'Venom 2' bliver den korteste superheltefilm nogensinde

Instruktøren forklarer den korte spilletid
Billede
(© Sony Pictures / SF Studios)

Det er efterhånden mere reglen end undtagelsen, at moderne superheltefilms spilletider sniger sig godt over de to timer. Avengers: Endgame tog biograf-rekorden ved at strække sig over 3 timer, mens Zack Snyders nye streaming-version af 'Justice League' varede hele 4 timer.

Men den kommende Venom 2: Let There Be Carnage bliver undtagelsen, der bekræfter reglen. Den nye film om Spider-Man-skurken er nemlig på blot 90 minutter. Det er hele 22 minutter kortere end forgængeren, der endda også holdt sig på under to timer.

Der er som bekendt noget, der hedder begrænsningens kunst, og det lyder til, at det er det, som man har praktiseret i Marvel-filmen. I hvert fald fortæller instruktør Andy Serkis i en Q&A på IGN følgende om spilletiden:

- Vi har hele tiden ønsket, at filmen skulle være en virkelig fed rutschebanetur [thrill ride, red.]. Og en hurtig, muskulær [film]... hvor vi ikke brugte for meget tid på eksposition.

Samtidig understreger Serkis, at man gerne ville have skurken Carnage i aktion med det samme og dermed ikke dvæle for lang tid ved det.

SE OGSÅ: Første trailer til 'Venom 2' byder på humor og splat

'Venom 2: Let There Be Carnage' følger igen journalisten Eddie Brock, der lever med den udenjordiske symbiot, Venom, i sin krop. Da Eddie opsøger seriemorderen Cletus Kasady for et interview, bliver det starten på en ny og farlig symbiot kaldet Carnage (på dansk før kendt som Splatter).

I hovedrollen ses Tom Hardy, der også er medforfatter på filmen, mens Woody Harrelson spiller modstanderen Carnage.

Med en spilletid på halvanden time bliver 'Venom: Let There Be Carnage' den korteste superheltefilm nogensinde - og overgår Fantastic Four: Rise of the Silver Surfer, der har haft rekorden indtil nu med en spilletid på 92 min.

'Venom 2: Let There Be Carnage' får premiere den 14. oktober.