Originalt Star Wars-medlem i voldsom kritik af den nye trilogi: "Forfærdelig"

Der skydes med skarpt mod bl.a. J.J. Abrams, Luke Skywalker og Rey
Star Wars: The Force Awakens
(© Walt Disney Studios Motion Pictures)

Klipperen Marcia Lucas (George Lucas eks-kone), som klippede den oprindelige Star Wars-trilogi, der løb fra 1977 til 1983, er ude med en kras kritik af de tre nye Stjernekrigen-film.

Den nye trilogi blev som bekendt skudt i gang af J.J. Abrams med Star Wars: The Force Awakens i 2015. Både han, de tre film og den legendariske producer Kathleen Kennedy får på puklen af klipperen.

Marcia Lucas mener bl.a., at hverken J.J. Abrams eller Kennedy fattede universet ("Don’t get it", red.), mens fortællingerne er forfærdelige. Det skriver Variety.

Den Oscar-vindende klipper snakker dog også positivt om Kennedy, men skyder altså bestemt med skarpt:

- Det forekommer mig, at Kathy Kennedy og J.J. Abrams ikke forstår Star Wars. De fatter det ikke (…), da jeg så den film, hvor de dræber Han Solo, var jeg rasende (...). Jeg tænkte: "I forstår ikke Jedi-historien. I fatter ikke magien ved Star Wars."

Men Lucas stopper ikke her og fortsætter sin kritik af både Luke Skywalker, Leia og Rey:

- De får Luke til at gå i opløsning. De dræbte Han Solo. De dræbte Luke Skywalker. Og de har ikke prinsesse Leia mere. Og de spytter film ud hvert år.

Lucas' svada fortsætter:

- Og de synes, det er vigtigt at appellere til et kvindeligt publikum, så nu er deres hovedperson denne kvinde, der skulle have Jedi-kræfter, men vi ved ikke, hvordan hun fik sine Jedi-kræfter, eller hvem hun er. Det stinker. Historierne er forfærdelige. Ganske enkelt forfærdeligt.

Marcia Lucas er ikke ene om kritikken af Star Wars. Den nye trilogi, og i særdeleshed Rian Johnsons The Last Jedi, har mødt uvilje hos fans. Ja, så meget man forsøgte at få fjernet det kapitel totalt fra Star Wars-sagaen.

Lige nu arbejdes der på 5 kommende Star Wars-film og en lang række serier til Disney+.