Superstjerne spiller hemmelig rolle i kommende Marvel-film

Musikeren er guden for kærlighed og sex
Eternals / Walt Disney Pictures
(© Eternals / Walt Disney Pictures)

Artiklen indeholder spoilers for den kommende superheltefilm 'Eternals'.

Efter galla-premieren på den kommende Marvel-film Eternals er der kommet store nyheder ud. Således skriver flere medier, at popstjernen Harry Styles i filmen træder ind i Marvels univers i rollen som superskurken Thanos' bror, Eros. Det skriver en tilstedeværende Variety-reporter i et tweet.

Afsløringen skulle angiveligt komme i en post-credit-scene, hvilket meget vel kan indikere, at Styles er på vej til at blive en del af det populære superhelteunivers i kommende film.

Modsat sin magtsøgende storebror Thanos, som vi har kunnet se i filmene Avengers: Infinity War og Avengers: Endgame, så er karakteren Eros et langt mere venligt bekendtskab, som bl.a. har evnen at forårsage fysisk nydelse hos mennesker på over syv meters afstand! Det er nok heller ikke helt tilfældigt, at Eros deler navn med den græske gud for kærlighed og sex.

Det lyder alt i alt til at være en rolle skræddersyet til Styles, som fik sin debut på det store lærred med Christopher Nolans Dunkirk. Han er dog allerede på rollelisten til flere kommende film, bl.a. 'Don't Worry Darling', hvor han skal spille overfor Midsommar-stjernen Florence Pugh. Og med sin entré i Marvels filmunivers kunne noget altså tyde på, at Styles for alvor er klar at træde ind i Hollywood.

Den kommende Marvel-film handler om de udødelige Eternals, der tidligere levede på Jorden og formede planetens historie og civilisationer, og er baseret på græsk mytologi. Filmen er instrueret af Chloé Zhao, der tidligere i år vandt to Oscar-statuetter for filmen Nomadland, og har bl.a. Angelina Jolie, Kit Harington og Gemma Chan på rollelisten.

'Eternals' har biografpremiere den 3. november og du kan købe dine billetter her.