fortællinger i stort opsatte filmproduktioner - som jo bl.a. tæller Emmerichs film.

Det er således værd at bemærke, at Emmerich ikke peger på, at superheltefilm eller fortsættelser til velkendte filmserier som sådan ødelægger industrien.

Det handler mere om, at hans egen niche med at levere originale storfilm, der ikke er baseret på allerede etablerede franchises, kun får sværere og sværere ved at blive lavet.

LÆS OGSÅ: Channing Tatum afslører trist årsag til, at han ikke længere ser Marvel-film

Filmselskaberne ved nemlig, at der er nemmere penge at hente, hvis man satser på velkendt materiale og ikke noget helt nyt.

Emmerich fremhæver her Christopher Nolan som eksemplet på en filmskaber, der kan lave, hvilken som helst film han vil. Herunder også film, der ikke tager udgangspunkt i noget allerede velkendt. Tænk blot på originale film som Inception og Tenet.

'Moonfall' har biografpremiere den 17. februar.