Danske anmelderes dom over ny James Bond-film: "Et af seriens bedste og modigste udspil"

Store roser til 'No Time to Die'
No Time to Die
(© No Time to Die © Nicole Dove / SF Studios)

I dag er der premiere på No Time to Die – den længeventede 25. film i serien om James Bond. Og de danske anmeldere kan ikke få armene ned. 5 stjerner fra langt de fleste toneangivende medier giver filmen de bedste Bond-anmeldelser siden Skyfall i 2012.

Daniel Craig lægger efter denne film agentrollen på hylden, og det er en af de ting, som anmelderne hæfter sig ved: Det meget værdige punktum for Craigs 15 år som Agent 007.

Se også: Daniel Craig lettet over endelig at kunne vise sin nye film: ”James Bond er lavet til biografen”

Husk at du altid kan se mediernes anmeldelser på biograffilmenes profiler her på kino.dk og give din egen mening til kende.

Politiken er blandt de medier, som er meget begejstrede for filmen. Kim Skotte tildeler 5 ud af 6 stjerner og skriver bl.a. i sin anmeldelse:

- Forventningerne er med andre ord så enorme, at man på forhånd kunne blive helt træt ved tanken. Men jeg må konstatere, at Daniel Craig i sin sidste film som James Bond ikke bare leverer varen, men gør det på en måde, så Craig-æraen på alle måder slutter af med piber og trommer og torden og lynild snarere end bare at takke af og gå op i røg.

Berlingskes Thomas Brunstrøm går lige til sagen i sin første sætning af sin 5-stjernede anmeldelse:

- Lad os få det ud af verden med det samme: Den 25. Bond-film har alt det, du forventer af en Bond-film. Der er biljagter, eksplosioner og pæne damer og dumme one-liners og vansirede skurke og seje gadgets og så videre.

BT giver også 5 ud af 6 stjerner og nævner det følsomme aspekt, som har defineret Daniel Craigs version af Bond, og som får et nøk opad i No Time to Die:

- Selvom James Bond stadig er actionhelt, så fokuserer 'No Time to Die' langt mere på Bonds følelser, end vi tidligere har set. Datidens mere ufølsomme helt er erstattet af en moderne mand, der ikke er bange for at vise både sorg og glæde.

Se også: Danske David Dencik om at spille over for Daniel Craig i ny Bond-film

At der er en dansker med i filmen, er næppe nogen hemmelighed, og Per Juul Carlsen nævner David Dencik i sin 5-stjernede anmeldelse på Filmland P1:

- Danske David Dencik fungerer også fortrinligt som den både begavede og morsomme russiske videnskabsmand, der skubber historien afsted.

Christian Povlsen fra Soundvenue er også oppe på 5 ud af 6 stjerner, og han beskriver det faktum, at det er sidste kapitel med Craig således:

- Hvad fremtiden bringer for Bond, er endnu uvist, men én ting er sikker: ‘No Time To Die’ er et værdigt farvel til Daniel Craig og beviser samtidig, at agent 007 langt fra har overskredet sidste salgsdato. På trods af en rodet produktionshistorie er ’No Time To Die’ endt som et tårevædet farvel til Daniel Craig som James Bond – og et af seriens bedste og modigste udspil.

Ekstra Bladet er blandt de mindre begejstrede i anmelderskaren, men giver alligevel 4 ud af 6 stjerner:

- Nu er den her så endelig. Har den så været den lange ventetid værd? Ja, er det korte svar. Man får fuldstændig, hvad man forventer af en Bond-film. Inklusive en flyvemaskine, der kan laves om til en ubåd, og en ond skurk på en afsidesliggende ø.

'No Time to Die' er aktuel i biografen.