Instruktør lufter idé: Den næste Ghostbusters-film kan foregå i Danmark

'Afterlife' er aktuel i biografen
Billede
(© Sony Pictures)

Premiereaktuelle Ghostbusters: Afterlife ruller i de danske biografer, og filmen har fået forrygende anmeldelser blandt de danske kritikere.

Hvis den får den premiereweekend, som filmselskabet håber på internationalt, åbner det muligheden for flere film om spøgelsesjægerne.

Men hvad vil eventuelle efterfølgere handle om? Filmens producer, Ivan Reitman, har i et interview med Forbes afsløret sin holdning til, om Ghostbusters kunne foregå i andre lande end USA. Svaret er ja:

- Jeg synes, at 'Ghostbusters: Afterlife' renser paletten meget effektivt i forhold til, hvad vi startede i 1984, og den tillader en international gruppe af anderledes Ghostbusters, som kunne komme fra Barcelona eller Tokyo eller London eller et andet sted. Jeg tror, der er fantastiske historier at fortælle.

LÆS OGSÅ: Både nye og hardcore fans blev positivt overraskede: Publikum anmelder 'Ghostbusters: Afterlife'

Reitman er far til filmens instruktør, Jason Reitman, og stod bag de to oprindelige film i franchisen. Så han kender om nogen til tankerne bag universet.

Og hvis Ghostbusters skulle finde på at komme til Danmark, kunnet et plot jo fx lyde noget i retning af, at de skal bekæmpe Den Hvide Dame på Rosenholm Slot.

Jason Reitman er også selv meget interesseret i at få foldet universet yderligere ud, via Hollywood Reporter siger han:

- Vi ville lave en historie, som kunne åbne universet op for alle mulige historier. Jeg vil se Ghostbusters-film fra alle mine favorit instruktører - og jeg håber, at min film har lagt grundstene til dem.

Instruktøren har tidligere takket Danmark på Instagram, da Lego lavede en Ghostbusters bil. Så han ved i hvert fald, at vores lille land eksisterer.

'Ghostbusters: Afterlife' handler om den enlige mor Callie, der flytter med sine to børn til en lille by, hvor de har arvet et faldefærdigt hus af hendes far. Snart opdager de en forbindelse til de oprindelige Ghostbusters, mens spøgelserne også dukker op i byen.

Filmen er aktuel i biografen nu.