/*');">*/
Cookie- og Privatlivspolitik
'Doggystyle'-instruktør: "Det er ikke en spring ud som lesbisk historie, men en spring ud som sig selv historie"

'Doggystyle'-instruktør: "Det er ikke en spring ud som lesbisk historie, men en spring ud som sig selv historie"

Bag om den biografaktuelle 'Venuseffekten'.

Stem op!
10
Stem ned!
0
(reset)

Den biografaktuelle romantiske komedie Venuseffekten er den første spillefilm fra skaberen bag den populære ungdomsserie ’Doggystyle’, Anna Emma Haudal.

’Venuseffekten’ handler om den 25-årige Liv, der bor i provinsen og stadig ikke har klippet navlestrengen til forældrene. Hun bruger det meste af sin tid på familiens æbleplantage og har ikke fundet sig selv endnu.

Men da hun helt uforberedt forelsker sig i den kaotiske og eventyrlige Andrea, vender det op og ned på hendes liv.

Vi mødte Haudal til en snak om filmens temaer, arbejdet med skuespillerne og hvad der er vigtigst for hende, når hun fortæller historier. Læs interviewet herunder.

Identitetsspørgsmålet fylder meget hos Liv. Er det noget, du selv kender til?

- Ja. Altså for mig er det jo en identitetsfortælling. Og jeg har altid gerne ville… Udvikle og betragte historien, ikke som en springe-ud-som-lesbisk-historie, men som en springe-ud-som-sig-selv-historie. Og det er dét, jeg oplever Liv gør, og at Andrea rusker hende til at finde ind til noget i sig selv, som hun havde glemt var der. Eller måske aldrig har vidst var der. Så hun tør fylde og være meget mere, end hun egentlig tror, hun er. Og Andrea er jo sådan en karakter, der fylder rigtig meget og har brug for at lære at hvile i dét, hun er i stedet for hele tiden at skifte maske.

- Jeg synes, det er meget vigtigt at skabe plads og rum til, at alle mennesker kan ændre holdning fra den ene dag til den anden. Fordi hvis vi ikke tør det, så bliver vi jo aldrig klogere. Og vi skal også kunne lide lyserød én dag og så bedre kunne lide grøn den næste dag. Vi må gerne ændre karakter som mennesker, fordi dét er udvikling. Ellers så stagnerer vi jo i den idé om, hvad livet er, og hvad vi er osv.

- Det sker faktisk i Livs familie. Altså hendes mor bliver jo også påvirket af Livs møde med Andrea. Og Andrea kommer og er en form for katalysator for både Liv og Gittes udvikling. Så det har en stor effekt. Det er venuseffekten! Ned igennem mange andre mennesker end kun Liv.

 

Josephine Park har du også arbejdet sammen med i ‘Doggystyle’. Er Andrea skrevet til hende?

- Det er hun. Josephine er den eneste, jeg vidste på forhånd, at jeg ville have med. Og så har Rie Hedegaard, min caster, arbejdet ud fra hende. Hvis jeg har valgt én spiller på forhånd, så kan hun jo ikke modarbejde det. Så skal vi finde nogen, der matcher. Både kemimæssigt, men også, at kameraet synes, at de to sammen er spændende. Og at man tror på dem som et elskende par.

 

Hvad tilføjer det til filmen, at man fx ved hvem Lars Mikkelsen og Sofie Gråbøl er?

- For mig var det et spørgsmål om at finde nogle spillere, som forstod at levere en så lille, men vigtig en birolle, og så alligevel nuancere og gøre den fyldig og ægte og troværdig.Vi har set Lars i mange store og alvorlige roller på det sidste, og jeg havde sådan lyst til at folde hans komiske talent lidt mere ud, og se ham i sådan en varm og akavet far-rolle. Og så se, hvad der skete ved dét.

- Og jeg synes, det virker godt. Jeg var glad for det. Og de har jo været meget dedikerede, både Sofie og Lars, selvom det er nogle ret små roller. Men det er jo nogle sindssygt vigtige roller. De er altafgørende for filmen og de her to karakterer.

- Og især med mor-Gitte-rollen var det vigtigt, at det var én, der kunne spille røven ud af bukserne. For ellers ville det føles hult, når vi sad og så på det. Alle de følelser, der ligger bag hvert eneste ord, skal være til stede uden at blive spillet frem. Det skal ligge usagt, men nærværende i rummet. Og det ved jeg at Sofie kan. Og derfor var hun også et totalt drømmecast for mig.

 

Hvad synes du filmen handler mest om i sin helhed?

- Altså, jeg synes at filmen handler om at turde elske hinanden og sig selv. Basically. Men det er jo både en kærlighedshistorie og en familiehistorie. Jeg synes én-til-én fortællinger ofte bliver lidt kedelige eller forudsigelige. Jeg har brug for, at der er historier mellem linjerne.

- Og det har hele tiden været min pointe, at det ikke skulle være en spring-ud-film. Men at man i princippet kunne erstatte Andrea med en mand. Altså hun kunne lige så godt have haft en tissemand og været præcis den, hun var. Fordi det handler om, at Liv bliver forelsket i et menneske.

- Og fordi jeg synes, at det er vigtigt at fortælle historier mellem kvinder. Altså elskende er ikke bare mænd og kvinder. Og det er det all over jo! I alle fortællinger og børnehistorier osv. Så vi har brug for nogle flere fortællinger, der nuancerer, hvad det vil sige at være en familie, og hvad kærlighed er. Det er jo dét, filmen beskæftiger sig med: hvad er kærlighed og hvad er familie.

 

Er der et større budskab i filmen med, at vi skal lytte lidt mere til naturen og til os selv og være lidt mere i flow med dét?

- Altså naturen er kærlighed. Og kærligheden er konstant derude i naturen. Så jeg syntes, der var en spejling i, hvad jeg oplever, at ægte kærlighed er. Det er en form for sammensmeltning, som kan ske på trods af, at man er forskelligartede.

- Ligesom at træer kan blive kærester på trods af, at de er forskelligartede. Altså alle de der berøringer, der er i naturen, forbinder jeg meget med berøringer mellem mennesker, når det bliver magisk. Og naturen er magisk. Så for mig er det en essentiel del af filmen og på en måde en tredje hovedkarakter.

 

Så den er meget personlig på mange plan?

- Ja, det er den. Men når filmen er færdig, har jeg brug for at tage fuldstændig afstand fra den og lade den være sin egen. Så er den ikke længere min. Den har ikke længere noget med mig at gøre. Nu gør den sit arbejde ude i verden. Fordi ellers så bliver jeg såret, når folk har en holdning til den. Men det er svært, for den er jo dybt personlig. Men det føler jeg alt, hvad jeg laver, er

Det bliver det måske bare automatisk, et eller andet sted?

- Det tror jeg. Fordi jeg kan ligesom ikke andet. Hvis ikke jeg skal skabe ud fra min egne kerne og knogler og de perler, der falder ned i hænderne på mig, som kommer fra ét eller andet guddommeligt - en guddommelig sky omkring mig - så ved jeg altså ikke hvad jeg skal… Så kan jeg ikke skrive. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal lave. 

 

Hvad er vigtigst for dig, når du laver film? Hvad vil du gerne have frem via det, du skaber?

- Jamen, det ved jeg aldrig før til sidst. Der er ikke ét… Der er ikke ligesom et konkret svar på det. Og så alligevel: jeg tror det vigtigste for mig, er at skabe noget, der er vedkommende. Jeg har brug for, at der er en modtager. Hvis jeg sidder med noget, som jeg kan mærke, at verden ikke har brug for, eller ingen ville kunne forstå, eller ingen kan identificere sig med, så kan jeg ikke se grund til at lave det. Og det er nok også derfor, jeg er optaget af at fortælle. Altså jeg er historiefortæller.

- Det er filmen, der fortæller mig, hvordan den skal være. Det er ikke mig, der fortæller filmen, hvordan den skal være. Fordi så har jeg for meget modstand. Jeg går ligesom med den vej, filmen på en eller anden måde gerne vil. 

’Venuseffekten’ kan ses i biografen nu.

 

Kunne du lide nyheden? Giv den noget kærlighed!
SKRIV DIN EGEN ANMELDELSE
Anonymuser/0
Du skal være logget ind for at skrive en anmeldelse.

Nyeste brugerkommentarer

Noobcake

det er hans double

2 dage siden
Nicolai

Vi har lige haft gang i et Spider-man marathon, hvor denne indgik, og det var super fedt at sidde og hygge sig under vores dyner til filmene.

3 dage siden
TheDayDreamer

Det her er uden sammenligning min allermest ventede film NOGENSINDE!

4 dage siden
John

Denne Marvel film distribueres af Sony, så den skulle gerne komme i de sædvanlige biografer :)

1 uge siden
bambiexplorer

... kun gå galt!

1 uge siden

Aktive debatter