Cookie- og Privatlivspolitik
Alle årets vindere: Kino.dk's alternative filmpriser 2021

Alle årets vindere: Kino.dk's alternative filmpriser 2021

Hvem vandt bl.a. for korteste shorts? Og hvad med det skøreste plottwist?

Stem op!
14
Stem ned!
0
(reset)

Så kan vi ikke trække den længere. Her er alle årets vindere af kino.dk's alternative filmpriser 2021.

Vi har bl.a. fundet vindere til priserne for korteste shorts og største WTF-øjeblik, videre til grimmeste frisurer og skøreste plottwist med mange flere.

Filmene, der har været i spil til dette års alternative filmpriser, er biograffilm med dansk premieredato i 2021.

…OG VINDERNE ER:



Bedste "Rage Cage", der ikke er Nicolas Cage:
- Don't Look Up: Er Leonardo DiCaprio ved at udvikle sig til Nicolas Cage? Den 47-årige skuespiller har i hvert fald ad flere omgange på film nu råbt vanviddet ud for fuld hals. Det gælder også i dette års satiriske komedie 'Don't Look Up', hvor han i rollen som hårdt presset astronom taber brikkerne og giver den fuld "Rage Cage".

Giv den mand en Oscar-prisen:
Spider-Man: No Way Home: 2021 blev året, hvor vi fik et fantastisk gensyn med en forrygende Willem Dafoe i rollen som den ikoniske Spider-Man-skurk Green Goblin. En rolle Dafoe i den grad synes som født til at spille. Det med et ansigt, der her blev lagt i alle de rigtige og vanvittige folder. Stik den mand en Oscar!

Mest akavede gangart-prisen:
- Dune: Vi har kun gode ting at sige om Denis Villeneuves monumentale science fiction-film. Den indtager endda vores førsteplads over årets bedste film. Den er episk, velspillet og leverer et yderst engagerende univers af rumskibe, karakterer og fremmede verdener. Men… den der såkaldte "sandwalk", der skal holde de mægtige sandorme på afstand, ik’? Den er altså ret akavet at overvære.



Så fik den endelige biografpremiere-prisen:
No Time To Die: Hold lige fast. Bond-filmen 'No Time To Die' skulle oprindeligt have haft biografpremiere i november 2019. Der skulle dog gå næsten to år (!) før, at filmen fik premiere. For grundet Corona-pandemien blev den udskudt igen og igen, men endte så ENDELIG med at få premiere i år, nemlig den 30. september.

De korteste shorts-prisen:
- King Richard: Vi elsker Will Smith. Vi elsker korte shorts. Så kombinationen af netop korte shorts og Will Smith er et rent pletskud fra filmåret, der nu er gået. I rollen som træner og farmand Richard til de to nu legendariske tennis-søstrene Venus og Serena Williams, iklæder Smith sig nemlig et par ret så korte shorts. Den mand kan jo alt.

Største WTF-øjeblik-prisen:
- Titane: Prisen hedder måske nok Største WTF-øjeblik, men med den franske Cannes-vinder og vanvidsfilm 'Titane', kan vi med ro i sindet sige, at hele filmen er ét langt WTF-øjeblik. Tænk bl.a. blot på sex med en bil (!), blodige drab (!) og en titaniumplade i kraniet på et barn (!). Det er kun begyndelsen i en voldsom film fyldt med forskruede scener, vulgær kropslighed og grafisk vold. En vaskeægte WTF-oplevelse!



Den største pelsfrakke-prisen:
- Chaos Walking: Filmhistorien byder på sin del af store pelsfrakker. Tænk bl.a. på Omar Sharif og Julie Christie i 'Doctor Zhivago', Kurt Russell i 'The Hateful Eight', Leonardo DiCaprio i 'The Revenant', Cate Blanchett i 'Carol' og Sean Young i 'Blade Runner'. Nu indfinder Mads Mikkelsen sig i rækken af skuespillere i store pelsfrakker. Det i rollen som Prentiss, som her er indhyllet i den største pelsfrakke anno 2021.

Flest kendte cameos-prisen:
- Space Jam: A New Legacy: Det er med at holde tungen lige i munden, hvis man skal nå at spotte alle de legendariske cameos, der indfinder sig i 'Space Jam: A New Legacy'. For på sidelinjen til basketball-kampene står der et væld af mindeværdige karakterer. Fra Pennywise, Jokeren og The Mask, til Agent Smith fra The Matrix-filmene, voldsbanden fra 'A Clockwork Orange' og karakterer fra 'Mad Max: Fury Road' med mange flere.

Vildste haj, der river et menneske over-prisen:
- The Suicide Squad: En af dette års mest mindeværdige karakterer er den godmodige og bomstærke King Shark i James Gunns 'The Suicide Squad'. En cool haj, der går på to ben og river mennesker over med sine to arme. Derfor går denne pris naturligvis til netop King Shark, der har stemme af selveste Sylvester Stallone. Kom så med den King Shark spin-off-film, DC.


Bedste Jason Statham-prisen:
- Wrath of Man: Der er ingen tvivl om, at Jason Statham i den grad kan gå til stålet, når det kommer til både at slå på tæven, skule ondt og skyde med automatvåben. Han er med andre ord den mest Jason Statham-ske Jason Statham. Det er han absolut også i den velsmurte og vildt medrivende kupfilm 'Wrath of Man', der således indbringer Jason Statham prisen som Bedste Jason Statham.

Bedste brug af stilhed-prisen:
- Sound of Metal: Der er flere film i år, der leger engagerende med brugen af stilhed. Bl.a. ser man det i feelgood-dramaet 'CODA', mens stilheden har en noget mere grum tilstedeværelse i 'A Quiet Place 2'. Det er dog det hele vejen gribende drama 'Sound of Metal', der løber med prisen for Bedste brug af stilhed. Her går nemlig både lyd og manglen på samme op i en højere og eminent enhed. Aldeles gribende.

Skøreste plottwist-prisen:
Malignant: Filmhistorien er fyldt med vilde plottwists. Dette år bød endda på en film af plottwist-mesteren M. Night Shamalan med gyset 'Old'. Det er dog ikke den, som løber med dette års pris for Skøreste plottwist. Det gør derimod James Wans vanvittige gyser 'Malignant', hvor det stikker helt af i filmens blodige finale, hvor det helt igennem skøre plottwist åbenbares.



De grimmeste frisurer-prisen:
- The Last Duel: Ridley Scotts ridderdrama blev bemærket for andet end sit drama. For bl.a. løb Ben Affleck og Matt Damon med sin del af opmærksomheden. Eller måske rettere deres frisurer. Man finder nemlig Affleck som en afbleget skurk med en øm omgang pandehår, mens Damon nærmest overgår ham med et smukt svenskergarn. Et stærkt look.

Mest politisk ukorrekte familiefilm-prisen:

- Ternet Ninja 2: Anders Matthesen er ikke just kendt for at gå på æggeskaller. Det gælder bestemt heller ikke, når det kommer til hans familiefilm. Det gjaldt ikke 'Terkel i knibe'. Det gjaldt ikke 'Ternet Ninja'. Og det gælder bestemt heller ikke 'Ternet Ninja 2'. Tænk bl.a. blot på en beruset mor og ikke mindst den brovtende Onkel Stewart.

Den vinder en Oscar-prisen:
Flugt: Okay, det er måske at tage glæderne på forskud. Men vi vover gerne pelsen. Om ikke andet, så får den danske dokumentar 'Flugt' også denne pris med sig hjem - sammen med den i forvejen lange og fornemme række af priser, filmen allerede har høstet verden over. Jonas Poher Rasmussens fortælling om den afghanske flygtning Amin er da også indstillet til at være dette års Oscar-håb for Danmark. Den vinder!



Mest ikoniske næse-prisen:

- Pagten: Der er silhuetter af ansigtsprofiler, som med det samme afslører, hvem der er tale om. Det ikke mindst takket være næsen. En af de mest ikoniske profiler - og ikke mindst næser - er legendariske Karen Blixen. Hun blev i år vakt til live i skikkelse af en gribende Birthe Neumann i Bille Augusts 'Pagten'. Det komplet med gestik, statur og ikke mindst bærende den ikoniske næse.  

Mest fucked up drab-prisen:
- Halloween Kills: Et godt filmår er ikke et godt filmår uden sin del af blodsudgydelser. Dem byder 2021 heldigvis også på. Men hvilke drab har så været de mest fucked up? Jo, 'Halloween Kills' må her tage prisen - det med over 30 blodige og brutale drab. Michael Myers går i den grad bersærkergang i byen Haddonfield. Tag eksempelvis en vinkelsliber, der blodigt kværner ansigtet på en brandmand. Legendarisk!

Bedste brug af creepy børn-prisen:
- De uskyldige: Det skorter bestemt ikke på uhyggelige børn i filmens verden. Tag blot gys som 'Village of the Damned', 'The Omen' og 'The Brood'. Med Eskil Vogts urovækkende 'De uskyldige' diskes der også op med sin den af skræmmende unger, da man her følger en gruppe knapt så uskyldige børn. Den står således snart på den ene urovækkende og nervepirrende scene efter den anden.



Vi vil se mere til hende-prisen:
Hvor kragerne vender og Venuseffekten: Anne Sofie Wanstrup er måske ikke et navn, der lige umiddelbart vinder genklang. Det bør det dog gøre. I hvert fald efter i år. For med sin nuancerede præstation som mobber-nemesisset Catrine i 'Hvor kragerne vender', ser vi så absolut meget gerne meget mere til hende. Hun havde desuden også en mindeværdig rolle som gartner i dette års roste 'Venuseffekten'. Et stærkt gennembrudsår.

Mest misvisende filmtitel-prisen:
- Pleasure: Der er ikke meget nydelse at komme efter i den gennemgående ubehagelige, ubarmhjertige og uafrystelige 'Pleasure'. Det svenske drama følger nemlig den 19-årige Linnéa, som rejser til Los Angeles for at blive den næste store pornostjerne. Drømmen er dog langt fra en dans på roser, men fyldt med overgreb - fysisk såvel som mentalt. Så forvent langt fra nydelse, selvom titlen siger det.

Mest tårevædede filmfinale-prisen:
- Ghostbusters: Afterlife: Hvem havde troet, at en tilbagevenden til den ikoniske verden fyldt med spøgelser, som vi første gang mødte i 1984 med klassikeren 'Ghostbusters', skulle tilvejebringe årets mest tårevædede filmfinale? Det er ikke desto mindre tilfældet. Mere præcist hvorfor, skal vi ikke afsløre for dem, der endnu ikke har set filmen. Men altså, hulk, hvilken smuk filmfinale.



Sejeste posering med en falk:
Margrete den første: Det er muligt, at mange ville se seje ud, hvis de poserede med en falk i hånden. Det sagt, så er det sikkert og vist, at vores helt egen Trine Dyrholm i den grad rocker en falk til toppoint i 'Margrete den første'. Her emmer hun i hvert fald af ren sejhed med sin falk. At hun så gør det i rollen som selveste dronning Margrete den første, gør det ikke mindre sejt.

Mest veloplagte skuespiller over 80 år-prisen:
- House of Gucci: Det kan godt være, at Anthony Hopkins nappede en Oscar for sin nuancerede præstation som faderen i 'The Father'. Men hey, tjek lige den mere end veloplagte Al Pacino ud i rollen som levemanden Aldo Gucci i Ridley Scotts 'House of Gucci'. Pacino har absolut ikke mistet sin karisma eller veloplagthed, ej heller i en alder af 81 år. Hvor vi dog knuselsker Al Pacino.

Bedste soundtrack vi kan høre igen og igen-prisen:
- Last Night in Soho: Filmskaberen Edgar Wright er bl.a. kendt for sin velvalgte brug af musik. Det gør sig ikke mindst også gældende i hans nye film, gysermysteriet 'Last Night in Soho', der emmer af de swingende 60'ere, ikke mindst på soundtracket, hvor man finder ørehængere som 'Wishin' and Hopin'' af Dusty Springfield, 'Starstruck' af The Kinks og 'Got My Mind Set on You' af James Ray. Forrygende!



Den bedste romance-prisen:
- Sommeren '85: Hvis der er en film i år, der i den grad emmer af livlig forelskelse og tiden som uforpligtende teenager, så må det være François Ozons franske drama, der henfører sit publikum til den varme kyst i Normandiet i 80'erne. Her møder man den 16-årige Alex samt den en smule ældre og karismatiske David. Kærligheden spirer og kemien buldrer derudaf. En i den grad sitrende sommerforelskelse.

Mest tilfredsstillende filmfinale-prisen:
- Promising Young Woman: Der er sin del af film, der måske nok kan gå en kende død i sit tredje og sidste akt. Det er dog så absolut langt fra tilfældet med denne forførende hævnfilm, hvor hele historien, der går forud for filmens forrygende finale, går op i en større og i den grad tilfredsstillende helhed, hvor man følger Carey Mulligan som en ung kvinde på hævntogt.

Værste strandferie-prisen:
Old: Der er mange, som nyder en ferie på stranden i fuld sol. Det er netop, hvad familien i M. Night Shyamalans gyser 'Old' også håber på at kunne. Det de derimod får er gys, gru og død. Det viser sig nemlig snart, at det ikke er en helt almindelig strand, de er endt på, men derimod en strand, der får familien til at ældes hurtigt, hvorfor den sikre død således venter forude. En strandferie fra Helvede.



Filmen ikke mange så, men som alle burde se-prisen:
The Green Knight: Der vil altid være film, som ikke mange får set i biografen, men som flere burde have set på det store lærred. En af disse film er i 2021 David Lowerys hele vejen billedbrillante eventyrfilm 'The Green Knight'. Hvert et billede i filmen er et maleri værdigt og ikke mindst tiltænkt det store lærred. Det er virkelig en skam, at ikke mange så den i biografen. Det burde flere have gjort. Forførende fra start til slut.

Den absolut vildeste rolleliste-prisen:
The French Dispatch: Bill Murray, Tilda Swinton, Saoirse Ronan, Willem Dafoe, Owen Wilson, Frances McDormand, Timothée Chalamet, Elisabeth Moss, Kate Winslet, Adrien Brody, Benicio Del Toro, Mathieu Amalric, Bob Balaban, Léa Seydoux, Jeffrey Wright, Henry Winkler, Tony Revolori, Christoph Waltz, Liev Schreiber, Edward Norton, Jason Schwartzman med flere. Mere behøver vi vel ikke at sige? Den ubetinget vildeste rollebesætning i 2021!

De danske biografer er de bedste biografer-prisen:
- Alle landets biografer og dets medarbejdere: Sidst men ikke mindst skal der lyde et oprigtigt og mægtig stort tak til alle landets mange biografer og dets medarbejdere, der på trods af nedlukninger og meget svære kår i en tid med Corona formår at holde modet oppe og humøret højt, mens den ene filmoplevelse efter den anden ruller sig ud over lærreder landet over. Tak til alle landets biografer! Vi ses i 2022! 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
 

Kommentarer

SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
magicthe

Hej Kino

Fin liste med alternative filmpriser. Jeg mener dog ikke, at "Titane" er helt så WTF som i skriver. Der er ingen tvivl om, at "Titane" har mange scener, som ikke er set i andre film, særligt i filmens 1. akt. (De scener i nævner, er stort set alle derfra.)

Når det så er sagt, mener jeg ikke at det efterfølgende citat viser, hvad filmen egentlig kan: "en voldsom film fyldt med forskruede scener, vulgær kropslighed og grafisk vold. En vaskeægte WTF-oplevelse!"

Jo, filmen er voldsom og flere af scenerne i både 2. og 3. akt er noget for sig selv. Det er hele filmen, og det er på mange en unik film, der vil være helt sin egen. Derfor mener jeg også, at der også kunne være nævnt hvordan filmen bruger disse voldsomme virkemidler, da Julia Ducournau på ingen måde bare har valgt dem tilfældigt.

"Titane" er nemlig en historie om identitet, familie og kærlighed. Disse tre tematikker vises nemlig gennem Julia brug af body horror, vold og diverse vemmelige scener med kropslig modifikation i filmens 2. og 3. akt. Det hele bindes op med hovedkarakterens dans - som vi ser i to forskellige miljøer i filmens one-shot (efter titler) samt til fest i slutningen. Dette leder mig frem til, at jeg egentligt mener, at jeres beskrivelse potentielt kan skræmme jeres brugere fra at se filmen. Derfor mener jeg, at den i højere grad også bør tales op, med en vægt på dens temaer.

(Jeg har ikke noget problem med, at i giver den WTF-prisen.)

Sider

Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Noobcake

Hvordan er det white washing når cleopatra var fra ptolemaius familien som var græske eller "makedonske" som tydeligvis er europæiske.

10 timer siden
signeuser/778263
signeuser/778263

Mine valg (Scream; døden på nilen; jurassic park; den der lever stille; hvidstengruppen II) skal nok primært forklares ud fra de nostalgiske følels

1 dag siden
Zenna

Det var ikke i 1963 at den seneste Cleopatra-film blev indspillet... min personlige favorit er den fra 1999 med Leonor Varela. Pinligt

1 dag siden
Kasper

2022 er et kæmpe film år for film fans.

1 dag siden
Casper

THOR 4: LOVE AND THUNDER, THE BATMAN, SPIDER-MAN: ACROSS THE SPIDER-VERSE - PART ONE, DOCTOR STRANGE IN THE MULTIVERSE OF MADNESS og BLACK PANTHER

1 dag siden

Aktive debatter