Top 10 James Bond-skurke

To danskere har fundet vej til listen
Le Chiffre / Mads Mikkelsen
(© Casino Royale (MGM))

Ingen Bond-film uden en eller flere skurke. Det har været reglen siden den første film om agent 007 så dagens lys med Dr. No i 1962, hvor man som bekendt finder Sean Connery i den ikoniske rolle.

Den 30. september har den 25. Bond-film biografpremiere med No Time To Die. Her finder man i skurke-front den onde Lyutsifer Safin, som spilles af Oscar-vinderen Rami Malek.

Køb dine billetter til 'No Time To Die' her:

I forbindelse med den nye film, har vi kigget tilbage på de øvrige 24 film for at udpege og rangere de 10 bedste Bond-skurke. Dem finder du herunder:



10. Maximillian Zorin
Karakteristiske Christopher Walken udgør bestemt en af franchisen mest mindeværke skurke, nemlig som den blonde tysker Maximillian Zorin, et tidligere KGB-medlem og nu en velhavende forretningsmand i A View to a Kill fra 1985 med Roger Moore i rollen som agenten med licens til at dræbe.

Bond må her forsøge at stoppe Zorin fra at udløse et jordskælv, der vil dræbe i millionvis og samtidig udrydde hans konkurrenter. Zorin har desuden overlevet sin rolle i filmen, da man bl.a. også har kunnet være ham i computerspillet 'Nightfire', 'GoldenEye 007: Reloaded' og '007 Legends' fra henholdsvis 2002, 2010 og 2012.

 

9. Oddjob
Det kan godt være, at Oddjob ikke just er en af franchisens mest intimiderende skurke. Til gengæld er han i vores optik en af de mest mindeværdige. For selvom man måske ikke har set ham i fuld filmisk vigør, vil man nok kende til hans dødbringende og flyende bowlerhat.

Oddjob er Goldfingers håndlanger og optræder i netop Goldfinger fra 1964. Den håndlangeren blev spillet af den japansk-amerikanske skuespiller og wrestler Harold Sakata. Hans rolle er bl.a. også at finde i den animerede Bond-serie fra start-90'erne og i diverse computerspil.

 



8. Mr. White
Selvom Jesper Christensens skurkeportræt af den mystiske Mr. White måske ikke har så meget spilletid som andre bad guys i filmene, er han et karismatisk og urovækkende bekendtskab samt ikke mindst en nøglekarakter i de film, han medvirker i, nemlig Casino Royale, Quantum of Solace og Spectre. Få skuespillere har fået lov til at dukke op som skurk tre gange i Bond-universet! 

Mr. White er den indflydelsesrige leder af organisationen Quantum og samtidig et højtstående medlem af forbrydernetværket SPECTRE. Christensen deler desuden spilletid med landsmanden Mads Mikkelsens skurk Le Chiffre i 'Casino Royale'. Ja, Le Chiffre har også en plads her på listen. Naturligvis.

 



7. Jaws
Udover sin fysisk frygtindgydende statur, har håndlangeren Jaws også - som navnet mere end antyder - et særegent tandsæt, nemlig et metal-gebis, der kan bide lidt af hvert i smadder. I den iøjefaldende rolle finder man den mere end to meter høje Richard Kiel.

Lejemorderen optræder første gang i The Spy Who Loved Me fra 1977 som modstander til Roger Moores Bond, mens han i Moonraker fra 1979 vendte tilbage, her som antihelt og Bonds korporlige hjælper. Jaws har desuden været at finde i diverse computerspil, bl.a. det klassiske GoldenEye 007 fra 1997.

 



6. Dr. No
Den første Bond-film i franchisen byder også på en af de mest legendariske skurke, nemlig Dr. No med den karakteristiske protesehånd portrætteret af Joseph Wiseman. Han er en brillant videnskabsmand, der lider af storhedsvanvid og samtidig er en del af forbryder-organisationen SPECTRE.

Dr. No forsøger flere gange i filmen at komme Bond til livs, bl.a. med en giftig edderkop, mens agenten også bliver fanget i en oversvømmet og opvarmet ventilationsskakt samt banket af Dr. Nos metalhånd.

 



5. Le Chiffre
Det kan godt være, at vi er en smule farvede i vores placering af Mads Mikkelsens Le Chiffre, som man møder både svedende og grædende blod i 'Casino Royale' fra 2006. Han er ganske vist ikke som sådan fysisk intimiderende, men er bestemt en værdig modstander til Daniel Craigs Bond.

Der er særligt to scener af ret forskellig karakter, som står tilbage i vores hukommelse fra filmen. Nemlig torturscenen, hvor Bonds underliv får prygl, mens intensiteten vibrerer medrivende i scenen, hvor agent 007 spiller Texas hold 'em mod Le Chiffre, der bl.a. økonomisk støtter international terrorisme.

 



4. Tiago "Raoul Silva" Rodriguez
Javier Bardem brænder i den grad frygtindgydende igennem som den cyber-kriminelle Raoul Silva, der har opbygget sit eget forbryder-imperie. Han er en tidligere MI6-agent, der optræder i Skyfall fra 2012, hvor han står bag angreb på MI6's hovedkvarter, hvor han forsøger at miskreditere M.

Filmen har flere forrygende scener. Bl.a. forhørsscenen af Daniel Craigs agent, hvilket affødte en del diskussioner om scenens homoerotiske spænding, hvor Silva bl.a. berører Bonds lår og bryst. Scenen, hvor Silva afslører sit vansirede ansigt, er også en yderst skræmmende scene, vi bestemt husker.

 

3. Francisco Scaramanga
En hele vejen igennem karismatisk Christopher Lee portrætterer med charme, vid og bid den excentriske Francisco Scaramanga, som nok er bedre kendt under kaldenavnet The Man with the Golden Gun, der også er titlen på filmen fra 1974, hvor vi møder den sadistiske lejemorder med den gyldne pistol.

Udover sin karakteristiske pistol med kugler af guld, er Scaramanga bl.a. også husket for at have hele tre brystvorter, mens leveringen af replikken "You see Mr. Bond, I always thought I liked animals. Then I discovered that I enjoyed killing people even more", står myrekrybende ondt tilbage.

 



2. Auric Goldfinger
Ikke alene er navnet Goldfinger en af franchisen mest ikoniske, men filmen af samme navn fra 1964 - hvor Gert Fröbe inkanerer skurken - byder også på en af filmseriens til dato mest legendariske scener og replikudvekslinger.

For med Sean Connerys Bond fastspændt til et bord med en laser, der langsomt bevæger sig mod hans skridt, lyder Bonds replik "Do you expect me to talk?", hvilket Goldfinge svarer på med den udødelige one-liner "No, Mr. Bond, I expect you to die!". Helt og aldeles legendarisk.

 



1. Ernst Stavro Blofeld
Det er måske ikke den mest overraskende skurk, man finder på førstepladsen, men nu er netop det kriminelle mastermind Ernst Stavro Blofeld vel også franchisen hidtil største skurk, der med megalomanisk schwung forsøger at tilrane sig intet mindre end verdensdominans.

For som leder af den ikoniske forbryderorganisation SPECTRE, må han i den grad siges at være både en yderst værdig modstander, der desuden optræder i op til flere film og inkarnationer, fra From Russia with Love fra 1963 til 'Spectre' i 2015.

Karakteren er blevet portrætteret af flere forskellige skuespillere, men mest ikonisk er vel nok Donald Pleasences portræt, der med sin kat kælende i skødet er synonym ikke kun med Bond, men også filmskurke i det hele taget.

'No Time to Die' har biografpremiere den 30. september.